I det tiår mit virke indenfor pladehandel har stået på, har der været mængder af musik, udgivelser og hændelser, der af den en ene eller anden grund har fået mine øjne til rulle i retning af det himmelske. Ikke himmelske hændelser forstås, men hysteri og hype, der har nået højder, der undskylder enhver, der fik nok og stod af. En af disse står foran en art gentagelse, og på forhånd er jeg ikke meget for tanken om at skulle høre de samme floskler som sidst.

Det er Beatles skyld det hele. Det er dem, der til september får genudsendt hele deres bagkatalog i rensede og nystrøgede udgaver, og det var dem, der var skyld i en sand mediestorm da opsamlingspladen ”1” udkom i 2000. Alle elskede Beatles, havde altid gjort det og enhver idiot, der var fyldt 50 stod gladelig frem og fortalte om hvordan Beatles revolutionerede deres ungdom, mens enhver der var de 50 år aldersmæssigt underlegen, fortalte historien om dengang, de opdagede Beatles i forældrenes pladesamling.

Ingen tvivl om at Beatles rørte ved noget, og ingen tvivl om at de rykkede ved nogle ting, men jeg tænker, at Beatles i højere grad handlede om at være på det rigtige sted, på det rigtige tidspunkt end om kvalitet. Beatles er bare så stor en størrelse, at folk glemmer at deres musik ikke er langtidsholdbar. Hvis ikke for nostalgi og minder, så forstår jeg ikke, hvem der i dag kan finde på at sætte en af deres tidlige og i udtryk håbløst naive plader på, og deres senere udgivelser er for længst overgået i kvalitet og relevans, det blev de allerede af deres samtidige. Jeg forstår dog de, der har lyttet til det dengang og holdt fast lige siden, men at senere generationer af musiklyttere har taget Beatles til sig går over mit hoved.

Det er dog timingen i genudgivelsen af Beatleskataloget, der er værd at hæfte sig ved, og det jeg egentlig vil frem til. Mit gæt er, at dette er et af pladebranchens sidste store suk for musik som et fysisk medie. Gennemsnitsalderen for pladekøberne stiger, der kommer ikke en ny generation af kunder i (plade)butikken, og naturligvis er de ældre pladekøbere også ved at tage downloadmulighederne til sig. Så hvis pladeselskaberne skal nå at spinde guld på deres guldæg en sidste gang, så er tiden inde og det ved pladeselskaberne godt. Pladeselskaberne ved også godt, at genudgivelser sælges på remastering, nye linernotes og lækker indpakning. Faktorer, der forsvinder eller mister deres relevans når musikken overgår til et digitalt format, for selv ikke den bedste sælger vil kunne skrue en salgstale sammen, hvor forbedret lydkvalitet går hånd i hånd med et komprimeret lydformat.

Rolling Stones bagkatalog er udkommet i nyremasterede udgaver hen over sommeren, de første nye remasters af Neil Youngs plader er lige på trapperne og i september er det altså Beatles tur. At alle de store kanoner bliver fyret af nu, vidner om en blanding af panik før lukketid og en erkendelse af, at festen for det fysiske medie er ved at være forbi. I de næste år vil vi se flere pladebutikker, der lukker og salgstal, der forsætter med at dykke. Ingen tvivl om at overgangen fra det fysiske format er den største og vanskeligste omstillingsproces pladebranchen er stødt på. Jeg tror dog at såvel cd’er, som i særdeleshed lp’er vil forsætte med at eksistere i en rum tid endnu. De vil overgå til en status som nicheprodukt, men der vil i en rum tid fremover stadig være folk, der i trods mod fremskridtet vil række bagud, og holde fast i formaterne som de var uden at skele det mindste til udviklingen. Andre vil, som jeg nok selv ender med, holde fast i de fysiske formater så længe som muligt, men acceptere at alt ikke længere vil være tilgængelig på denne måde og acceptere tingenes nye tilstand. En ting er jeg dog sikker på, den sidste del af nedtællingen er i gang.