Mens luften i højere og højere grad summer af de snart forestående C.V Jørgensen koncerter, og manden selv, med tilhørende tributekoncert i det indre København, snart fylder 60, der faldt jeg forleden over et eksemplar af Main, et blad tiden har glemt, men som ifølge bladets ryg stammer fra 2002. Blandt historier om Camilla Ottesen og Sofie Lassen-Kahlke finder man et interview med C.V. Jørgensen skrevet af Svend Erik Skovmose, der i dag er redaktør på DR's aftenshow. Interviewets ni sider inkl. billeder har jeg lagt op her: 1-2-3-4-5-6-7-8-9

Mojo, Uncut og så egentlig ikke så forbandet meget mere, det er det, der normalt skal til for at dække mit behov for blade. Jeg holdt i en periode, fra Dan Túrell var på forsiden af et af de første blade, og til en håndfuld år senere, Euroman, indtil jeg måtte indse at herremode næppe nogensinde blev mig (og jeg fik ret), og at de bragte artikler faldt i kvalitet, i takt med at Euroman steg i antallet af udgivelser. Siden da har jeg ikke abonneret på noget i magasinform. Jeg forstår godt min kærestes kvaler med at vælge, hvilket blad hun vil have med sig når hun bladshopper, for mængden af dameblade synes uoverskuelig, men først da jeg tidligere i dag stod sammen med hende midt i DSB kioskens bladudvalg indså jeg hvilket helvede man befinder sig i, når først man har besluttet sig for at slæbe et blad med hjem. Lige præcis dét var nemlig min tanke, og mens kæresten kiggede dameblade, gik jeg ombord i de resterende. Et nyt S Magazine havde hurtigt løst min kattepine, men det var ingen steder at se, og jeg har ingen anelse om der er nyt på vej. I det område af bladhylderne, hvor jeg gættede på det skulle stå var der dog rigeligt med alternativer, men intet der faldt i min smag. Alle var de alt for opstyltede, med al deres up n' coming artister/designere/bands m.m., og al for megen mode, der ser lige så forudsigeligt hipt ud på deres sider, som når det sidder på en 22årig med ironisk overskæg, og sin korrekt farvestrålende kasket kækt på sned. Et tegneseriemagasin skilte sig ud i stakken, men ak, al for megen tekst af al for lav kvalitet. Jeg trak mod højre, forbi musikbladene, forbi tatomagasinerne, forbi motorcykelmagasinerne, forbi den stadigt svindende mængde af pornoblade, og endte i afdelingen for herreblade. En overskrift om John Gotti, og mafiaens død som magtfaktor fangede mit øje, men tysk Playboy ville næppe blive værdsat hjemme på stuebordet, og argumentet om kun at købe Playboy for artiklernes skyld hører vist USA og fortiden til. M tilbød guidelines til 11 sextips og 10 drukspil, mens Anders Lund Madsen tonede frem på forsiden af det selvsamme Euroman som jeg læste ved frisøren i sidste uge. Det kan læses på den halve time en klipning tager, og befrier mig på befriende vis fra enhver form for smalltalk med frisøren. Tilbage var fitnesssektionen, og en stak fotoblade skjult under en pult fra Danske Spil. Jeg endte med at tage Newsweek fra avisstanden, Costume fra kærestens hånd, og dankortet på beløbet.

Der er pladecovers på frimærker, og så er der frimærker på pladecovers.

Der er nyt på vej fra Divine Comedy! 31. maj udkommer "Bang Goes The Knighthood", og mens ventetiden står på kan man eventuelt tune ind til YouTube og kaste et blik på videoen til førstesinglen "Indie Disco".

Udover en fotobog med billeder af den snart Brandts-aktuelle Duane Michaels havde posten også "Terryworld" med til mig i dag. "Terryworld" samler op på en ganske imponerende stak sleaze af den mindste lige så sleazy amerikanske fotograf Terry Richardson, der ikke holder igen med at vise frem af sig selv, hans lem, og den kontakt det har til andre mennesker. Billederne er en skøn blanding af porno og portrætter, starletter og never has beens, der ikke har andet til fælles end at have stået foran Terry Richardsons kamera. Hvem der har taget billederne af Terry selv står mig stadigvæk uklart. "Terryworld" er ypperligt håndværk, der reducerer sig selv til småkedelig selvudlevering når man for tiende gang bliver tvunget til at se hans lem i øjet, og i bogen er der med løs hånd strøet en håndfuld spred-ben-billeder, der er så banalpornografiske, at man undres, men!! Portrætterne, starletterne, tosserne, taberne - alle dem fanger han ind med så stor sans for motivet, at der ikke er andet for end at overgive sig, og gå i detaljer. Der er på hans hjemmeside rig mulighed for at stire sig blind blandt billedserier og portrætter, de mere udleverende billeder kan vidt og bredt findes via Google.

