Back in the day, og the day værende perioden omkring 2002-2003, sad nu hedengangne Wynona tungt på nordicanatronen herhjemme. Nordicana var en afart af americana, der dengang var det nye sort, og med et tilsat skandinavisk touch af tungsind og melankoli, var nordicana et praktisk begreb når man som anmelder skulle beskrive de alt. countryficerede danske navne, der dengang dukkede op.

Ingen snakker længere om nordicana, men hvis vi gjorde, så ville Cody utvivlsomt være navnet, der pr. dags dato og tællende tilbage til foråret 2009 sad tungt på tronen. En ep, en lp, og et hav af koncerter af høj klasse har gjort Cody til et godt bud på Danmarks pt. vel mest interessante musikeksportartikel, der båret på hænder og fødder af et enigt anmelderkorps kan kigge ned fra deres piedestal, og med ro i stemmen sige: det har vi sgu gjort meget godt.

Codys nye ep Under the Pillow, Under the Elms får dog tronen til at vakle under dem. Ikke fordi ep’en ikke er god, og ikke fordi de ikke bare kunne blive siddende, men fordi Cody selv har valgt, at rokke på stolen. Der hvor vi troede vi havde dem står de ikke længere, Cody har rykket sig til et sted ikke langt derfra, hvor udsynet lyder langt bredere. Nordicana no more er det ikke, men forlægget for, hvad Cody byder ind med har sine steder rykket sig hørbart.

16 Holes er længst fra Cody som vi kender dem, og åbner muligvis derfor Under the Pillow, Under the Elms. Man mærker igennem ep’ens 4 numre, at Cody kommer tættere og tættere på det vi kendte dem for. Der er noget mere fylde og pondus i ”16 Holes” end man normalt har hørt fra Cody. Under nummeret ulmer en sitrende aggression, der aldrig bryder ud i lys lue, og der er skruet godt op for forstærkerne, og rockattituderne er tæt på at springe ud. ”Anti-Everything”, der følger, er i den modsatte grøft et trin ned i tempo, og langt mere spartansk i sit udtryk, og dét i et nummer, der vokser og vokser, og endelig kommer Cody så hjem igen med Under the Elms og Under the Pillow.

Under the ene og det andet er det forventede, og det man lidt friskt ville kunne kalde klassisk Cody. De var højdepunkterne de første par gange jeg hørte ep’en, men udelukkende fordi det var noget i den stil jeg havde forventet at høre, og fordi jeg nu engang godt kan lide Cody som de har lydt hidtil. ”16 Holes” og ”Anti-Everything” var lidt sværere at komme ind på livet af, ikke fordi jeg vil anfægte numrenes kvalitet, ikke fordi jeg ikke allerede nu ser et stort livepotentiale i de to sange, og ikke fordi jeg ikke kan lide dem, men hvorfor så? Det simple svar er, at Under the Pillow, Under the Elms er en uhomogen størrelse, hvor sangene stritter lidt rigeligt i hver deres retning. Det nye stikker udenfor, og sådan er det. Tilvænning tager tid. Dommen er, at enkeltstående har Cody begået fire fantastiske stykker musik, de nye territorier de afsøger, er så absolut mulighedernes land, der dog kræver lidt omstillingsberethed af lytteren.

Herfra skal der dog kun lyde lutter tilskyndelser til at købe Under the Pillow, Under the Elms.

(Cody "Under the Pillow, Under the Elms " - Anmeldt for Geiger, ep'en kan høres her)