Fire forskellige sange med fire forskellige kunstnere fra fire forskellige plader jeg glæder mig til.

1. Ræv Hund Bjørn - Jeg drømte, jeg sov på Christiansborg

2. John Grant - Pale Green Ghosts

3. Mouritz/Hørslev-Projektet - Gaver af ild (premix)

4. Woodpigeon - Sufferin' Suckatash

Udenlandsk musik 2012

(Links fremhævet med fed, og årslisten vanen tro skrevet på ingen tid med ingen korrektur) 

I mine øjne blev den internationale udgave af musikåret 2012 langt fra så interessant som den hjemlige. Mine pladekøb er i forhold til for et par år siden voldsomt decimerede, og af det jeg har fået købt er det minimalt, hvor meget af det jeg har fået lyttet grundigt til. 

Koncerter med udenlandske navne har også været holdt på et minimum. Sølle fire styk blev det til. Therapy? hørte til blandt heltene i mine sene teenageår, men de kom aldrig udover scenekanten på en flad tirsdag aften og vi endte med at gå efter en times tid. Årets koncert er nok en delt førsteplads mellem Oscar Danielson og Tomas Andersson Wij. Oscar Danielson leverede som forventet og forventningerne var høje. Tomas Andersson Wij tog jeg derimod til koncert med uden at kende det store til ham, og det blev en oplevelse af de store, og måske også nok den af koncerterne, der mest fortjener førstepladsen. Tomas, hans guitar, en stribe mesterligt fortællende sange kædet sammen med anekdoter om hans præstebedstefar m.m. greb et publikum bestående af kun 16 sjæle, der dog hver og en fik oplevelse med hjem. Jeg købte efterfølgende hans seneste plade ”Romantiken” der dog ikke lever op til koncerten. I forhold til koncertoplevelsen virker numrene nu sovset ind i instrumentering, det er ikke værre end at jeg har fået den hørt en del gange, men det er med koncerten kørende i baghovedet at jeg sætter den på. 

Sidste udenlandske navn på koncertlisten er Marissa Nadler, der i starten af året spillede på det genopstandne Pumpehuset (det er så gået op for mig, at det var i efteråret 2011). Koncerten blev særlig for mig fordi det er første gang jeg på forhånd spurgte om lov til at fotografere til en koncert. Det fik jeg, og jeg fik også smidt mit navn på gæstelisten til en fin koncert. Det er dog hendes plade ”The Sister” der er værd at fokusere på. I mine ører er det blevet til årets plade i 2012. På pladen afskriver hun en god del af den furievokal hun normalt leverer og kommer en smule ned på jorden, og det klæder hende. Som i tilfældet P.J. Harvey sidste år, så er årets plade leveret af en kunstner, der træder en smule ved siden af det forventelige og overrasker positivt. Der er en del lydeksempler på hendes Soundcloudprofil, og en stadig strøm af vekslende coverversioner. 

Leonard Cohens 2012 udspil ”Old Ideas” er den eneste titel jeg ejer fra de fleste mediers udenlandske toplister. Jeg har ikke dyrket den, men til min store tilfredshed noteret mig, at der er skruet nede for korsangerinderne. Der er også kommet nye plader fra Jason Lyttle, Calexico, Lambchop, Spain og Woven Hand som jeg har fået købt uden at gøre så meget mere ved dem. Gode plader, men meget business as usual. 

Min personlige favorit Woodpigeon leverede to fine udgivelser i år. Downloadep’en ”For Paolo” kom i januar, og i august kom så tour only cd’en ”Diamonds”, der er et opkog af lidt af hvert, sygeligt lækkert indpakket i foldet papdigipack og et kup til sølle 10€. Begge udgivelser hører til blandt det jeg med god grund har hørt mest i år. Flere mennesker burde virkelig få øjnene op for Mark Hamiltons musik. 

