Det ene nye nummer rummede linjen "leave your home", et andet "go to hell" og tre nye numre blev det til. De blev fordelt som aftenens første, et af de sidste og endelig som nummer gemt-midt-i-det-hele.

The National lyder stadig som The National på de nye numre, bare en smule mere dæmpede, lidt mere organiske og knap så mørke. Omkvædslinjen "I'll tell the geese" fra det nye nymmer Vanderlylle Cry Baby, der åbnede koncerten, antyder det, og Matt Berninger understregede det senere med ordene "..vi er ikke så vrede mere, selvom det er sjovere".

The National er blevet ældre, helt præcist næsten et år siden jeg sidst så dem, og når jeg tænker tilbage på koncerten i Vega 11. august sidste år, og sammenligner med koncerten i Tivolis Koncertsal i går aftes, så er der forskelle. Det var en sammentømret og sammenspillet enhed, der stod på scenen i går, men det var The National også for et år siden. Matt Berninger ter sig stadig manisk i en fantastisk blanding af beruselse, opbygget indestængthed og en udlevelse af hans kamp med den erklærede indelukkede og generte person han er. Og resten af The National ligner stadig et samspilskursus fra en højskole, og falder automatisk i baggrunden i forhold til Matt Berninger, der naturligt suger al opmærksomheden til sig.

Modsat sidste år har et overskud til andet og mere end bare at spille røven ud af bukserne fundet vej til scenen. Et overskud, der kom os til gode i en koncert, hvor eneste anke var det faktum, at det var en siddekoncert, komplet med stolerækker og den frustration det giver at skulle sidde på sin flade og rocke med. Alt klikkede, både musikalsk og menneskeligt. Overskuddet viste sig i The Nationals interne omgang på scenen, og i kontakten ud over scenekanten, der i Mr. November, aftenens næstsidste nummer, blev fysisk da Matt Berninger tog turen ud over stolerækkerne så langt som mikrofonledningen rakte, og ophøjede sig selv fra være centrum for alles opmærksomhed, til at være i centrum af både opmærksomheden og lokalet. Et uventet rock n' roll moment, der fortjent udløste publikums begejstring og et væld af rygklapperi på Matts triumftog over sæder og stolerygge. Et uventet træk, men set fra min forbandet gode plads på anden række midtfor kunne en del af forklaringen måske ligge i den flaske hvidvin han fik tømt i løbet af koncerten. Indtaget kunne løbende måles op mod den tiltagende løssluppenhed han udviste. Der blev joket med publikum, resten af orkesteret blev drillet og til sidst fremstod Matt Berninger mest af alt som en mand, der havde taget en dyb indånding , givet fanden i konsekvenserne og nu ville se, hvor det hele endte, hvis man kastede sig ud uden sikkerhedsnet. Som en kat landede han på fødderne. Sikkert og elegant. Sikkert og elegant ville også være en passende overskrift for koncerten, selvom den ikke rummer sandheden om, hvor meget The National rockede igennem. Tungt, sikkert og forbandet elegant, dækker bedre.

Næste The National plade er foreløbig varslet i foråret 2010. Bedømt ud fra i aftes bliver det ikke der kurven knækker, så længe vinhøsten altså ikke kikser!