122707 Ravnebjerg.

17.januar, fire dage før udgivelsen af to opsamlingsplader fra Eels, kommer frontmand Mark Oliver Everetts selvbiografi Things The Grandchildren Should Know. Ingen tvivl om, at manden de kalder E's baggrund er mørk og forskruet med historier og hændelser de fleste gerne vil være foruden, alligevel kan jeg ikke huske hvornår jeg sidst har glædet mig så meget til en bog.

Julen sendte velsignet bud efter Oscar Peterson, der nu har takket af efter 82 år her på planeten og en menneskealder bag klaveret. Udover at perfektionere trioformen, skabte han med Ben Webster meets Oscar Peterson fra 1959 et sørgmodigt mesterværk. Pladen var blandt de første jazzplader jeg købte og er her 10 år senere stadig på min top-3 liste over jazzudgivelser. Læg dertil Night Train, plus et par hundrede andre udgivelser og billedet af et livsværk tegner sig så småt. Svanesangen herfra bliver Oscar Peterson Trio med Nat King Cole og Coleman Hawkins på Sweet Lorraine.

122107 Selvportræt

121907 Malmøgade.

121907 Opgang, Nybyggeri ved Odense Havn.

Årets sidste klumme.

121907 Ved Odense Havn

Dette er godt nok den eneste hele juleplade jeg har hørt i år, men titlen som tidernes bedste julenummer går til The Pogues og Kirsty MacColl for Fairytale Of New York.

Ovenstående kompilering lander senere i dag på Nørrebro som en introduktion til Olesen-Olesen. Sådan ville jeg gøre det, hvis jeg fik tjansen at samle op med alt inkluderet.

Fra det engelske forlyder det, at Elbow til marts er klar med deres 4. udspil. Pladen bliver fulgt op en tour, jeg gerne så indtage dansk territorie - Elbow står meget nemlig jævnt højt på min liste over bands jeg gerne vil gense. De er så vidt vides ikke set i det danske siden en varm aften på Lille Vega for en håndfuld år siden. Indtil da er der fin introduktion at hente i videoerne til Leaders Of The Free World, Grace Under Pressure og den personlige favorit Not A Job.

Frodegruppen 40 fik titlen som årets single og byder sig nu ind som et forsinket bud på årets genudgivelse. Rygtetrommerne har ladet fortælle at Elektrolyt nu igen har Piksvingeri Og Negerlege på lager og at mit eksemplar allerede skulle være på vej med posten. Gense Oh Else eller Frodegruppen 40 live på Den Sorte Diamant mens du overvejer at bestille.

Ugens klumme.

Al afmagt til fjolset.

Dagens film.

Mit eget regelsæt for udlån af penge gennem Kiva.org har indtil videre været ganske simple - kun udlån til kvinder i de traditionelle udviklingslande, for på den måde, at hjælpe til med at snige ligestillingen ind i de regioner. Derfor har jeg pt penge tilgode fra dels en fødevareforretning i Cambodia og dels en restaurant i Nigeria, men når nu Agali Halilov fra Devechi i det nordlige Azerbaijan står og mangler penge til at udvide sin pladeforretning med, så må jeg træde til og punge ud. Om i vil se på mit tiltag med samme øjne som i gør på tobaksproducenterne, der i højere og højere grad investerer i de mindre udviklede markeder, for der at kunne afsætte deres varer. Eller som en flink fyr med så meget forretningssans, at han får sin velgørenhed tilbage igen, det må i selv om.

Denne uges/sidste uges klumme.

På forsiden af avisen forrige onsdag, var mit efternavn ved en fejl blevet stavet med ”d”. Det er ingen katastrofe, det er ikke noget, der gør det store og der er næppe nogen, der har gjort sig de store tanker derom. Egentlig kunne jeg lige så godt havde heddet Pedersen, for det gjorde min farmor og farfar, men da min far blev skrevet i kirkebogen kunne præsten åbenbart ikke stave, så derfor – Petersen.

