Flaming Lips

En ændring af tegnsætningen i Tuborgreklamen over Tivolis udendørs scene og det havde givet fint mening. ”Gør noget ved musikken!”. Det tog ikke mange strofer før publikum kunne konstatere, at Wayne Coyne havde lagt det meste af sin stemme af hjemme i staterne. Den knækkede, forsvandt og ramte alt for ofte de helt forkerte toner. Om alle opdagede stemmeproblemerne er svært at sige. For lydniveauet var så lavt, at der skulle lyttes godt efter for at få det hele med, hvad der gav et mat skær over det visuelle vanvid, der naturligvis udspillede sig fra scenen. For selvfølgelig var der en storskærm der fik lov til at køre hele farvepaletten igennem flere gange, fordelt over japanske gameshows, hoppende bryster og det der Beverly Hills 90210 klip som ingen Flaming Lips koncert åbenbart kan være foruden. Forrygende festligt, men ikke meget nyt fra vestfronten der. Selvfølgelig var der også dansende teletubbier, store balloner, oppustelige tomater og konfetti galore, men det er åbenbart svært at få taget til at lette når man er under åben himmel. I et lukket forum, blandt fans og fæ, uden den store del af publikum, der syntes at være der for at se giraffen – så er det ikke meget galt, at jeg tror Flaming Lips kunne have leveret en intens oplevelse af de helt store, stemmeproblemer til trods, for musikalsk var der ikke noget at udsætte på dem. Fredag aften i Tivoli blev de nu aldrig mere end en flad fornemmelse.