Udenlandsk musik 2012

(Links fremhævet med fed, og årslisten vanen tro skrevet på ingen tid med ingen korrektur) 

I mine øjne blev den internationale udgave af musikåret 2012 langt fra så interessant som den hjemlige. Mine pladekøb er i forhold til for et par år siden voldsomt decimerede, og af det jeg har fået købt er det minimalt, hvor meget af det jeg har fået lyttet grundigt til. 

Koncerter med udenlandske navne har også været holdt på et minimum. Sølle fire styk blev det til. Therapy? hørte til blandt heltene i mine sene teenageår, men de kom aldrig udover scenekanten på en flad tirsdag aften og vi endte med at gå efter en times tid. Årets koncert er nok en delt førsteplads mellem Oscar Danielson og Tomas Andersson Wij. Oscar Danielson leverede som forventet og forventningerne var høje. Tomas Andersson Wij tog jeg derimod til koncert med uden at kende det store til ham, og det blev en oplevelse af de store, og måske også nok den af koncerterne, der mest fortjener førstepladsen. Tomas, hans guitar, en stribe mesterligt fortællende sange kædet sammen med anekdoter om hans præstebedstefar m.m. greb et publikum bestående af kun 16 sjæle, der dog hver og en fik oplevelse med hjem. Jeg købte efterfølgende hans seneste plade ”Romantiken” der dog ikke lever op til koncerten. I forhold til koncertoplevelsen virker numrene nu sovset ind i instrumentering, det er ikke værre end at jeg har fået den hørt en del gange, men det er med koncerten kørende i baghovedet at jeg sætter den på. 

Sidste udenlandske navn på koncertlisten er Marissa Nadler, der i starten af året spillede på det genopstandne Pumpehuset (det er så gået op for mig, at det var i efteråret 2011). Koncerten blev særlig for mig fordi det er første gang jeg på forhånd spurgte om lov til at fotografere til en koncert. Det fik jeg, og jeg fik også smidt mit navn på gæstelisten til en fin koncert. Det er dog hendes plade ”The Sister” der er værd at fokusere på. I mine ører er det blevet til årets plade i 2012. På pladen afskriver hun en god del af den furievokal hun normalt leverer og kommer en smule ned på jorden, og det klæder hende. Som i tilfældet P.J. Harvey sidste år, så er årets plade leveret af en kunstner, der træder en smule ved siden af det forventelige og overrasker positivt. Der er en del lydeksempler på hendes Soundcloudprofil, og en stadig strøm af vekslende coverversioner. 

Leonard Cohens 2012 udspil ”Old Ideas” er den eneste titel jeg ejer fra de fleste mediers udenlandske toplister. Jeg har ikke dyrket den, men til min store tilfredshed noteret mig, at der er skruet nede for korsangerinderne. Der er også kommet nye plader fra Jason Lyttle, Calexico, Lambchop, Spain og Woven Hand som jeg har fået købt uden at gøre så meget mere ved dem. Gode plader, men meget business as usual. 

Min personlige favorit Woodpigeon leverede to fine udgivelser i år. Downloadep’en ”For Paolo” kom i januar, og i august kom så tour only cd’en ”Diamonds”, der er et opkog af lidt af hvert, sygeligt lækkert indpakket i foldet papdigipack og et kup til sølle 10€. Begge udgivelser hører til blandt det jeg med god grund har hørt mest i år. Flere mennesker burde virkelig få øjnene op for Mark Hamiltons musik. 

Årets genudgivelse må være vinyludgaven af Czars coverplade ”Sorry I Made You Cry”, der efterhånden har et par år på bagen, men som stadig er fantastisk at sætte på anlægget. Alternativt genindspillede Bonnie ”Prince” Billy en håndfuld af sine sange til ep’en ”Now Here’s My Plan”, der udkom i forbindelse med udgivelsen af bogen ”Will Oldham on Bonnie ”Prince” Billy”. Bogen står stadig ulæst på hylden, men ep’en og i særdeleshed genfortolkningen af ”I See a Darkness” er fandens fine. 

Anmeldelserne kombineret med deres seneste plader afholdt mig fra at købe Kents nye plade, men ”999”  hører så absolut til blandt årets fineste sange og nok den mest skru-op-venlige. Til gengæld fik jeg fingrene i Bob Hunds ”Låter Som Miljarder”, der er på det jævne, men har to klare højdepunkter i ”Harduingetmankandansatill?” og ”Låter Som Miljarder”.