At bedømme ud fra den sætliste jeg så i avisen i dag, så var ekstranumrene stadig i gang da vi i går aftes entrede Ryans, ikke langt fra Posten og den åbenbart stadigt igangværende Kashmirkoncert. I bedste sten-saks-papir-stil rystede vi hænderne og kastede hver især tre fingre ud i luften, der gjorde det ud for karakteren tre ud af seks til en koncert, der ikke på noget tidspunkt gjorde det aktuelt at ryste begge hænder. Omvendt blev vi hurtigt enige om, at dette for hver vores vedkommende var den bedste Kashmirkoncert vi hver især havde set. Fra "Mouth Full of Wasps", der for alvor åbnede ballet, og til det nummer de spillede da vi gik før tid fik vi det bedste fra Kashmir spillet det bedste Kashmir havde lært. Hit på hit, med en storsmilende Kasper Eistrup i forgrunden, der i aftenens anledning havde sat en New York Yankees kasket så kækt på sned, at den nødvendigvis måtte dække over en spirende måne eller andet ondsindet sladder, for kønt var det ikke. Kashmir leverede varen, havde fat i publikum, kom ud over scenen og alt det gejl, der gør det godt at gå til koncert, men hvis dette er det bedste de kan præstere, og det var det noget nær, hvis man skal tro Fyens Stiftstidendes anmelder, så er der også en ganske god forklaring på, at deres plader aldrig har fundet plads på mine pladehylder. De er gode at drikke øl til, så meget har jeg lært, men længere op ad listen kommer de aldrig for mit vedkommende.

25. april 2010 - Mark.

25. april 2010 - Træ.

25. april 2010 - Fugl over vand.

25. april 2010 - Fasan i flugt.

25. april 2010 - Pruhest.

The Nationals kommende plade "High Violet" kan pt. høres hos New York Times, hvor det ledsages af en yderst læsværdigt og lærerigt artikel om gruppen.

Nu vil jeg krybe til Kashmirkoncert.

For nylig lagde jeg et link op til Lorenzo Woodroses solokoncert på Drone, nu har samme bootlegleverandør gjort det muligt, at (gen)høre koncerten med Spids Nøgenhat på Stengade 30, der fandt sted 6. december 2008.

Min computer gemmer i skrivende stund på tre demosange, der i den grad glæder mig, og det endda til trods for, at jeg har forkastet den ene. I disse dage går alt sin stille gang i retning af at lave endnu en børneplade, og for fem minutter siden slap jeg tastaturet, og trykkede gem til det jeg tror bliver pladens afsluttende sang. Projektet er kommet så vidt, at min ønskede coverartist har sagt ja til at bidrage til et cover, der senere bliver sammensat ud fra mit forlæg, og den onkel fortællerstemme, der skal indlede pladen/demoen har også mumlet et ja. Der mangler bare et par småting, og så måske at få sat melodi til den anden halvdel af sangene, så går jeg benhårdt efter endnu engang at hive fire stjerner hjem i Gaffas demosektion, og give baghjul til alle talent- og håbefulde unge mennesker, der utvivlsomt knokler mere for det end jeg gør.

Et højdepunkt, hvis man bedømmer ud fra demoerne, der indskudt bemærket endnu ikke er blevet saboteret med min vokal, bliver udgaven af det nedenstående børnerim af Jakob Martin Strid. "Mustafas Kiosk" og "Min Mormors Gebis" har jeg flere gange brugt som dåbsgaver, og selv har jeg de klassiske Strid-striber stående på hylden sammen én af de ordløse fortællinger. Jeg håber det garderer mig mod, at Strid kommer efter mig med anklager om misrøgt af hans materiale.

Forsættelse følger...

P1 bragte i anledning af Bror Bernild udstillingen "Kan Vi Være Det Bekendt?", der på søndag lukkes ned, et kort interview med den nu 89årige fotograf. Interviewet kan findes her.

Som en konvertit, der ikke ved hvorfra og hvortil.

Et af de fineste, fornemmeste og mest underkendte kapitler i det britiske imperiums musikhistorie er nået til vejs ende. Black Box Recorder har smidt deres våben, og kapitulerer endegyldigt 6. maj, hvor de to numre "Keep it in the Family" og "Do You Believe in God" for one day only er tilgængelige på iTunes. Indtil da kan de høres på MySpace.

