Der er båndsalat på coveret, og blandt titlerne finder man ”Jeg Kan Huske Kassettebånd”, indspillet på, eller indspillet til, at lyde som om den var indspillet på netop kassettebånd. Kernepublikummet til De Efterladte husker nok også mere end et analogt medie, alligevel må de med stor sandsynlighed tage til tåls med cd og download når ”Traditionen Utro” udkommer på mandag.

Mine favoritter på ”Traditionen Utro” er de simple sange, der næsten er skrabet ned til blot at være sang og guitar. ”Godmorgen Kynisme” har jeg mere end én gang taget mig selv i at stå og synge under bleskift, vi er nede i et tempo, hvor selv et spædbarn finder ro i rytmen. Det er protestsangformlen om igen, mand, guitar(ist) og noget på hjerte. ”Mit Lyssyn” og ”Mit Sortsyn” følger trop, vokal, akustisk guitar, lidt horn og andet, der simrer et sted nedenunder. Sortsynet er den onde tvilling, stalkeren, besætteren og det overflødige onde. ”En Knivsspids Af Din Tro” er en kende mere effektladet, men hører til i samme kuld. Det er en af pladens højdepunkter, og man fornemmer også her en afstandstagen til den let formørkede livsanskuelse, der har præget Peter H. Olesens sangskrivning gennem årene. Det er ikke så meget et ønske om at blive lukket ind, men mere et ønske om at blive inviteret ud i lyset.

Der er en stor hjemstavnshymne gemt i ”Sang I Klar Frost”, så opgivende, og dog så bekræftende. Og så er der ”Med Let Hånd”, der slår mig som en part to til en enestående Olesen-Olesen sang, som mit hoved uanfægtet antallet af vridninger ikke vil afgive titlen på. Ikke desto mindre et højdepunkt.

Førnævnte ”Jeg Kan Huske Kassettebånd” er en afart af et digt med tilsat båndstøj og Twin Peaks stemning, og har på pladen selskab af ”Du Lever Og Har Det Godt Og Bor Et Sted På Sjælland” og ”Han Er Ikke Digter”, der også er mere digte end sange. Det er fint, fint, og bryder med passende mellemrum den musikalske rytme på pladen.

Andre brud på den musikalske rytme er åbneren ”Sangen Selv”, der er rendyrket basalrock blottet for refræn, men et kærkomment og uventet brud på det forventede. Den instrumentale ”Myggestik” og acapellasangen ”Jeg Vil Være Hvor Jeg ikke Er” kunne jeg snildt have været foruden, de bidrager ikke til festen, og er svært irriterende fyldmateriale på en ellers formidabel plade. Det samme gælder for så vidt ”Nedenom Og Hjem”, der er alt, alt for pæn.

De Efterladte er sluppet så godt fra debutpladen, at man skulle tro de havde prøvet det før. Ord og tekst, velsang og velklang. Peter Kan sit kram, Michael kan sit kram, og alle de inviterede har tydeligvis også haft styr på deres del af lortet. Pressemeddelelsens nævner ufolkelig folkemusik som et bud på en genre, jeg er ikke nødvendigvis uenig. Anbefales.