Først forskrækkelsen, for det viste sig, at John Grant ikke er den androide størrelse på en meter og et-par-og-halvfjerds med en kropsvægt, der skriger på pyttesmå skinnyjeans som coveret til "Queen of Denmark" giver indtrykket af. Der var heller ingen udtværede makeuprester at spore, der var bare en stor mand, der indtog scenen så ydmygt og åbenhjertigt, at trods koncertens lidt vekslende kvaliteter, så var det svært ikke at overgive sig til ham. Historierne bag sangene, og historier om dette og hint, barndom og nederlag kom ud over scenekanten som skidt fra en spædekalv. Det var ikke en offerrolle, der stod og fortalte disse historier, men en mand med noget på hjertet, og en lyst til at få det ud. John Grant åbnede koncerten solo med "Drug", et nummer fra tiden med Czars, og netop de pianodrevne ballader skulle vise sig at blive højdepunktet igennem en koncert, hvor John Grant et par gange viste, at han ikke nødvendigvis er den store performer når tempoet bliver skruet i vejret, men! Denne aften var jeg villig til at tilgive alt, for det er sjældent jeg har set en mand på en scene udstråle så meget sympati. Lyden var fra vores side af scenen ikke optimal, men placeringen med udsigt hen langs scenen gav en perfekt udsigt til såvel band, som publikum, der bestod af en broget skare af folk omkring 30 som jeg selv, flippere, politikenlæsere, bøsser, og en enkelt på E, der sad på forreste række og greb ud efter tonerne. Et par coverversioner fra "Sorry I Made You Cry" havde pyntet på aftenen og helhedsindtrykket, men det smil jeg havde på læben, da vi omkring midnat trådte ud igennem Christianias porte, var så absolut ærligt.