Da jeg forleden forsøgte at afsætte et sæt højttalere til en kunde, lød klagen, at de manglede bund. Jeg henviste til hans valg af musik, og påpegede at "Stay on These Roads" med A-HA aldrig nogensinde har rummet den mindste smule bas. Et skift i musik, og et salg senere blev tankerne sendt ned af Memory Lane. Glem Blur vs. Oasis, glem Slade vs. Sweet, glem Beatles vs. Rolling Stones, da krigen henover farmors spisebord i midten af firserne var på sit højeste var det med A-HA på den ene side, og Modern Talking på den anden. De sidstnævnte var mine favoritter, A-HA var fætter Christians. Så når vi sad og klippede vores Bravo, Vi Unge, Mix, og en sjælden gang Popcorn til ukendelighed i jagten på plakater og udklip, så var disse navne de første, der blev byttet.

Første gang jeg hørte Modern Talking fik min far bildt mig ind, at navnet betød Morten og Torben, hvordan jeg så end lige er hoppet på den, men i takt med at Modern Talking optrådte oftere og oftere i Peters Pop Show, og hvad den tyske lørdagsunderholdning nu ellers hed i midten af firserne blev jeg solgt. De to første kassetter blev indkøbt, grovhørt og flittigt kopieret. Flere blade blev parteret, vægge blev tapetseret, og hver gang lørdagstvkigningen blev slået over på endnu et tysk popshow, blev fingrene krydset for at Dieter Bohlen og Thomas Anders stod på scenen. To plader om året blev det til i perioden 1985-87, og så blev lyset ellers slukket.

I dag står A-HA som det klart mest langtidsholdbare produkt. Som dreng var jeg altid skuffet over, at den eneste kendis jeg delte fødselsdag med var Pål Waaktaar, der besad noget lig nul, hvis der skulle sættes tal på hans coolnessfaktor. I dag har jeg lært at leve med det i en grad, hvor jeg godt tør stå frem og sige det højt. Førnævnte "Stay on these Roads", og "The Sun Always Shines on TV" kan i nostalgiske stunder stadig blive fundet frem via Youtube.