Årets genudgivelse må være vinyludgaven af Czars coverplade ”Sorry I Made You Cry”, der efterhånden har et par år på bagen, men som stadig er fantastisk at sætte på anlægget. Alternativt genindspillede Bonnie ”Prince” Billy en håndfuld af sine sange til ep’en ”Now Here’s My Plan”, der udkom i forbindelse med udgivelsen af bogen ”Will Oldham on Bonnie ”Prince” Billy”. Bogen står stadig ulæst på hylden, men ep’en og i særdeleshed genfortolkningen af ”I See a Darkness” er fandens fine. 

Anmeldelserne kombineret med deres seneste plader afholdt mig fra at købe Kents nye plade, men ”999”  hører så absolut til blandt årets fineste sange og nok den mest skru-op-venlige. Til gengæld fik jeg fingrene i Bob Hunds ”Låter Som Miljarder”, der er på det jævne, men har to klare højdepunkter i ”Harduingetmankandansatill?” og ”Låter Som Miljarder”.

Dansk musik 2012

(Links fremhævet med fed, og årslisten vanen tro skrevet på ingen tid med ingen korrektur)

Det er årslistetid, og vanen tro skal der kigges på, hvad der har rørt sig blandt den inden- og udenlandske pladeindustri. I år kommer kiggeriet i to kapitler, med fokus på henholdsvis de danske udgivelser, og senere et kig på, hvad der er udkommet udenfor grænserne. Normalt sakser jeg fra Gaffas, Uncuts og Mojos årslister, hvad jeg selv har købt. Den afdeling er lukket ned i år, for jeg ejer ikke en eneste titel af de ti som Gaffas Redaktion har valgt til årets bedste. Alligevel vil jeg gerne knytte et par kommentarer til Gaffas ti udvalgte.

DJ Static har jeg ikke fået købt, men jeg har omvendt været ret begejstret for de par skæringer jeg har hørt fra ”Rolig Under Pres”, hvor især ”Alt Ved Det Samme”  feat. Per Vers begejstrer min indre hiphopper, der aldrig rigtigt kom længere end stilen fra ’96. Love Shop har jeg totalt mistet interessen for at købe plader med. Forgængeren ”Frelsens Hær” har jeg forlængst dømt som værende røvkedelig, og da førstesinglen fra ”Skandinavisk Lyst” landede med sit ”..jeg er dit kamera-ah-ah” tænkte jeg at det kunne være det samme. Omvendt leverede de en forrygende koncert på Posten i november måned, hvor fordums storhed rullede sig ud, og jeg fik bekræftet, at nutidens svulstige tekster totalt går mit hoved forbi, selvom jeg med øl i glasset og smil på læben alligevel steppede lidt med til det stive hvide beat. Raveonettes får jeg ganske enkelt ikke hørt på plade, men bander gerne af at deres korte danske forårsturne ser ud til at gå Odense forbi. Spleen United gik jeg glip af live to gange i år, de er (sikkert stadig) et forrygende liveband, men deres nye mere clubbede (deres ord) lyd har jeg intet behov for at køre ud over de hjemlige højttalere. Søren Huus skuffede mig, jeg have store forhåbninger til ”Oppefra og Ned” der ikke blev indfriet. Jeg synes der var noget på spil på hans første soloplade der retfærdiggjorde mit håb om et værk, men det blev en blød mellemvare af ingenting med tekster om lige så lidt og ”Den Der Isme” says nothing to me about my life. Efterklang, The Floor is Made of Lava og Lukas Graham ligger alt for langt fra noget jeg gider, og tilbage er der så Nørlund og Christian Hjelm. Nørlund er jeg vokset fra, eller måske er han vokset fra mig, i hvert oplever jeg efterhånden hans nye plader som den ene ligegyldighed af blød voksenmusik efter den anden. Christian Hjelm har jeg i kategorien for helt håbløst. Fire numre inde i pladen blev den for meget, og det hviner i mine tænder, hver gang radioen spiller ham. Tekster om ingenting tilsat blød 70’er rock, jeg troede vi var kommet videre!?

