Fotografisk Center, der nu holder til i et kælderlokale blot en spytklat fra Amalienborg, udstiller for tiden to russiske fotografer, der i alder tilhører hver sin generation, men i udtryk ikke ligger langt fra hinanden. Det unge input er Margo Ovcharenkos billeder, der er i undertal på udstillingen, men stadig efterlader et imponerende indtryk. Billederne er som sådan ganske basale portrætter, men hun fanger noget i de portrætterede, der ellers sjældent kommer op til overfladen. Det var dog Evgeny Mokhorevs billeder, der fik mig til at gå på røven. Der er noget perverst, men usexet over hans billeder af ofte afklædte halvvoksne børnehjemsbørn, hvis alder blafrer i vinden. Hvordan kan det komme så vidt, at det er muligt, at disse børn, som det jo er, får lov at stille afklædte op til fotografering i disse nypuritanske tider? Er det bare: "anything goes" i det russiske? Og hvordan kan denne udnyttelse være så forbandet æstetisk? Med den smule viden og fordomme de fleste dannede mennesker besidder om østlandenes fattigdom og forfald, liner billederne det ene spørgsmål op efter det andet. Må man det her? Hvorfor må man det her? Og med spørgsmålene kørende på højtryk, passerer man det ene fantastiske billede efter det andet. Jeg var i særklasse begejstret, og anbefaler gerne vidt og bredt udstillingen til andre.