Da jeg for første gang så navnet Kurt Wagner på tryk, var det i et NME engang i starten af det forgangne årti. Kurt var stadig gulvmand, hvad der gang på gang blev nævnt, mens der gang på gang blev skrevet længere og længere stykker om Lambchop, et up n' coming soulcountry orkester fra Nashville med hang til melankoli, og mange bandmedlemmer. Lambchop er sidenhen gået hen og blevet et af de kedeligste band, jeg har set på en scene, men det var næppe nogensinde meningen, at 1.500 mennesker skulle stå op og høre melankolsk soulcountry fremført af et 9 mand højt orkester. En mindre scene, et mindre publikum og et langt mindre band ville have været at foretrække. Tag nu denne Tiny Desk Concert med Kurt Wagner. Hvor meget mere end en guitar, og så den stemme dér skal der egentlig til før man kan stille sig tilfreds? Ikke meget vil jeg påstå, og selvom jeg har trevlet nettet igennem på kryds og tværs, er det ikke lykkedes mig, at finde finde frem til en download mulighed på tourcd'en "Kurt" han udgav da han for et par år tilbage, da han i eget navn tournerede rundt i Europa. Den rummer en del af de sange, der senere fandt vej til"Oh (Ohia)", og ikke mindst en udgave af "Chelsea Hotel #2", der i sin klarhed stiller teksten ud til fuldt skue. Jeg har endnu ikke vænnet mig til de orkesterindsmurte udgaver af sangene der senere kom på "Oh (Ohio)", hvor "Chelsea Hotel #2" blev inkluderet på den indlagte bonusdisc, men hælder til "Damaged" som et forsigtigt bud på en Lambchopfavorit. Helt favorabelt er det dog paradoksalt nok, når Lambchop er reduceret fra band til soloartist, og Kurt Wagner går deres veje i eget navn, eller som popsanger for Morcheeba på"What New York Couples Fight About", eller som crooner på "Gangs Of Rome", der i starten af marts bliver inkluderet på en Mavis Staples tribute.