Jeg var sikker på, at jeg kunne huske Christel fra Svendborg. Fra da jeg arbejdede i byen, fra bybilledet da jeg boede der, og jeg huskede rigtigt, hvad en gammel kollega fra den tid bekræftede i en mail. Jeg har aldrig kendt Christel, hun skilte sig bare ud. En smuk pige med en fornuftig musiksmag. Jeff Buckley, Radiohead, Coldplay, Smashing Pumpkins – som jeg husker det. Jeg synes også at kunne huske, at hun arbejdede i biografen – men det husker jeg ikke helt.

Jeg husker også de stednavne, der optræder fra Svendborg. Louisenlund, hvor jeg vist aldrig har været, men ikke et sekund ville være i tvivl om, hvor jeg skulle placere på et bykort. Slagteriet på Kogtvedvej, hvor hestene gik, og måske stadig går og græsser på marken til højre for, og Rantzausminde, hvor jeg en gang besøgte Maria, og vi blev hvidvinsfulde, og kyssede da vi kom ind i byen, uden at nogen af os kunne huske det, før vi fik det fortalt langt senere. Krøyers have, hvor gymnasieungdommen og spritterne sad og drak i sommermånederne, og hvor jeg tit skød genvej på vej i byen, og på vej hjem derfra, men aldrig om dagen. Jernbaneskoven, hvor vi gik ned når vi pjækkede og ikke gad at kede os i kantinen, hvor Allan en gang havde store planer om at plante hamp, og hvorfor ikke. Planterne ville ikke kunne ses fra togene, og hvem kom egentlig i den skov udover os. Svendborg Vest, hvor jeg stod af hver morgen da jeg gik på handelsskolen, og Svendborg Station, hvor jeg er stået af så mange gange før og siden, og sporene imellem de to stationer, hvor vi engang gik, da al togtrafik lå stille. Kirkegården, som jeg så ofte har stået i min kusines lejlighed og kigget overpå, men kun én gang er gået igennem på min vej fra sygehuset, hvor min søster lige havde født min nevø, og hvor jeg har besøgt alle mine bedsteforældre, og selv fået fjernet mandler engang. Og så Christiansminde, hvor jeg har gået tur utallige gange, hvor jeg har boet så tæt på, da jeg fik min første selvstændige adresse på Fruerstuevej 22, A1, og hvor alt var tomt og forladt og klar til overtagelse, da jeg for 14 dage siden for første gang i mange år genså stedet. Christiansminde, hvor man kan gå til venstre og komme på stranden, hvad jeg aldrig gjorde, eller man kunne gå til højre og følge stien langs vandet, langs skoven og komme ind mod byen, forbi den private bådebro med gitterporten, næsten helt nede ved roklubben, hvor der aldrig lå både, men altid var låst af.

Jeg husker en helt masse når jeg læser Min Lillebror, det til trods for at jeg aldrig har kendt hverken Christel eller hendes lillebror Jannik, men Christel skal have ros for Min Lillebror. Den er stærk at læse på flere planer.