Det er meget tæt på, at klokken er min næste fødselsdag, og denne gang rykker jeg helt officielt ind i den absolutte midte af trediverne. Det er fint nok, jeg har mit på det tørre. Når jeg alligevel begynder at føle mig som et gammelt røvhul, så er det fordi at pladeselskaberne i deres jagt på nye titler at give deluxe-behandlingen er nået til de plader jeg lyttede til for cirka to håndfulde år siden. Først var det Mercury Revs "Deserter's Songs", der røg i den store reissuemaskine, og her for nylig var turen så kommet til Grandaddys "Sophtware Slump".

Jeg er sprunget over i begge tilfælde, men genudsendelsen af "Sophtware Slump" har ført mig tilbage. Grandaddy var i en periode noget nær det største for mig. "Sophtware Slump" ramte med sine tekster om mennesket, maskiner og naturen helt plet i min begrebsverden. De tidligere udgivelser blev skaffet hjem, men formåede med deres noget mere skramlede udtryk slet ikke at vække samme begejstring. "Sophtware Slump" var perfekt produceret, skæv, men let tilgængelig som enhver anden popplade, og formåede alligevel at være så meget mere end bare det.

Den ni minutter lange "He's Simple, He's Dumb, He's The Pilot" var atypisk for en åbner, og en åbenbaring kort inde i nummeret, da spørgsmålet "How's it goin' 2000 man?" lyder. Den medrivende førstesingle "Hewlett's Daughter" gemmer sig på tracklistens andenplads, fulgt op af historien om "Jed the Humanoid", robotten der drak sig af dage. Mere rørende end egentlig bizart. Guitarene bliver skarpere på "The Crystal Lake", rocker igennem på "Chartsengrafs" og slapper igen så småt af på "Broken Household Appliance National Forrest", efter at det hele har været rørende smukt på "Underneath the Weeping Willows". Sådan forsætter pladen rundt i randområderne, og formår alligevel at smyge sig tæt op af en stramt trukket rød tråd.


Hvert et minut holder i dag. I et nyligt interview fortæller Jason Lyttle om pladens tilblivelse, hvor tiden blev tilbragt i boksershorts med en telefon tæt på, så nye forsyninger af kokain kunne blive bragt frem. En kedelig bagside, men en historie, der giver fin mening, og passer godt til pladens skizofrene hoppen rundt i tempo, og sørgelige og søgende tematik. Jeg nåede at se Grandaddy en enkelt gang, da de spillede på Lille Vega. En koncert jeg ikke husker for meget andet end at vi skulle to numre ind i koncerten før Jason Lyttles mikrofon virkede.

Efter "Sophtware Slump" kom "Sumday", der var nedtonet, men besad samme mesterværkskvaliteter som "Sophtware Slump". Efter det var der ikke det store at komme efter i de sidste Grandaddy udgivelser. Jason Lyttles soloplade, der fulgte Grandaddys brud kan anbefales, projektet Admiral Radley har også sine momenter, men er en uhomogen størrelse, de fleste vil klare sig fint uden.

I går bestilte jeg så vinylgenudgivelserne af "Sumday" og "Sophtware Slump". De er ikke deluxe, de er bare gode at have for en mand midt i trediverne, der først for nylig sagde farvel til sin "Sophtware Slump" musemåtte, der har holdt musen med selskab de sidste mange år. Jeg fik vist aldrig sagt tak til MNW for den fine gave. Dengang vidste jeg heller ikke at hverken den eller pladen ville holde så længe.