Forlaget Fahrenheit udsendte tilbage i januar Jiro Taniguchis "Min Fjerne Barndomsby", en titel jeg har vidst, at jeg ville læse siden jeg første gang læste den omtalt. I nat klokken kvart over et gik profetiet så i opfyldelse. Lad mig bare skære igennem med én kam og konstatere at japanerne kan slippe afsted med ting, som de færreste andre nationaliteter ville komme godt fra. "Min Fjerne Barndomsby" er som et langt drømmesyn med indlagte tidsrejser, familiekonflikter, og teenageromancer, og alligevel formår Jiro Taniguchi at få vævet de forskellige begivenheder smukt sammen, og slutteligt binde en nydelig sløjfe på det hele. Tvivl og spørgsmål er de altoverskyggende elementer i historien, men det er længslen, der fylder det hele. Længslen er længslen efter "noget andet", og det "andet" rider hovedpersonen som en mare gennem historiens forløb. Jeg læste tegneseriens ca. 400 sider i ét stræk, og var mæt og tilfreds da jeg nåede til sidste side. Fortællingen er et helstøbt overflødighedshorn blottet for overflødigheder, og anbefales på det varmeste.