Og videre skal vi, for det er ikke all bad, hvad der er sket her til lands i det herrens år 2012. Sommeren vil for evigt blive husket som dancehallsommeren, og jeg nåede da også at få købt den hellige treenighed bestående af Eaggerstunn, Klumben og Raske Penges udgivelser. Raske Penges 12” rummede både ”Intelligent” og ”Original Bang Ding”, men var skæmmet af de sidste numre, der ikke krøb langt over det middelmådige. Indskudt bemærket så har Rasmus Poulsen (alias Raske Penge) med programmet ”Musik i virkeligheden” begået noget virkelig seværdigt tv. Raske Penge gav sammen med Klumben koncert på Magasinet tilbage i maj, og den koncert står som et godt bud på årets koncert 2012. Fuldt knald på et godt stykke over midnat foran et feststemt publikum, der kun lige var ved at lære de to herrer at kende var en festlig cocktail. Klumbens plade har jeg også været glad for, mest fordi den er herrens god at koble hjernen fra til. ”Fra Klumben Til Pladen” blev hurtigt slidt tynd, men som festligt lørdagssoundtrack holder den fint. Eaggerstunn måtte jeg vente længe på, det tog for evigt før vinylen dukkede op, men den levede op til forhåbningerne da den endelige dukkede frem og er klart den mest langtidsholdbare af de tre omtalte dancehalludgivelser. ”Kugledans” holder stadig, men fri mig for introen, hvorfor Mit Navn Er Keith skal have så meget spotlight fatter jeg niks og en hat af. I kølvandet på succes kommer der en del der ligner frem i lyset. Med andre var ”Tomgang” en ganske passende og sigende titel på Shaka Loveless første single, til gengæld trak jeg på smilebåndet, hver gang den overordentligt vellykkede spoof ”Nede Med Koldskål” dukkede frem.

Et andet bud på årets koncert er Frodegruppen 40’s forårskoncert i Svendborg.  Den faldt cirka sammen med udgivelsen af ”Angst I Det Postmoderne Samfund”, gruppens tredje lp. ”Jeg Hørte Hun Var Død I En Tsunami” er pladens otte minutters højdepunkt på en plade der hæver sig over forgængeren, og er et must for enhver Jens Blendstrup begejstret yngling. Ved samme lejlighed optrådte også Mouritz/Hørslev-projektet med sange fra den stadigt kommende plade, der vel hører ind under årets skuffelser i og med, at den ikke er udkommet endnu. Mads Mouritz optrådte for nylig i Odense sammen med Kristoffer Munck fra Mellemblond og Peter H. Olesen. Denne gang dog med mest fokus på de fem sange fra ep’en ”Mads Mouritz & Hælerne”, der har Kristoffer på rollelisten, Peter som tekstleverandør, og som scorer en delt førsteplads på den korte liste over årets danske ep’er. Lyt først til ”Den Sidste Dag & Den Første”, så ”Put Dig Med Mig” og forstå hvorfor jeg synes ep'en er et fint bevis på at blues kan være så meget. Indskudt bemærket har Både Lone Hørslev og Peter H. Olesen udsendt fine digtsamlinger i år, skulderklap til Mads for at mænge sig med de fineste leverandører af det danske ord. Aftenen med Mads, Peter og Kristoffer åbnede også mine øjne for Kristoffers projekt Mellemblond. Jeg har tidligere afskrevet dem som en blød omgang Nørlundproduceret bluesrock, men den seneste single ”Et Øje” holder høj klasse, og klasse nok til at jeg har omtalt gruppen som Mellemkød for sidste gang. Årets anden #1 ep er Ukendt Under Andet Navns fine sommermirakel ”Ekskursion”. Henrik Olesen leverer 20 minutters popzen, og burde snart få fingeren ud og virkeliggøre en koncert eller to.

