Petersens Kunstmagasin
Første og sidste årgang, første og sidste udgave

Det vil bide sig selv i baglåret, hvis jeg skriver at Dylan ikke kan male, for han kan ret beset heller ikke synge, og det synes han at have fået en ganske fin karriere ud af. Til gengæld tør jeg godt skrive, at havde han ikke sin sangkarriere så hang han ikke på Statens Museum for Kunst. Hans billeder er bare billeder, og ikke mere end det. Man kan se, hvad de forestiller, og billedtitlerne bringer historien hjem. Farverne er skarpe, men dæmpede, og fremstår næsten selvlysende når de er værst, og anonyme når det er bedst. Om det er fordi det er så nemt gennemskueligt, at jeg ikke finder værdi i hans billeder er ét bud, og nok også det bedste af slagsen. For der er ingen dybde, skjulte undertoner, subtile hentydninger, dystre fortællinger eller andet, der kunne give bare den mindste smule spænding i hans billeder. De er bare, hvad de er: billeder, der gengiver det man ser uden at sætte noget i gang.

Bjørn Nørgaard var også, at finde på Statens Museum for Kunst. Lad mig knække spændingskurven med det samme, og afsløre at det heller ikke var mig. Jeg vil med det samme finde et citat frem fra hukommelsen: "Hvor fucked op syg i skallen var han?" som det lød fra en teenagers mund for et par år tilbage, da jeg stod på Aros ikke langt fra Nørgaards hestedissekering. Godt spørgsmål når man ser, hvad han har skabt en karriere ud af . "Re-modelling the World" tiltalte mig, og her taler vi om værket, og ikke udstillingen, der bærer samme navn. Udskårne kontinenter, byggemateriale og en masse løsdele. Det var til at forstå, men ellers fandt jeg mest interessere i videoerne, og spørgsmålet om hvorfor en kunstner, der optræder nøgen, tyk og aldrende med sin stump af en tissemand til fri beskuelse alligevel er så forfængelig, at han barberer sin overkrop?

Specta præsenterer "Back to Culture" af Svend-Allan Sørensen, og det var som altid en fornøjelse at se hans ting stillet ud. Jeg fik uventet en introduktion til udstillingen af Gitte Johannesen, der så vidt det kunne googles er assisterende kurator på stadet, og via hendes ord blev der lagt lag på en udstilling, der i sig selv ville have talt rigeligt til mig. Ros og tak for den behagelige overraskelse. Mågeskrigende, der hørte til udstillingen, blev først tændt da jeg trådte ind, men Specta er undskyldt. Ingen fortjener at sidde med de lyde kørende en hel dag igennem. Udstillingen består af to dele, dels Svend-Allan Sørensens fuglecitattryk som jeg efterhånden har set en del gange. De taler til mig, dels fordi der er hugget linjer med arme og ben fra de sidste 60års populærmusik, men også fordi de i deres monotoni fremstår som en væg af ord, man kan gå på jagt i. Anden del var et rum med en ulv, en bjørn holdende et skilt med udstillingens titel, og vægge beklædt med fotomanipulationer, der i særdeleshed gav mening efter Gitte Johannesens introduktion. Udgangspunktet for billederne omhandler en kultivering af naturen tilbage til en type natur, der ikke længere findes. Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det, men med det fortalt, tror jeg nok jeg fangede lidt mere af, hvad det hele gik ud på.

Jeg er begejstret for Svend-Allan Sørensens arbejde, og derfor gik jeg også direkte fra Specta og over til hans anden igangværende udstilling i Kunsthallen Nikolaj. Her eliminerede mit neurotiske forhold til kombinationen af knirkende trægulve, åbne trapper, og højt til loftet dog helt og aldeles mit forsøg på at se udstillingen. Neurosen er så også det eneste kunstneriske, der flyder i mit blod. Normalt gør jeg mig mere i fotografier.