De seneste 14 dages pladekøb og bestillinger kort fortalt.

Der er dømt nostalgi når Suede på søndag slukker for Northside, og sender os hjem mod Fyn igen, og måske endda lidt mere end det. Jeg har på det seneste genopdaget de første Suedepladers kvaliteter. I den forbindelse er genudgivelsen af deres fem plader med både cd og dvd-bonus kommet meget belejligt. Mit første møde med Suede var i 1993 da MTV sendte et alternativt grand prix. "Animal Nitrate" var Storbritaniens bidrag, 22 Pistepirkko bidrog med "Birdy" for Finland. Året efter spillede de på store scene på Midtfyns Festivalen, og siden gik det slag i slag med udgivelser og indkøb indtil Suede gled ud i ingenting. Foreløbig har jeg kun bestilt de to første genudgivelser, og der tror jeg, at jeg bliver stående og på måde holder mig på god fod med min genfundne kærlighed til Suede.

Jeg er blevet en sucker for opsamlingsplader, og har på det seneste købt opsamlinger med både rock a' billy, soul og reggae. Jeg kunne ikke helt stå for disse kig på den jamaicanske chart fra tiden før ska og reggae, men ved ikke helt, hvad jeg forventer. De var hæderligt anmeldt i det seneste Mojo, så jeg greb chancen og klikkede buy på Amazon.

I efterhånden et stykke tid har jeg ledt efter "Party Time" med The Heptones til en pris, der var til at betale. Nu har jeg kastet håndklædet i ringen, og har investeret i en opsamling. Det er ukompliceret reggae med triovokal, men investering rammer skævt, for der så vidt jeg kan lure ingen tracks med fra "Party Time". Det er dog stadig en fin, fin opsamling. "The Return of Sound System Scratch" er opfølgeren til "Sound System Scratch", der samlede en stak af de mindre kendte og ikke før udgivne Lee "Scratch" Perry dubplates på én udgivelse. Kvalitetsmæssigt fuldt på højde med forgængeren, og en fantastisk investering for dub-interesserede.

 

Det var gået forbi min næse, at der var kommet en "Bootleg Vol. 2" med Johnny Cash, muligvis fordi den første i mine ører var en glatpoleret pengeko, der samlede op på irrelevante 70'er demoer. Denne gang går det bedre med 50'er og 60'er indspilninger. Hvem kan leve uden demoudgaverne af "I Walk the Line" og "Get Rhytm"? Ikke mig! Marissa Nadler selvbetitlede seneste har jeg været med til at finansiere via Kickstarter, og bortset fra at jeg ikke har fået den autograf jeg har betalt for, så er pladen endnu en stor oplevelse fra hendes hånd. På godt og ondt langt mere tilgængeligt end det tidligere, men stadig et kvalitetsstempel værd.

   

"Fortune & Folly" har længe været en af mine yndlingsplader uden at jeg er dykket yderligere ned i Birch Books diskografi. Nu har jeg så bestilt forgængeren, opfølgeren og den seneste. "A Hand Full of Days" er klart den bedste af de tre, men dermed ikke sagt, at der mangler kvaliteter på de to andre. Det kræver bare sin tid, at få musik til at krybe ind under huden.