Ugens klumme:
I aften står jeg på Enghavevej 40 i det københavnske, og stener til lyden af Mercury Rev, der har valgt at lægge deres vej forbi Vega i aften. Dette fortæller jeg ikke nødvendigvis for at friste dig til at udføre følgende tankerække: Jeg tjekker dem lige på Myspace (det lyder godt), jeg tjekker lige, om der er flere billetter (det er der), og så tager jeg af sted (gider du da godt glemme det, så skulle jeg stå der og ikke kunne se scenen, fordi du absolut skal spærre mit ellers gode udsyn med dit store grødhoved - spar mig). Jeg skriver det for at forklare, hvorfor jeg ikke selv er til stede, når Jazzhus Dexter i aften huser en koncert med Peter H. Olesen. Selvom jeg nu har tænkt mig at bruge resten af denne klumme på at anbefale dig at gå ned og se og høre ham i aften. Jeg tog selv til Sorø for 14 dage siden for at se ham spille på Vestsjællands Kunstmuseum, jeg tog også til København i foråret da han gav sin første solokoncert i noget nær mands minde. Og nu hvor han endelig kommer hertil, er jeg så 'desværre' udenbys i andet, dog mindst lige så musikalsk, ærinde. Beklageligt, for han er en af mine helt store personlige favoritter. Men hvorfor så al den furore for en sølle sanger? Jo, ser du, få kan som Peter skære det danske sprog ind til benet, og få har som Peter tæft og flair for at flette ordene så præcist sammen, at de skaber deres billeder uden at bruge et eneste ord for meget. Det gælder i hans virke som digter, det gælder i hans virke som forfatter, og det gælder for det, han putter i sine sangtekster.Gældende gør sig også, at det slet ikke er så kedeligt, som det måske lyder. For selvom referencerne i hans tekster har gjort mere for min nysgerrighed i retning af danske digtere, forfattere m.m. end 13 års danskundervisning formåede, så er det mere end et aftenskolekursus i tekstanalyse jeg prøver at sælge. Jeg tør nemlig garantere, at det kommer til at hænge sammen musikalsk, selvom det ikke er længe siden, Peter støvede sin venstrehåndsguitar af, og lidt af det støv stadig hænger fast i hans evne til at betjene den. Men frygt ikke, for med sig har han Michael Lund, der kan sit kram på alskens varianter af guitaren, og C.S. Nielsen, der har styr på den del af musikhistorien, hvor Hank Williams er den største. Gå ind på Dexter i aften ved ottetiden, du kan takke mig senere.