Måske skal jeg ikke tro jeg er noget, bare fordi jeg hedder Petersen og ikke Pedersen, men ifølge Danmarks Statistik boede der pr. 1. januar 2007 hele 1334 mænd ved navn Martin Pedersen her i landet, men kun 585 ved navn Martin Petersen. I den henseende er vi en minoritet, i forhold til Pedersenerne. Året før var vi endda 611 ved navn Martin Petersen, så ikke nok med at jeg tilhører en minoritet, jeg tilhører også en uddøende race. Forsætter udviklingen på denne måde, så er vi væk om 22½ år. Det er hård kost, at finde ud af.

Måske skulle jeg stille mig som frontmand for en støttegruppe til bevarelsen af os. Eventuelt starte en lokalafdeling for de 17 vi (ifølge Krak) er her i byen og lade det sprede sig derfra. Så kan vi Google os frem til nye medlemmer. Måske jollerepræsentant i Jyllinge Sejlklub Martin Petersen har en interesse i vores fælles overlevelse, eller projektingenør hos F.L. Smidth i Valby Martin Petersen vil leve lidt længere. Det kunne være godt hvis forfatteren Martin Petersen kunne skrive noget, der kunne belyse vores problem, måske teknisk direktør i Vordingborg Kommune Martin Petersen har kontakter indenfor det offentlige vi kan bruge. Helt umuligt skulle det heller ikke være at opspore den Martin Petersen, der for nogle år tilbage overtog en lejlighed efter mig og skabte store postproblemer for os begge. Han var alligevel et par år yngre end mig, så jeg tvivler på at han vil stille sig tilfreds med at lyset bliver slukket for os om 22½ år.

Noget skal ske, ellers vil vores navn kun komme til at leve videre igennem diverse firmanavne rundt omkring, som rørproducenten Martin Petersen Company i Wisconsin, kunststofproducenten Martin Petersen GmbH i Tyskland, elinstallationsfirmaet Martin Petersen i Hvalsø eller optikeren Martin Petersen & Søn i Svendborg. Og det er ikke helt godt nok.

Måske skulle jeg bare selv komme i gang, med 22½ år tilbage burde jeg kunne nå, at efterlade mig et minde, en arv og ikke mindst et navn.

Dagens Film.

2007 har været et af de bedste år meget længe (når det kommer til udenlandske udgivelser). I særdeleshed efteråret har budt på plader, der langt har overgået mine forventninger. Hvilket gør rækken af nævneværdige plader behageligt lang. Der er slet ingen tvivl om at P.J. Harvey med White Chalk har leveret årets plade. Ikke alene hæver hun sig langt over den skuffende forgænger Uh Hu Her, hun transformerer sig også fra en til tider ulidelig rockhystade, til en smuk, følsom og folket kvinde, der synes at bære sine følelser i stedet for at skrige dem ud. Iron & Wine har længe luret som noget jeg burde kunne lide, men uden nogensinde for alvor at slå til. Følelsen blev forstærket da jeg så Sam Beam optræde sammen Calexico, men først nu er det med The Shepherd's Dog lykkedes at fange mig ind. Pladen er rigere orkestreret end tidligere plader og rykket væk fra mand med guitar er seriøst vellykket og klædeligt for hans sange. Oscar Danielson har dels været årets genopdagelse, dels leverede han på min fødselsdag årets koncert og endelig var Et Bild Avv Lycka Att Spara På et formfuldendt eksempel på, hvordan ord der går tabt i oversættelsen, kan forstærke et udtryk og løfte det op til at være rendyrket poesi. Pladen er endnu et bevis på, at Svensk nu engang er et overlegent sangsprog. Polyphonic Spree dukkede op ud af det blå og leverede endnu engang et opløftende og storladent album, der syntes som koncentreret flowerpower presset ned i pladens riller. I samme boldgade ligger Manu Chao, der leverede et rendyrket solskinsalbum, hvor de politiske undertoner dog skinner igennem på hans simple og ret naive brug af det engelske sprog. Editors tog med An End Has A Start turen fra en umiddelbar skuffelse, til et formstøbt og ligetil britrockende album fint i tråd med de senere års Joy Division fascination. Blanche gjorde med Little Amber Bottles hvad de skulle og National gjorde det godt med Boxer, selv om den ikke helt var så hårdtslående som forventet - det var oplevelsen af dem live til gengæld. Jens Lekman burde have leveret en langt mere helstøbt plade end Night Falls Over Kortedala, men stadigt er der så fantastiske popsange på den plade, at det ville være synd og skam ikke at nævne den. Tindersticks - BBC Sessions tager prisen for årets opsamling og koncerten med Bonnie Prince Billy i Store Vega er den mest vellykkede koncert jeg nogensinde har set en mand udføre solo, professionelt ud i det ekstreme, men stadig med nærvær, humor og indsigt.

