Det seneste nummer af Mojo bringer et interview med Glen Campbell, der på en gang skræmmer og fascinerer, bedrøver og bekræfter, at der skal meget til at knække en mand. Glen Campbell udsendte for nyligt det der bliver hans sidste album, og er i gang med det, der skal blive hans sidste koncerter. Der kommer ikke noget comeback, manden har meldt ud, at hans Alzheimers er så langt fremme, at dette er farvel.

Det der fanger mig i interviewet er at hans Alzheimers allerede er så fremskreden, at han ikke er i stand til at huske sin egen alder, hvem han har arbejdet med og hvornår, og alligevel forsætter med at spille. Først tænkte jeg, at det var grådighed på hans vegne fra folkene bag ham, men omvendt når det eneste han har tilbage er musikken, hvorfor så tage det fra ham? Jeg siger tak for sangen, jeg var ikke klar over, at du var så meget mere end bare en rhinestone cowboy, men det kan Elvis, Brian Wilson, Phil Spector, Sinatra og Dino bevidne er løgn.

Glen Campbell - "Wichita Lineman"