De første domme var afsagt over ”Third Eye Surgery” faldt før jeg overhovedet havde modtaget mit eksemplar med posten, så dele af ventetiden er gået med at læse, hvad kloge ord andre har hæftet på Baby Woodroses nye plade. Eksempelvis: et sted nede i det tyske sidder en blogger, der i sin omtale af ”Third Eye Surgery” omtaler pladen som Baby Woodroses hidtil mest modne plade. Ud af alle de ord jeg fik læst om pladen før den nåede frem, var det ordet moden jeg fik hæftet mig mest ved. Jovist, Lorenzo Woodrose fyldte 40 sidste år, og familien Woodrose kunne fejre at det var 10 år siden at ”Blows Your Mind” blev udsendt på vinyl for første gang, så det nærmer sig, at man godt må omtale navnet Woodrose som værende gammelt i gårde. Men moden? Når jeg hører en musiker omtalt som moden (hvad jeg heldigvis sjældent gør) så tænker jeg på folk, der udlever det gamle ordsprog ”skomager bliv ved din læst”, og har fundet den kasse de hører til i, og arbejder indenfor de rammer den nu engang giver dem. Det kunne man så også anklage Lorenzo Woodrose for at gøre, for man ser ham sjældent omtalt uden at den hellige treenighed 60’er, syre og psykedelisk dukker op i teksten, men jeg synes for hver plade, der er kommet fra ham, og for hvert projekt han har lanceret, der er der blevet sparket til kassens vægge, så de har flyttet sig, og hans virkeområde er blevet et stykke større.

Med ”Third Eye Surgery” bliver der sparket til væggene igen, og denne gang har han taget jernstøvlerne på.

Det er ikke når man hører de to forløbere til pladen, ”Nothing is Real” og duetten med Emma Acs ”Dandelion”, at man bemærker skredet i lyden. Det er heller ikke på åbningsnummeret ”Down to the Bottom”, at det går op for én, men når nålen rammer andet nummer, så skal jeg love for der sker løjer. ”Waiting for the War” er en energiudladning af de store, der er bulder i trommerne, gnist i stemmen, knald på liggehønen, you name it. Dette er pladens hit, den perfekte lille beskidte syvtommersingle med lige rundt regnet to-et-halvt minuts spilletid på a-siden, hvis det altså havde stået til mig. 

Resten af pladens ligger i spilletid og udtryk ikke op til en karriere som singlehits, men som lytter bliver du trukket med længere ud end Baby Woodrose har bragt dig før. Det er tungt, det er spaced out, det er out there, det er mere end bare en inddragelse af lyden fra sideprojekterne Dragontears og Spids Nøgenhat, det er en håndfuld numre, der får farverne til at flimre på væggene, mens følelsesregisteret kæmper en kamp om man skal smide blomster i håret eller tage kampdragten på. ”Bullshit Detector” er ”Waiting For the Wars” tunge, stenede storebror, ”Love Like a Flower” ikke for hippieallergikere, og et sted mellem de to finder man titelnummeret med en fod i begge lejre. Over dem alle lyser dog ”Honalee”, der lukker og slukker for ”Third Eye Surgery”. Jeg er helt væk hver gang jeg hører nummeret. Det synes at forsætte i det uendelige, og er en fængende, grænsende til det hypnotiske, smuk stenet syrefolket sjæler, der vil få dig til at danse langsommere end nogensinde før.

Sat udenfor sammenhæng, lyder ”Down to the Bottom”, ”Dandelion” og ”Nothing is Real” som sagt som Baby Woodrose som man kender det, men når du har kørt pladen igennem et par gange, vil du kunne høre, at også de tre er smittet med det, der går igennem hele pladen. Masser af citar, masser af tyngde og en masse mere, man normalt ikke finder i så rå doser på en Baby Woodrose plade. Pladen i sig selv er forfriskende anderledes i forhold til tidligere Baby Woodrose plader. Den er ondere, olmere og markant mere kantet, og samtidigt langt mere beskidt og stenet end tidligere udladninger, og jeg kan lide det. For fanden, hvor kan jeg dog lide det!

(Baby Woodrose "Third Eye Surgery" anmeldt for Geiger)