Nogle gange betaler det sig, mens det andre gange straffer mig. Chuck Prophet var straffen og aftenens hovednavn på Dexter, den tidligere frontmand i Green on Red spillede countrybluesrock af den slags som kun mænd omkring de 50, der forlængst har frasagt sig personlig udvikling kan nyde. Willy Vlautin var aftenens opvarmning, og belønningen for at udfordre min nysgerrighed med en tur på Dexter. Jeg havde egentlig troet det skulle være Chuck Prophet, der skulle være aftenens højdepunkt. Men nej. Har jeg nogensinde hørt en plade med ham, er det for længst glemt. Sådan kan manglende hukommelse få én til at tro det bedste om folk.

Richmond Fontaine derimod, har jeg hørt og afskrevet både forlængst og for nylig. Det havde jeg ikke de store forhåbninger om at deres forsanger skulle kunne ændre på. Det var dog tre intense kvarter, mens Willy Vlautin på sang og guitar, med Paul Brainard på pedal steel (og trompet) varmede op. Willy Vlautin var udadvendt, vedkommende og svært karismatisk, modsat Paul Brainard, der dog til fulde udfyldte sin rolle på scenen. Sidst i sættet opfordrede han folk til ønsker, og i forvirringen mente han at det var mig, der kaldte på et nummer. Jeg ville dog ikke kunne nævne en Richmond Fontaine titel om så mit liv afhang af det. Han havde dog ikke lyst til at spille den, da han var ret "messed up" da han skrev den og det var ikke et sted han havde lyst til at besøge igen. Efter koncerten passerede jeg ham ude på herretoilettet, hvor jeg fik et "hey, weren't you that guy that..." og nej, det var min sidemand. Ok, gider du sige til ham at det ikke var fordi jeg ikke ville spille den, jeg kunne ikke huske teksten. Det andet er bare en bedre historie.

Jeg købte hans anden bog Northline (da vi begge havde forladt toilettet), inkluderet i den ligger et instrumental soundtrack til den, indspillet af ham og Paul Brainard. Han signerede den med et "good luck always". Flink fyr ham Willy.

Willy Vlautin læser fra Northline over soundtracket
Willy Vlautin akustisk