Det har taget et utal af aliasser og cirka 20 soloudgivelser at nå frem til Wolfroy Goes to Town. Og det har taget et utal af dyk og udsving i kvaliteten på det udgivne materiale at nå frem til materiale så helstøbt som dette.

Otte år vil jeg påstå, man skal tælle tilbage, for sidst at have stået med en nyudgivet Bonnie ”Prince” Billy lp i hænderne, der holder vand i den grad som den hellige treenighed I See a Darkness, Ease Down the Road og Master and Everyone gjorde, og som Wolfroy Goes to Town også gør.

Wolfroy Goes to Town er afstemt, afvejet, og afbalanceret, og med sine 10 sange fordelt på 50 minutter ikke et minut for lang, eller en sang for kort. Det er en helstøbt plade, hvor Bonnie ”Prince” Billy er trådt et skridt tilbage, og har skåret ind til benet, minimeret udtrykket, og holder sig i intimsfæren af det, der skabte hans navn i starten af årtusindet.

Væk er følelsen af ligegyldighed, som eksempelvis Beware bød på, hvor der blev underpræsteret, hvor det ikke nødvendigvis var helt skidt, men så åbenlyst også var et stykke fra, hvor godt Bonnie ”Prince” Billy tidligere havde lydt. Og tøjlet er den kvindelige vokal også blevet, så den nu fungerer som medspiller og instrument, og ikke som i tilfældet The Letting Go får lov til at overskide et ellers udmærket stykke håndværk.

De første sekunder af Wolfroy Goes to Town er så poleret retrocountryfiseret, at de er Conway Twitty og et Nudie Suit værdige. Resten af pladen er Bonnie ”Prince” Billy, som jeg ønsker mig ham. En afdæmpet historiefortæller, der holder den røde tråd mellem to stramt optrukne linjer. Korarbejdet i ”New Whaling” er bjergtagende, ”Quail and Dumplings” det mest medrivende nummer, der er hørt fra den kant i mange år. Der er uforglemmelige linjer, som åbneren på ”New Tibet”: ”As boys we used to fuck each other/As men we lie and smile". Sangen er ikke, som den ud fra disse linjer kunne forekomme at være, om alderens tyngen, men derimod en om menneskets fejl og mangler.

Det synes forkert at ofre for megen tid og skrift på Wolfroy Goes to Town. Helhedsindtrykket er et lille mesterværk, så jordbunden som tyngdekraften selv. Frafaldne kan samle tråden op igen her, nye kan stige på, og tvivlere bør begrave deres mistro og overgive sig til manden med det sjove hår. For i al enkelhed er Wolfroy Goes to Town en pissegod plade. Min forventning om at skulle anmelde endnu en skuffelse, fra en mand, der alt for længe har levet højt på sit navn og ikke sine seneste bedrifter, er blevet vendt til spørgsmålet om, hvor højt pladen skal placeres på den liste over årets bedste plader, der vanen tro skal flikkes sammen lige om lidt. Et stort velkommen tilbage på den højeste af piedestaler til Will Oldham og herfra en stor anbefaling til et af de stærkeste comebacks, siden påsken blev grundlagt.

(Bonnie "Prince" Billy "Wolfroy Goes to Town", anmeldt for Geiger.dk)