Ben Webster, den gamle dreng, ville i dag været fyldt 100år, hvis ikke han i 1973 havde budt verden et adjø, og var blevet lagt til ro i Assistenskirkegårdens jord. Hans tenorsax gør det stadig godt på de optagelser fra 50'erne, hvor Billie Holiday gør mest ondt, og udgivelsen fra 1959, hvor han møder Ocar Peterson er min kind Kind Of Blue, min Soultrane, mit bud på den jazztitel, der i min begrænsede jazzverden er så højt oppe, at den kan overstråle alle de andre, og samtidigt var det den titel, der lod mig få gehør for jazzen. Euroman havde for 10-15år siden et jazztema, og ganske uhørt havde de lagt en cd med 5 numre ved bladet. Ral en masse, og så In The Small Hours Of The Morning, der havde noget over sig, som jeg blev ved med at vende tilbage til. Den, og så When Your Lover Has Gone var ulig noget andet jeg nogensinde har hørt, og begge at finde på Ben Webster meets Oscar Peterson. Begge rummer de en længsel og melankoli, og samtidigt en enkel skønhed, der er tryllebindende. Det gør resten af pladen også, men disse to numre er giganter. Gigantisk var Ben Webster også på Coleman Hawkins encounters Ben Webster fra 1957, to af de største Tenorsaxophonister sat samme på én og samme plade. Niels Helveg Petersen fortæller i omtalte nummer af Euroman, om hvordan Ben Webster tit ringede til ham om natten for at fortælle om noget han havde hørt, eller set. De to havde krydset spor i det københavnske jazzmiljø, men de nærmere detaljer er forsvundet ud i glemslen. Ben Webster kørte sig selv hårdt i sin tid i Danmark, og i sidste ende blev det hans død. Alligevel tipper jeg gerne på hatten i dag, og giver ham hans fortjente respekt ved at drikke hans skål. Æret været..
Rettelse: Det var ikke Niels Helveg Petersen, der talte i telefon med Ben Webster, men Henrik Wolsgaard Iversen fra DR. Niels Helveg Petersen introducerer i spalten ved siden af Ben Webster omtalen Chet Baker.