Nattens film.

Listen over kommende udgivelser på Gaffas hjemmeside vidner ikke om, at der skulle være noget på vej, der vil kunne ændre på mine årslister. Derfor nu dette bud på at opsummere det bedste fra Danmark i år.
Årets danske plade må blive Dragontears - 2000 Micrograms From Home, der samtidigt er den eneste danske plade fra i år, der holder fra ende til anden. Det er et psykedelisk mesterværk og pladen har været en drivkraft for at søge dybere ned i en genre, der ellers ligger mig fjernt.
Mouritz/Hørslev har lavet årest bedste dansksprogede plade og kunne egentlig snildt have løbet med prisen, men de to numre Jeg Drømte Jeg Var I (henholdsvis) København/New York, samt den fire minutter lange spilledåseafslutning på Hjemløs bryder pladens rytme og gør desværre pladen langt mindre homogen, end den kunne have været. Lise Westzynthius trækker med Siberian Mission igen i den rigtige retning. Det er et mere spraglet udspil end de foregående to plader har været, men samtidig fornemmer man en legelyst, der klart klæder hende. Læser man historien om nummeret Bechstein My Ass, så er det forståeligt, at nummeret er inkluderet på pladen, men samtidig deler nummeret pladen i to og havde optimalt været gemt væk som et skjult bonusspor. Olesen-Olesen byder ind med deres skilsmisseplade, der henrykker, skuffer og stadig overrasker. Jeg efterlyste i en anmeldelse for år tilbage, en fornyelse af deres musikalske udtryk og det kom der så med bruddet. Jeg har stadig ikke fået pladen helt ind endnu, det er en omstændig affære, at skulle lære noget så bekendt, at kende på en ny måde - der synes endda stadig, at være et stykke vej endnu. Olesen-Olesens bidrag Den Slags Fik Man Tæsk For Dengang I Min By til opsamlingen Hjemstavn, er dog i særklasse årets bedste dansksprogede nummer. Baby Woodrose får prisen for årets danske koncertnavn og samtidig er Chasing Rainbows også i toppen af årets danske udgivelser, selv om jeg havde håbet på mere. Den lander lidt uheldigt i en gråzone mellem klassisk Baby Woodrose og de mere udstenede sideprojekter Dragontears og Spids Nøgenhat, uden helt at formå at hverken rocke eller stene igennem. Raveonettes skal nævnes, Lust Lust Lust er umiddelbart deres hidtil bedste plade, men er ikke hørt nok endnu til, at kunne udløse yderligere kommentarer. Frodegruppen 40 leverer med John Danser Grøntsag årets danske single og er samtidig årets opdagelse. Piksvingeri Og Negerlege er om noget blevet soundtracket til dette efterår. Karmas genudgivelse af Moral - And Life Is.. er sammen med luksusudgaven af Love Shop - Go årest danske genudgivelser, der dog begge drypper malurt i bægeret - lp udgaven af And Life Is.. stod mig i 900,- og Bonusdiscen til Go rummer bl.a. Playtime Ep, som jeg betalte 540,- for. Min økonomiske situation er ikke længere til den slags samlerstolthed.

Det er ikke variation, der er det fremherskende tema når I Got You On Tape spiller op. Alligevel blev Dexter i går fyldt pænt op, og alle syntes ganske glade og fornøjede over det de så og hørte - mig selv inklusiv. Det er rart med en type som Jacob Bellens, der støt og roligt førte band og publikum igennem de 5 kvarter gruppen spillede. Ingen svinkeærinder, ingen nykker, bare en sympatisk frontmand og hans musik, hvor især Doctor Watching er gået hen og blevet en personlig favorit. Jeg tog under koncerten mig selv i at vippe med foden et par gange, så godt var det.

Dagens film.