Jeg er opvokset som nabo til Hundstrup Å, og siden med en andedam kun en spytklat fra vænget, hvor vi boede. I mit voksenliv har jeg holdt mig til byer ved vandet, og aldrig boet andre steder end Fyn. Derfor er vandet en stor faktor i de steder jeg søger hen, når en bil fra tid til anden bliver stillet til min rådighed. Det følgende er et forsøg på en alternativ forslagsguide til steder man kan søge hen, hvis ens færden fører en til fynsk jord.

1. Kølstrup er en landsby, og ikke meget mere end det. En samling huse, lidt lokale erhvervsdrivende, men ingen butikker, og så kirken, der troner let hævet over resten af byen. Netop fra kirken har man en af de mest eventyrlige af udsigter, der findes i det fynske, og især hen mod solnedgang, hvor solen sænker sig bag det stykke af Fyn, der gemmer sig på den anden side af Kertinge Nor, føles alting på sin plads. Noret er hovedattraktionen i Kølstrup. I bunden gemmer Ulriksholm Slot sig, og ser man i retning af den anden bred så bryder kranen fra Lindøværftet horisonten. Er man på vej mod Kerteminde, så er Kølstrup omvejen værd.

2. Præstens Skov gemmer sig bag Syltemae Camping. Det er en ganske klejn skov, der med sin placering ned til det Sydfynske Øhav er et stykke af idyl så langt fra alfarvej, at det synes at være kun for de indviede. Stranden er langt fra overrendt, men turen langs vandet fører forbi heste og marker, og selvom udsigten ikke hører blandt de mest imponerende vuer over vandet, så er stedet stadig af en billedskøn beskaffenhed, hvor hvert et bølgeskvulp høres klart, og man føler sig hensat til et sted langt, langt væk fra hverdagen.

3. Lidt nord for Munkebo, og 200m ude i Odense Fjord finder man Bregnør Fiskerleje, anlagt i 1937 for at sikre fiskerne bedre forhold til fjordfiskeriet. Fiskerlejet fungerer i dag som lystbådehavn, men er af en størrelse, hvor der hverken forefindes iskiosk eller andet, der kunne risikere at trække turister til. Fra fiskerlejet har man en imponerende udsigt udover fjorden, og man får et imponerende førstehåndsindtryk af Lindøværftet, der dominerer udsigten, hvis man vender blikket mod vest.

4. På dage, hvor vinden har fat og bølgerne skummer, der er Knudshoved Færgehavn stedet at køre imod. Synet af Storebæltsbroen set fra neden indgyder respekt, og gåturen hen til det gamle fyr er altid en fornøjelse. Mest respektindgydende er dog turen ud langs den gamle mole dog, her er der mulighed for at opleve elementernes rasen i en grad, der ellers er forbeholdt vestkysten. Nyborg Kommune har åbnet op for muligheden for at det gamle færgeleje skal omdannes til lystbådehavn, så det kan desværre se ud til at lakke mod enden for denne afkrog af asfalt og beton.

5. Har man læst Claus-Bech Nielsens ”Horne Land”, vil man blive overrasket over dette hjørne af Fyn. Bag skove og majgule rapsmarker gemmer Dyreborg sig. En gåtur ud langs de små huse på Drejet, eller en tur forbi havnen er idyl af den slags, der ikke kan købes for penge. Kirsebærtræer, og ro dominerer byen, hvor det primært er ejerne, og ikke turister, der indtager sommerhusene. Tager man turen ind til Dyreborg langs rapsmarkerne kan man med fordel forlade byen igen gennem skoven, hvor en grusvej fører én tilbage i retning af Faaborg.

6. Syd for Vissenbjerg, og i forlængelse af det kuperede skovterræn, der rummer Fyns næsthøjeste punkt, og tegner bygrænsen til den side, finder man Afgrunden. Afgrunden er en smeltevandsslugt, der blev dannet da vandet løb fra en af fortidens issøer og ud i det åbne. Turen gennem slugten, og langs den bæk, der løber ned igennem den, foregår på en sti, der er umådelig glat i vådt føre. Afgrunden er overdækket af træer, og på en typisk dansk sommerdag føles turen som et lille stykke dansk regnskov. Turen ned igennem Afgrunden er ikke lang, men bærer et særpræg man sjældent oplever i den danske natur.

7. Lundeborg er min barndoms ferieby. Her boede vi i telt da jeg var ganske lille, og jeg vender stadig tilbage hvert år og tager byen i besigtigelse. Byen er bygget omkring havnen, hvor det gamle pakhus stadig dominerer. Engang var Lundeborg havn et fiskerleje, men havnen fungerer nu i lige så høj grad som lystbådehavn. I skellet mellem havnen og stranden kan man stadig se resterne af færgelejet, hvor færgen indtil 1969 sejlede i rutefart til Lohals på Langeland, der kan skimtes ude i horisonten. På sommerdage trives havnemiljøet, hvor hverdags- og turistliv smyger sig op af hinanden uden komplikationer. Med hånden på hjertet er dette nok mit yndlingssted på Fyn.

Man vil når kører rundt i det fynske landskab erfare, at rejsen er et mål i sig selv. Jeg kan tilbringe timer i en bil, med blot at køre rundt, og se hvordan landskabet arter sig efter vind og vejr. Især turen til Dyreborg og Præstens Skov er værd at tage i nedsat tempo, for på vejen til begge steder skifter udsigten mellem marker, skov og det Sydfynske Øhav, der i skønhed ikke overgås her til lands.