Der findes de der larger than life grupper man bliver suget ind af, og holder fast i indtil det lille r begynder at blinke oppe i hjørnet af skærmen, og hverken genopfindelse eller gentagelsens glæde kan fastholde ens interesse. R.E.M. forsøgte at finde tilbage til rødderne, med intens kedsommelighed som resultat, Depeche Mode har de sidste ti år kørt rundt i samme uinspirerede rille, og så er der U2, der med frelseren i forgrunden genopfandt sig selv som rockband, og dræbte ethvert incitament for at lytte mere til dem. Alle har de fyldt noget nær en hyldemeter i samlingen, og alle er der blevet solgt ud af, da forholdet mellem dem og mig kølnede ned.

For tiden er der så igen kommet fokus på ”Achtung Baby”. Som tilfældet ”Nevermind” for ganske nylig, så er min ungdoms plader ikke længere teenagere, men fylder 20 på rad og række. ”Achtung Baby” har jeg ikke hørt i flere år, men i den fulde overbevisning om at den var et monument, der hverken ville lade sige sig præge af vind eller vejr, ladet den stå på hylden med et usynligt mesterværksmærke klistret på fronten.
Mesterværksmærket sidder der endnu efter jeg har fejret fødselsdagen ved at hive pladen frem fra den plads på bagerste hylde bag de to Superjegplader, og igen sneget den ind på husets playliste. Jeg kan dog se, at klisteret på mærket er ved at miste sin klæbeevne, og hjørnerne derfor så småt er ved at løsrive sig fra omslaget.

”Achtung Baby” er stadig en fantastisk plade, men da jeg hev teksthæftet ud af omslaget, og læste med som pladen for 3-4-5 gang blev genoplevet, var der noget, der knækkede. Min idé om ”Achtung Baby” som et moderne værk, hvor lyrikken med referencer og metaforer i særklasse tog greb om livet og kærligheden røg ud med tidevandet, og ind sejlede i stedet et skib, hvor hjerte rimer på smerte, og alt er som det er så mange andre steder. Det overrasker mig, hvor banalt et tekstunivers ”Achtung Baby” bygger på.

Who's gonna ride your wild horses?
Who's gonna drown in your blue sea?
Who's gonna taste your salt water kisses?
Who's gonna take the place of me?

Taget ud af sammenhæng, og hurtigt oversat lyder linjerne fra ”Who’s Gonna Ride Your Wild Horses” ikke langt fra det, der præger den dansksprogede del af lydbilledet, hvis man tænder for en tilfældig radiostation. Andre ikoniske numre fra ”Achtung Baby” falder lige så hårdt igennem, ”Even Better Than The Real Thing” og ”Tryin’ To Throw Your Arms Around The World” falder hårdest, mens ”Until The End Of The World”, min personlige favorit på pladen, er gået fra en mørk fortælling om dystre tanker, til en lille lummer romance.

”One” giver omvendt mere mening for mig nu, hvor en genopfriskelse af The Edges’ dengang igangværende skilsmisse, har sat sangen i det rette lys, og påmindelsen om, at ”Achtung Baby” blev indspillet i et Berlin, der just var blevet samlet, sætter også linjen ”we’re one, but we’re not the same” i et andet lys.

”Achtung Baby” har holdt langt bedre end både U2, og så meget andet jeg hørte for 20 år siden, men set og hørt på afstand står det klart, at pladens succes i langt højere grad skyldes gruppens evne som musikere, end Bonos evne som sangskriver. Placeret i baggrunden står mesterværket ved magt, men går man tæt på, og dykker ned i detaljen, som ord er i forhold til denne type musik, så åbner det for en diskussion om, hvorvidt pladsen på piedestalen er fortjent.

Under alle omstændigheder, tillykke med fødselsdagen gamle dreng.