Kyssekrogen er kælenavnet for her, hvor jeg ganske upassende sidder alene og læser dagens Information. Forladt af det selskab, der havde overhalet mig med flere omgange, allerede før jeg var dukket op. Ingen tvivl om, at jeg er ude af træning med det at sidde alene i en bar, men sammen med dagens avis og min øl er jeg ikke helt alene, og med en håndfuld invitationer sendt ud pr. sms er grundlaget for senere følgeskab lagt. De andre tilstedeværende i lokalet gjort op i selskaber er set herfra: to mænd, to kvinder, to mænd og så fire mænd og den enes kæreste, der åbenlyst er en for meget. Den anden halvdel af lokalet er tilsvarende befolket, men ikke synlig fra mit hjørne. Mine tanker er optaget af, hvor meget bedre musikken er blevet her. Da mine besøg tog til kørte baggrundsmusikken i fast rutedrift mellem Johnny Cash, Stevie Wonder og Jack (suk, støn og lidelse) Johnson. Den sidste time har budt på The Doors, Kinks, Coldplay fra engang, hvor jeg dengang syntes de var ok, og så et enkelt Foo (Frisørrock) Fighters nummer som en påmindelse om at det ikke kan være lige godt det hele, der dog blev afløst af Paint It Black, et af de ganske få tålelige Rolling Stones numre. Michael i baren griner lidt af, at jeg sidder og skriver i min sorte notesbog. "Inspireret"? Forbandede østriger. Kommer herop, og tager vores piger og vores arbejde, men alligevel svært elskelig med sit gebrokne dansk og sin inkatatoverede krop, der er krydret med en enkelt svale i nakken. Jeg kendte engang en punkrocktype, der også havde en svale på halsen, og Sparklehorse bruger den på et cover. Hvad har svaler og tatoveringer overhovedet at gøre med hinanden? I avisen anmelder Martin Kongstad mad, jeg husker ham stadig fra Martins Mikrofon i de Mix-blade jeg læste for 20 år siden, og for et udleverende opgør med pressens hykleri år senere i Euroman. Jeg kan stadig godt lide hans skriverier. Jeppesen anmelder kunst, hans stemme genkendte jeg da Smagsdommerne kørte bag min ryg i går aftes, jeg har ikke savnet ham. Across The Universe spiller lige nu, apropos højdepunkter fra hellige køer, jeg ikke bryder mig synderligt om. Godt nummer, rædselsfuld film. Den ene af de tre mænd i baren forsøger at dække sit manglende hår ind ved at skubbe sine briller op i stykket over panden, hans sidemand derimod står ved det han mangler, og den sidste i trioen burde få lært, at man tager sit hovedtøj af indendøre. Det kan han lige så godt, han narrer alligevel ikke nogen.