En eneste gang har jeg set Blur live. Koncerten fandt sted tilbage i 1996, da der stadig var noget, der hed Midtfyns Festival. Da gruppen entrede scenen styrede Damon Albarn meget målbevidst hen til mikrofonen som han i den grad det var muligt proppede i munden og med et kæmpe *PLOP* hev ud igen, og sagde de for mig så udødelige ord: "This microphone has just been down in Iggy Pops leather pants", og det havde han ganske ret i, for netop Iggy Pop var en halv time tidligere gået af scenen. Et par år senere, i et af de år, der lænede sig op ad årtusindeskiftet, oplevede pladebranchen sit omsætningsmæssigt hidtil største år, men som det er de fleste bekendt så har det været ned ad bakke siden. Som et resultat deraf bliver der nu hvert år afholdt Record Store Day, hvor en masse limiterede udgivelser ser dagens lys, og kun bliver forhandlet i fysiske pladebutikker. Blur var også med i år, og udsendte 7" singlen "Fool´s Day" - det første nummer gruppen har indspillet sammen siden 2003. Stod man ikke forrest i køen i lørdags, og kunne tage en single med hjem, så fortvivl ikke for "Fool's Day" er lagt op på Blurs hjemmeside til fri afhentning.

Mens Sharon Jones & The Dap Kings har indtaget ventepositionen i en askeramt lufthavn et sted i Europa, og jeg mindst lige så utålmodigt som de venter på afgang, venter ved postkassen på at "I Learned the Hard Way" dukker op i en papindpakning på ca. 12"x12", så kan vi fornøje os med, at titelnummeret nu har fået sin helt egen musikvideo. Er man nysgerrig efter mere, så er det muligt, at lytte eller hente gruppens koncert ved årets SXSW festival.

"Afraid of Everyone" fra The Nationals kommende udspil "High Violet" kan høres her.

Else Marie Padde er en dame med historie, et navn, der vækker genklang, og en del af kanonen for enhver med interesse i dansk musikhistorie. Obskurt er et andet ord man kunne vedhæfte hendes navn, og er man i tvivl om hvorfor, så er "Se Det I Øjnene" et godt bud på et nummer man bør lægge ører til.

16. april 2010 - Langesø.

18. april 2010 - Langesø.

"Afraid Of Everything" - The Nationals nyeste bud på, hvad der kunne blive det nye sort, er nu tilgængelig som MP3 via Stereogum.

8. april spillede Lorenzo Woodrose på Drone et sted i København, og var man som jeg lige lovligt geografisk forhindret i at kigge forbi, så kan koncerten nu hentes her.

16. april 2010 - Vandløb.

13. april 2010 - Legehus.

Der går lidt tid, og så går det sjove af knepperiet, der som oftest foregår udenfor den tosomhed det aldrig går helt godt med. Maden, der vidner om en mand, der kender sin vej rundt i køkkenet, og ved hvor fingrene skal sættes på tastaturet, når den skal beskrives, mætter mere og mere på forhånd, og synes til sidst mere overflødigt overflodsagtig end egentlig indbydende. Og så er der vinene, stednavnene, omgangstonen og den evige overflade alle figurerne glider henover. Hvert andet ord fylder én med irritation, og de ord der er derimellem fryder. Og det er en blanding af fryd og forbandelse man bliver efterladt med når man slutter "Han Danser På Sin Søns Grav", for mens irritationen over karaktererne tager til bogen igennem, så må man gi' Martin Kongstad, at han har et solidt greb om sproget, og aldrig griber til 180 graders vendinger eller andre kunstgreb, der kunstigt pumper ny spænding i historierne, men tvært imod med sikker hånd styrer historien hjem. Irritationen over persongalleriet til trods er der noget formildende over, at det er Mikkel Vallin, der går igen som hovedperson historierne igennem, og det er svært ikke at føle bekymring, mens man mellem linjerne langsomt, men sikkert, ser forfaldet tage til. Jeg har ladet "Han Danser På Sin Søns Grav" lagre siden jeg fik den i julegave, og det måske i en grad, at den har ligget så længe, at den er begyndt at gære. Der var i hvert fald en lille bismag af skuffelse forbundet med at læse bogen, men mine forventninger har også været skruet op til ganske højt i kraft af den sproglige tæft Martin Kongstad har vist igennem sit virke som journalist. Den kleine skuffelse til trods, måtte der gerne komme mere, og det gerne snart.

Det er ikke langt fra, hvor jeg arbejder, det er hundrede meter fra, hvor jeg står af toget når dovenskaben vinder over cyklen, og jeg gik der så sent som i går aftes og spiste en is, men 14. august dækkes engen mellem træerne, togsporet og Den Fynske Landsby af tusindvis af mennesker, med en ældre herre i centrum. Leonard Cohen spiller i Odense 14. august.

