29. april er det 18 år siden jeg blev konfirmeret, men grundet Tindersticks optræden i Vega denne aften bliver fejringen af dette faktum udsat på ubestemt tid. Det bliver anden gang jeg skal se Tindersticks. Første gang var i Ridehuset, det var dagen efter Eels havde spillet i Pumpehuset og dagen før min 27års fødselsdag, med en modvillig ekskæreste på slæb, der kun ville tage turen med mig, hvis det var med alt betalt. Siden blev det også til Stuart Staples fremragende solokoncert i Amager Bio sidste januar og nu altså Vega.

Jeg har fulgt Tindersticks siden Curtains, hvorfor jeg modsat flertallet, aldrig har kunnet hylde de to første plader, som værende mesterværkerne. Curtains står stadig som en musikalsk åbenbaring for mig og vil for mig derfor nok forblive højdepunktet i deres karriere. Jeg opdagede Tindersticks, da åbningsnummeret på Curtains, Another Night In lå på den cd, der fulgte med Zoo Magazine 09 – August/september 1997. Den samme cd, der præsenterede mig for Echo & The Bunnymen. Bladets femstjernede anmeldelse sluttede med at konkludere, at Tindersticks burde kendes og elskes af alle. Tiden har gjort den til en personlig favorit.

To år senere vendte Tindersticks tilbage med den stærkt undervurderede Simple Pleasure, der viser en lettere tilgængelig, tør jeg skrive mere soulet og poppet udgave af Tindersticks. Coveret pryder nu i indrammet plakatform, som det eneste, min køkkenvæg. Stuevæggene er også domineret af Tindersticks. Omslagene til Waiting For The Man, Nénette et Boni, Curtains og den selvbetitlede Tindersticksplade fra 1995 hænger side om side med Pogues, Smiths, Irma Victoria, St. Etienne og Morrissey. Sidstnævnte var den eneste, der prydede væggene da den modvillige ekskæreste første gang besøgte mig efter vi var flyttet fra hinanden. En gammel NME reklame for You’re the One for Me, Fatty – hun fangede ingen af de to skjulte budskaber.

Efter Simple Pleasure døde Tindersticks. Can Our Love… og Trouble Every Day var præget den ligegyldighed, der præger plader man fra første gennemlytning ved man aldrig vil gide fordybe sig i. Da Waiting For The Moon udkom i 2003, havde jeg afskrevet Tindersticks. Da jeg anmeldte pladen for Undertoner.dk, var det til en karakter på 5 ud af 6. Tindersticks rejste sig fra asken halvanden måned før de gik skulle på scenen i Ridehuset. Perfekt timing og en noget nær perfekt plade.

Siden er alle pladerne blevet genudgivet, med alskens bonusmateriale. Det har gjort det muligt at erhverve de ellers udgåede Live At Bloomsbury, Marks Moods og Nénette et Boni. Flere sjældenheder kan findes på dobbeltcd’en BBC Sessions fra sidste år, der på fornemste vis samler op på Peel Sessions med mere. Begyndere kan starte med den usædvanligt stærkt kompilerede opsamlingsplade Working For The Man, der udkom i 2004.

Hungry Saw udkommer 28. april. Tindersticks spiller i Vega 29. april.

Min anmeldelse af Waiting For The Moon på Undertoner.dk

Tindersticks – Rented Rooms
Tindersticks – City Sickness
Tindersticks – Hungry Saw (akustisk)