Queen of Denmark er en comebackplade fra en solodebutant, og der skal ikke herske tvivl om, at det denne gang er personligt. John Grants samarbejde med Midlake har trukket overskrifterne, men det er hans stemme, fortid og udleveringer, der trækker læsset.
Navnet John Grant vil man kunne nikke genkendende til, hvis man har lagt ører til hans tidligere udspil som en del af The Czars. Gruppen nåede at udsende tre studiealbum og en plade med covernumre på Bella Union, der i dag huser John Grant, som siden The Czars udgav deres seneste studieplade med den passende titel Goodbye, er gået hen og blevet sig selv. Det vil sige helt sig selv er han ikke, for på Queen of Denmark står Midlake bag ham. Midlake havde John Grant med rundt på tour som opvarmning, og sød musik må være opstået, for i en månedlang pause i indspilningerne af deres seneste udspil The Courage of Others forblev Midlake i studiet og gav deres til indspilningerne af Queen of Denmark.
Deres tilstedeværelse er spøgelsesagtig. Man kan, hvis man vil, sagtens sætte fingre på dele af pladens udtryk, der lige så vel kunne være fundet på en Midlake-plade, men som med spøgelser, boogeymen og andet, der lurer i skyggerne, så dukker de kun frem, hvis man virkelig ønsker det, eller er bange for at se dem, eller i dette tilfælde, hvis man virkelig er bange for, at det er en Midlake-plade, man har købt, eller ville ønske det. Men det er John Grants navn, der står på omslaget, og kender man til The Czars, så vil man også kunne høre, at lyden på Queen of Denmark læner sig langt mere i retning af, hvad han tidligere har begået med dem, end i retning af Midlakes retro-folk. Der bliver dog gjort afstikkere, og disse afstikkere er det største kritikpunkt, der kan hæftes på pladen. For det er svært at holde fokus, når numre som ”Silver Platter Club” og ”Chicken Bones” flirter med henholdsvis ragtime og et tungt og funky groove, der uanset hvor mange afspilninger Queen of Denmark får, aldrig helt falder på plads. Hver for sig er numrene dog fabelagtige, og det er en anden ting, der gør sig gældende ved Queen of Denmark: summen af de enkelte numre er en større oplevelse end pladen som helhed.
Musikalsk er det nemt at definere Queen of Denmark som en samling pianodrevne ballader, og med det samme skyde enhver ned, der tænker softjazz, for der bygges op, lægges til, og intensiteten i melodierne svarer fint overens til teksterne. For lytter man efter, eller vælger den lette løsning, og læser teksterne, så vil man erfare, at solokarrieren har givet John Grant et frirum i forhold til teksternes indhold. Her bliver ikke længere lagt fingre imellem, men længslerne, fremmedgørelsen og opvæksten som homoseksuel i en kristen familie, hvor ”elsk din næste” var blevet omsat til en variant, hvor de guddommelige efter behag, eller hvor det måtte være praktisk, lagde alt, der syntes forkert, for had. Nedture bliver beskrevet ligefremt, men med tungen så lige i munden, at de aldrig fremstår udleverende, og gennem hele pladen er længslen en gennemgående figur, der er med som blind passager.
Queen of Denmark er en fantastisk plade, der både musikalsk og lyrisk har en masse at byde på. Der er stadig en smule vej til mesterværksprædikatet, men mindre kan gøre det, og i tilfældet Queen of Denmark er mindre ikke nødvendigvis at nøjes.
(Anmeldelse for Geiger af John Grant - "Queen of Denmark")
Der var en gang en fredag aften, hvor vi var krøbet over broen, og igennem et par tunneller for til sidst, at finde fodfæste på Amager. Anledningen var The Nationals koncert i Amager Bio, en koncert, der fik det meste af turen hjem til at zig-zagge under benene på os. Vores placering i lokalet var fantastisk, og det samme var afstanden til ølstanden, der i sidste ende fik koncerten til at ende op som en fornemmelse af en række indtryk, mere end et egentligt minde. Den slags kan der heldigvis rettes op, for det er lykkedes mig at komme i besiddelse af en ganske fremragende publikumsoptagelse fra aftenen, som jeg nu via lyd og Gaffas anmeldelse prøver at stykke sammen.