12. april 2010 - Brohvælving.

Der er endnu en uge til kalenderen når frem til dagen, hvor John Grants "The Queen of Denmark" udgives, men som en tidlig bonus kan det oplyses, at han 18. juni spiller på Loppen.

Det har i dag vist sig, at der nu er blevet lavet en hjemmeside dedikeret til den afdøde svenske fotograf Sune Jonsson. Stilen er landlig, og årgangen længst svunden, men kvaliteten af hans billeder kan der ikke rokkes ved. Anbefales.

8. april 2010 - Murder.

Der var dobbelt op på gode koncertoplevelser, da Murder i går aftes tog imod, og lod Hymns From Nineveh lægge for. Violin, guitar og guitar var placeret på første række, og fra et sted bagved blev der skiftet mellem sav, harmonika og banjo, mens det stadig står mig uklart, hvad personen bag klaveret egentlig bidrog med - jeg mistænker ham dog for at agere håndholdt rytmesektion, klaver var det i hvert fald ikke. Det virkede til at være ganske trangt for de 5 musikere, der sad klemt inde mellem de to gruppers udstyr på de få kvadratmeter, der udgør Dexters scene. Trods de trange kår nåede Hymns From Ninevehs sange langt udover scenen, og trods de ubarmhjertige forhold, der bød på masser af mislyde, uønsket forvrængning og én længere strømafbrydelse, holdt de fast i både publikum og det faste greb de havde om det, der skete på scenen. Lovsang, fællessang og harmonier flød fra scenen, og greb ud, og rakte ind, hvor den slags gør godt. Trods det faktum, at Hymns From Nineveh stadig har tilgode, at udsende en egentlig debutplade, så lover alt godt. For ét var fremførslen, men materialet koncerten byggede på var også af høj, høj klasse. Alligevel var der en fornemmelse af noget ufærdigt, og umodnet over sangene - igår bidrog det til charmen, og på længere sigt kan det placeres i den kategori, der hedder potentiale. Hvor scenen emmede af glæde under Hymns From Ninevehs koncert, så tegnede der sig i høj grad et skær af stenet ladhed da Murder gjorde deres entre. Jacob Bellens slog røven i sædet, og gav kontrast for alle pengene til bassist og guitarist, der begge vuggede og groovede sig igennem koncerten, mens såvel trommeslager som keyboardmand gjorde deres bedste for at bevare en hvis jazzet coolhed. Vokalen er trumfkortet i alt, hvad Jacob Bellens involverer sig i, og fra start til slut stod det klart hvorfor. Den monotone dybde, der omslutter én når han synger findes der få, hvis nogen i dette land, der kan gøre ham efter, og hans vokal i centrum tog Murder os med på tur blandt nyt og gammelt, der efter et par obligatoriske ekstranumre sluttede en times tid senere. På hver deres måde leverede Murder og Hymns From Nineveh det de var kommet for give publikum. Hymns From Nineveh tog nok flere på sengen, mens Murder var lige så godt som forventet, og på hver deres måde begejstrede de os alle.

I aften finder Murder vej til scenen på Dexter så snart Hymns From Nineveh er gået væk derfra. Skulle nogen lure på navnet Hymns From Nineveh, så er forklaringen ganske simpelt. Nineveh er byen Jonas blev kommanderet til af herren, men da han trodsede hans bud lod førnævnte Jonas skib gå ned, og Jonas sluge af en hval. Og Jonas, det er tilfældigvis også navnet på Jonas Petersen, der står i front for Hymns From Nineveh.

5. april 2010 - Fyns Hoved.

5. april 2010 - Halmballer.

2. april 2010 - Gammel mand.

NPR er stille, men sikkert ved at blive en af mine foretrukne leverandører af kvalitetsradioindslag, og andet øregodt. Her til aften har jeg lyttet til to interviews med Eels, der begge bliver krydret med et par livenumre. Bedst er indslaget fra udgivelsen af "Blinking Lights and Other Revelations", men også de et-par-og-tyve minutter, der stammer fra udgivelsen af "Hombre Lobo" er værd at få med.

5. april 2010 - Korshavn.

Det viste billede er taget i Tjernobyl sidste år af en ung belgier ved navn Thierry, der over to besøg i henholdsvis 2008 og 2009 på fineste vis har dokumenteret, hvordan steder og stræder i dag ser ud i det, der var engang. Resultater er samlet på hans hjemmeside, der har fascineret mig det meste af formiddagen, både i kraft af billedernes kvalitet, men i lige så høj grad med tanke på historien bag.

4. april 2010 - Mark ved Mølleskov.