To af årets bedste danske plader udkommer i dag, Dragontears udsender Tambourine Freak Machine, og Jørgen Leth får sat sin stemme og sine tanker til musik af Mikael Simpson og Frithjof Toksvig på Vi Sidder Bare Her. Pladerne ligger i udtryk milevidt fra hinanden, men formår begge at imponere fra hvert sit udgangspunkt.

Skimmer man avisernes overskrifter, er det den sidstnævnte, der trækker den største opmærksomhed. Med Jørgen Leth i forgrunden er det også forståeligt nok, han har de sidste par år fået sin del spotlight. 31 minutter tager det at komme rundt om resultatet af 20 timers råbånd optaget med Leth, det er måske ikke meget, men det er alligevel næsten for meget med al den snak. Men det fungerer formidabelt med den løse form, hvor Leth sidder og snakker om et givent emne. Det er intelligent, men uprætentiøst, og resultatet falder ikke i det hul spoken word så ofte falder i, hvor ordene hurtigt klinger hule og resultatet bliver en slags (påtaget) intellektuel muzak. Når jeg antyder at pladen er for lang, skyldes det et at pladen er en tæt på perfekt helhed, numrene ligger i naturlig forlængelse af hinanden, og den musik, der er skabt til formålet ryger ikke i anden af spoken word genrens faldgruber, nemlig genrens forkærlighed for cheesy og klæbrig jazz. Her er musikken der bare. Tør, knasende og understøttende. Og Leth er der, tænkende, talende, fabulerende, og resultatet er så intenst at 31 minutter næsten er for meget af det gode.

Dragontears følger med Tambourine Freak Machine op på 2000 Micrograms From Home, der stadig står som sidste års klart bedste danske plade. Opskriften er noget nær det samme som blev brugt i 2007, syret og udsyret, med enkeltnumre, der synes noget nær uendelige. Over dem alle står fortolkningen af Dylans Masters Of War, der er ét langt mesterligt klimaks. De originale danske syrehoveder Steppeulvene sang om at tage ud, hvor man ikke bunde - Dragontears gør det. Pladen er et sansefyldt trip, jeg først vil kunne beskrive den dag jeg prøver et andet beruselsesmiddel end alkoholen, men det må være nogenlunde sådan her det føles, at overgive sig til den rus.