Harvey Pekars barndom og ungdom genfortalt i Dean Haspiels streger, giver et næsten for intimt indblik i hans begyndende neuroser. Det er selvfølgelig svært at bedømme hvor meget, der er lagt til historien, men selv med det begrænsede indblik jeg har i Pekar, sidder jeg med en klar fornemmelse af, at det er minimalt. Historien er overfladisk fortalt, men hurtigt, efterhånden som man får en fornemmelse af karakteren og omgivelserne, viser det sig, at det er den måske stærkeste måde at gøre det på. Stærk fordi Pekars liv går i cirkler og hele tiden falder tilbage i de samme tomrum, forudsigeligheden bliver i sig selv et trumfkort. Der er noget genkendeligt i sortsynet og neuroserne, men det er fortalt på en måde, hvor jeg føler mig trukket ned i hans afmagt i stedet for at kigge på mig selv og tænke, at jeg er sluppet nådigt. Pekars fortællinger har ramt en nerve i mig og jeg har ramt en guldåre med ham. Det er sjældent det sker og derfor føles det så forbandet godt, når man finder et nyt sted at vende hjem til.