Musikåret 2011.

Udenbys

Gaffa
2 Elbow ”Build a Rocket Boys”
3 P.J. Harvey “Let England Shake”
24 Iron & Wine “Kiss Each Other Clean”

Mojo
1 P.J. Harvey “Let England Shake”
23 Bill Callahan “Apocalypse”

Uncut
1 P.J. Harvey “Let England Shake”
25 Bill Callahan “Apocalypse”

Endnu et år gået, endnu engang skal der remses op, og skrives, hvad der rykkede, trykkede og pakkede dansegulvet her i huset. Sunday Times synes det, Mojo synes det, Uncut synes det, The Guardian synes det, NME synes det, The Quietus synes det, og jeg giver dem alle ret. P.J. Harvey har med ”Let England Shake” begået årets plade. I alle dybder og lag, i al sin musikalitet, i al sin medrivenhed sejrer den stort. Jeg mindes ikke hvornår en plade sidst har formået at fange og fascinere mig i samme intense grad som ”Let England Shake”. Et mesterværk i ordets fornemste form.

Vanen tro har jeg listet op fra de tre musikblade, der læses her i huset, og også snart vanen tro er det ikke mange titler af årets udvalgte jeg ejer. De udvalgte er ikke engang retvisende, for såvel Iron & Wine som Bill Callahan hører til blandt de største musikalske skuffelser i år, med Iron & Wine på Posten tronende som årets største musikalske nedtur. Det var samme historie sidste jeg så dem/ham, så jeg burde være blevet klogere, men alligevel håbede jeg, at når jeg gik ind for at se en af min generations fineste singer/songwritere, at jeg ikke blev trakteret med et funkjam, men nej. Elbow er også nævnt, og selvom ”Build a Rocket Boys” såmænd var ganske sympatisk, og koncerten på Northside også fin, så stod det i Falconer Salen ganske uædrueligt klart, at det i bund og grund er en fesen omgang flad fadøl de serverer for tiden. Hvor meget jeg end holder af Elbow, så kan jeg ganske ikke holde af Elbow anno 2011. Det er kedeligt, slet og ret.

Birch Book udsendte en selvbetitlet ep i år, og selvom jeg havde en smule startvanskeligheder med den, så førte den til opkøb af de plader jeg manglede med enmandsgruppen. De franske tekster på årets udgivelser, vinder stort efterhånden som de kryber i blodet, og udgivelsen på 10” vinyl med tilhørende cd er uhørt lækker. Heirlooms of August er enhver voksen mands våde drøm af en plade, monoton baryton, men himmelråbende fantastisk. Melankolien siver ned af væggene, og vidderne synes evigt åbne. Marissa Nadler udsendte første plade på eget selskab, og gjorde trods et mere poppet udtryk en ganske god figur. Hendes koncert på et genopstandent Pumpehus, var en showcase af nerver udenpå tøjet, følelsesoverload grænsende til det hysteriske, og fantastiske sange. Bonnie ”Prince” Billy fandt vejen tilbage til storformen med ”Wolfroy Goes to Town”. Klassisk Bonnie, anbefales til de, der havde opgivet ham.

Årets internationale koncert var uden tvivl og sammenligning Oscar Danielson på Teater Momentum. Det var en fryd at arrangere det, det var en fryd at overvære det. Hans plade ”Stockholm i Mitt Hjärta” fra årets start hører også til blandt årets absolut ypperligste.

Året bød også på et væld af lækre vinylgenudgivelser, såvel Grandaddy, som de første to Tndersticks er derfor, at finde på hylderne nu. Også Lee ”Scratch” Perry ”The Return of Sound System Scratch” fortjener rosende omtale. Bokssættet med Calexicos tourplader samlet har jeg opgivet at betale mig fra.

Abbysinians ”Satta” (udsendt under flere titler) får prisen som årets tilbageskuende indkøb, hvis der findes en fornemmere roots reggae plade, så er jeg ikke sikker på jeg ønsker at vide det. Årets genopdagelse på egne pladehylder blev Ny Akustik, men meget, meget mere om dem senere.



Indenlands

Gaffa
2 Malk De Koijn “Toback To The Fromtime”

Det danske musikår startede ondt og grumt med frafaldet af Henrik Hall, der i januar bukkede under for kræft i en alder af 62. Tak for dansen.

Trods indledende tvivl, og det faktum, at pladen endnu ikke er gennemlyttet i tilfredsstillende grad, så vil jeg kaste min indenlands guldmedalje efter Malk de Koijn. Don’t call it a comeback lød det engang, og nej, det er så meget mere end det. Der er kommet rygrad i vrøvlelyrikken, og det klæder trioen at stå ved deres alder, der er i hvert fald skruet ned for spradebasseriet. Det er tørt huggende, og forbandet tilfredsstillende, at lytte til.

I afdelingen for dansk livemusik, altså rytmisk musik fremført af fra dette land kommende musikere, er der hæder og ære til Hymns From Nineveh, der med deres koncert på Posten bragede så intenst igennem, at det var svært at få armene ned igen. Samtidigt hører pladen fra samme til i den mildere afdeling for årets skuffelser, produktionen ødelagde oplevelsen for mig, hvis Hymns From Nineveh på et tidspunkt formår at hive deres liveenergi ned på plade, så garanter jeg, at medlemstallet i folkekirken stiger igen (fandeme).

Med to andenpladser skal vi også have Emma Acs frem i lyset. ”Champagne” var en guilty pleasure i året, der gik. Pop som var det skåret fra Phil Spectors notesblok, med et twist af småpsykedelisk baggrund. Koncerten på Posten gik også rent i blodet på mig, og var en stramt optrukken, men festlig løssluppen affære, hvor de unge mennesker dansede oppe foran, og jeg selv stod lidt længere nede med et svedent og ganske tilfreds grin.

Cody løber med æren som åres danske ep, ”Under the ene og det andet” var en fire retters mellemspiller, der lover godt for den nye plade, der vel for fanden dukker op i det nye år. De Efterladte indfriede forventningerne både på plade, og live. ”Traditionen Utro” var forfriskende skramlet indspillet, mens oplevelsen af De Efterladte live som altid var et studie i bomsolid fremførelse af det danske sprog i stærk kontrast til den dansksprogede elendig radiostationerne synes at tæppebombe os med. Et foredrag med System på Odense Musikbibliotek fortjener også omtale, får man nogensinde chancen for at høre Anders Remmer tale om musik, så grib den. From Sarahs debut-ep efterlod mig med et sympatisk indtryk, og den varslede fuldspiller skal nok gøre det godt næste år.

Raveonettes leverede et brag af en koncert for ganske nylig, der var klart den bedste af den håndfuld koncerter jeg har set med gruppen. Deres seneste udspil har jeg dog ikke fået hørt, det samme gør sig gældende for Mikael Simpsons seneste, samt Song for Wendy, der eller nok skulle have fundet vej til hæder og ære i disse linjer. Slutteligt synes jeg at vi hos Tryghed & Tristesse slap en fantastisk skive med The Silent Sections ”Contour of a Passsing Dream”.