Tæt på en kold favn er en velkommen genkomst af Lise Westzynthius’ stemme, og for Lise Westzynthius en hjemkomst til det danske sprog. Efter tre engelsksprogede plader i eget navn og mere end fire år efter den seneste blev sluppet fri, dukkede titelnummeret fra "Tæt på en kold favn" op i slutningen af januar. Det fik mig til at læne mig tilbage i stolen med et stort smil. Lad det bare være sagt. Jeg har, fra jeg første gang hørte Lise Westzynthius som en del af Rhonda Harris, været svært begejstret for hendes musik. Hendes debutplade var min debut som anmelder, og det var også et interview med hende, der blev mit første. Måske derfor havde en stille nervøsitet sneget sig ind ved udsigten til et sprogskifte. Når sproget skifter til ens eget førstevalg, skal der noget mere kød på, ordene skal ophøje sig fra sungne lydord til meningsfyldte sætninger. Og det kan gå begge veje. Hvis nogen stadig skulle kunne huske, hvordan Kent i deres storhedstid forsøgte sig på engelsk, så vil der også være nogen, der vil nikke genkendende til mit postulat.

Det er på ingen måde på den sproglige front, at det halter. Ordene er intime og nedbarberede, og den brudte kærligheds mange floskler på fineste vis omskrevet til et jordnært dansk, der bliver pakket ind i alt fra grandprixrytmeboks over støj til en trutmundsfløjten, der sidst blev hørt, da Peter, Bjorn and John indspillede ”Young Folks”. Der er luft omkring ordene, men både bund og krop i musikken. Udtrykket er varieret. Der er lys forårspop i ”Se, uden hænder”, der er håndklapsdisko i ”Jeg glæder mig (Til at slå dig ihjel)”, og der er variationer over temaet ”inderlig” i sange som ”Alt hvad du gør” ”Glimt” og ”Malurten i mit blod”. Det er alt sammen meget ”typisk” Lise Westzynthius, men i en ny udgave, der synes at have mindre at skulle bevise, og muligvis derfor gør det så overbevisende. Det er sjældent, jeg tænker tanken, men den her plade er dæleme lækkert produceret.

Malurten bliver besunget på pladens sidste nummer, men i et glas der er langt over halvt fyldt, skal der også dryppes et par dråber af stadset. Der er to numre på pladen, jeg står af på i en grad, at jeg har fjernet fluebenene ved dem i iTunes, så programmet ikke afspiller dem i den tro, at jeg intet ville have imod dette. Pladens to duetter er også pladens to store spørgsmålstegn for mig. Duetten med Nikolaj Grandjean (”Når du vil) la mig elske dig” er nem nok for mig at dissekere; jeg kan i al sin enkelthed ikke klare den forlorent følsomme lyd af hans stemme. Det er sikkert et spørgsmål om smag og behag, men det noget nær pisser mig af, at valget af ham ødelægger en fin slow burner af en sang. Lige så uforståeligt for mig er det, at Sebastian-klassikeren ”Sangen om Langfart” er parkeret midt på pladen. Selvom sangen er opdateret, og bragt et velkomment stykke fra det oprindeligt noget mere gøglede forlæg, så er den så tro mod originalen, at det stadig er 100% Sebastian. Havde den været parkeret som sidste nummer, evt. lidt skjult , så fint, men hvorfor Lise Westzynthius har haft behov for at trække i et Lis Sørensen-kostume, og knække hendes egen plade på midten med denne fejlanbringelse af en coverversion, det er mig en gåde.

Det tog mig tid at komme ind på Tæt på en kold favn. Jeg har nået at være skuffet over helheden, og høj og skæv af enkeltnumre, før mine forventninger til pladen var skubbet så langt til side, at jeg kunne høre pladen for, hvad den var. Stemningen på de engelsksprogede plader var luftig og højtflyvende; på Tæt på en kold favn er Lise Westzynthius landet. Hvor man på de engelsksprogede plader kunne hive et fint ord som ”sfærisk” ud af sin anmelderordbog og klistre det ind i sin anmeldelse, så er der ikke brug for andet end den nudanske ordbog til anmeldelsen af den nye plade. Når man har fjernet et par flueben hist og her, er den i al sin enkelthed en intelligent og moderne popplade af fineste klasse.

(Lise Westzynthius "Tæt på en kold favn" anmeldt for Geiger)