Lise Westzynthius nåede jeg at se to gange i år. Første gang på Kulturmaskinen og siden hen på Dexter. Efter Dexterkoncerten købte jeg hendes fine udgivelse fra i år ”Tæt På En Kold Favn” på vinyl og fik stillet spørgsmålet om jeg var Martin, og det var jeg jo. Jeg spekulerer stadig over, hvor fanden hun vidste det fra.

Baby Woodrose fulgte deres udgivelse af ”Third Eye Surgery” op med en koncert på Posten, hvor vi fik lov at se Lorenzo Woodrose mere påvirket end jeg kan mindes at have set ham før. Pladens svanesang ”Honalee” kandiderer til årets nummer. ”Third Eye Surgery” havde Emma Acs med på førstesinglen ”Dandelion” og hun skulle så småt være på vej med nyt. Det var det positive, på minussiden måtte vi i 2012 sige farvel til Ralph Rjeiley som jeg for evigt vil forbinde med Baby Woodrose. Spids Nøgenhat fik via Orpheus udsendt et opkog af deres Roskildekoncert fra 2011 på lp’en ”De Sidste Her På Jorden”. Årets danske genudgivelse by far.

Jeg fik lavet et par længere interview med nogle virkeligt fine mennesker i det forgange år. Thomas Thomas brød en stilhed, der har holdt siden Plutos opløsning med pladen ”Alt Det Jeg Troede Du Bedst Ku’ Li’”. Jeg var vild med singlen ”En Ting” der var overraskende sleasy og moderne, jeg kæmper dog stadig en brav kamp med at æde mig ind på pladen, jeg må indrømme, at jeg ikke helt kan forlige mig med valget af en moderne popformel som byggeklods for pladen, og det irriterer mig voldsomt, for jeg synes virkelig Thomas er en mere end a-ok poplyriker. Og en mere end flink fyr til at svare på spørgsmål til dette interview. Andet interviewoffer var Bjarke Søballe Andersen fra Dans & Lær, der var aktuelle med ”Flere Fugle”  tidligere i år. Interviewet med ham kan læses her.

 Et par enkeltnumre sniger sig også ind. Jeg har været ret forelsket i ”Sleep” med Pil & Liv, men er desvørre gået glip af dem de to gange de har spillet i Odense i årets løb. Den seneste uges tid har jeg også været småforelsket i ”Fjendemin” fra Jonas Breum. Jeg elskehader den, forstået således at jeg nærer en del antipati mod hans tidligere bedrifter, men synes denne er catchy som knald.

Som en art rosin i pølseenden kommer Klosters ”Ni Salmer Og En Aftensang”, der udkom for nylig og virkelig har ramt mig. Trods for længst udmeldt af folkekirken, og erklæret ikketroende ser jeg et stort lys i både salmer og en god folkekirkeprædiken. Kloster har gravet 10 mindre kendte eksempler frem fra salmebogen, og 9 ud af 10 gør jeg knæfald for (Jeg synes, der er en enkelt svipser sidst på pladen). Deres koncert i Skt. Hans Kirke i fredags var en stor oplevelse, på den ene side passede det store kirkerum godt til sangene, på den anden side er musikken så intim, at det virkede for overvældende at rummet var så stort. Lyt eventuelt til ”Liden Stund” og dan din egen mening.

Slutteligt har jeg sammen med Morten N. Carlsen som jeg lavede Manden fra Onkel børnepladen med givet mig i kast med en voksenplade under navnet Medio September. Vi er langt, der ligger mange sange klar og vi er ret afklarede i forhold til retning og stil. Vi skulle have været i studiet i november, men Ingolf Brown (Moral) som vi skulle have indspillet hos afgik desværre ved døden. Vi håber at finde en anden indspilningsmulighed i starten af det nye år.

Med fare for forglemmelser burde dette være min afslutning for dansk musik 2012.

"My songs last about 30 years - that's about the lifespan of a Volvo".

Leonard Cohen