Posten havde mandag morgen to plader med fra Drag City. Det ikke så længe ventede nye udspil fra Bill Callahan, og en gammel ven i form af "A River Ain't Too Much Too Love". "Apocalypse" er ganske enkelt en katastrofe. Bill Callahan har alle dage balanceret på linjen mellem kedelig og fantastisk, denne gang har han ganske enkelt lagt en 7 pølle stor lort på den forkerte side af snoren. Det er gabende kedsommeligt, himmelråbende intetsigende, og ganske uforståeligt, at han vil sætte sit navn som afsender på denne omgang bæh. Sangene kommer ikke ud af stedet, og fremstår alligevel forcerede som om han har måttet tvinge dem ned i en form de ikke passer til. Nu har jeg forsøgt et par gange, og selv om pladens sider kun rummer tre og fire numre, så stopper jeg alligevel halvvejs hver gang.

Genhøret med "A River Ain't Too Much Too Love" er en helt anden sag. Pladen var det sidste kapitel i det, der var Smog, og Smog var det Bill Callahan var før han bare blev sig selv, og udsendte plader i eget navn. Højdepunkterne blandt det bedste han har lavet finder man her, "Say Valley Maker", "The Well" og "Rock Bottom Riser" fylder en god procentdel af a-siden, og hæver sig lidt, men ikke meget over niveauet på en plade så stovt og stærk som jyden selv. "A River Ain't Too Much Too Love" anbefales til hver en tid, og skal det være i eget navn er "I Wish We Were An Eagle" stadig svaret.