Takket været en galant svensker, og en gravid kone fik vi siddepladser på balkonen midt for, da Eels i går spillede op i Vega. Det er første gang jeg sidder på balkonen til en koncert, og med en smule held også sidste. Sæderne er ikke skabt til folk af min statur, og det heller ikke meget mere end et kvarters tid før min røv sov, og jeg måtte koncerten igennem vride mig for at finde en bekvem position. Men alt ære til svensken, det var et storslået træk af høflighed.

Der har næppe været nogen, der har følt sig velplaceret under opvarmningen, som bestod af en bugtaler, der havde sagt tak for i aften med det samme, hvis han havde kendt sin besøgstid. Og udover ham en Beth Hart klon, der rockede igennem et lille halv times sæt af ligegyldigheder, som ikke fortjener yderligere omtale.

Endelig Eelstid, og E entrede scenen i egen person, klædt i hvid heldragt, solbriller og bandana, klædt på til at rocke. "Grace Kelly's Blues" fik os fra kaj, The Chet blev kaldt på scenen til andet nummer, Knuckles, Kool G Murder og den nye mand (Pablo, Pavlos..) kom af egen fri vilje ind til det tredje, og så blev der skruet op. Alle bar solbriller, alle bar slips, og alle var de iklædt hvide skjorter, og jeg kunne ikke lade være med at sende en venlig tanke til Fun Lovin' Criminals, og deres mafiacoole stil. Koncerten forløb i skift mellem de stille, og så lidt flere af de rockende, for så at vende tilbage til de stille. Det var rock, og rock af den slags jeg aldrig har hevet ind i pladesamlingen, der var for megen pikfræs på guitaren, og det blev trættende i længden, men i jævnlige glimt var det god underholdning. "Summer in the City" og "Summertime" blev leveret i forrygende coverversioner, og afslutningsvis blev "Mr. E's Beautiful Blues" fremført på melodien fra " Twist and Shout", et ubetinget højdepunkt. Eels skyldte på aftenen The Blues Brothers meget for deres sceneoptræden, hvad der lagde endnu en alen til oplevelsen, til gengæld var der udover bandpræsentationen ingen kommunikation ud til publikum.

Materialet til koncerten var i høj grad hentet fra de sidste tre plader, der har vist sig, at være en trilogi. Jævnfør koncertens rockede lyd var det også ganske naturligt, at der blev spillet flere numre fra "Souljacker", bl.a. "Jungle Telegraph" som jeg ikke har hørt live før.

Koncerten blev en oplevelse på det jævne, men med højdepunkter i det ekstreme, der gjorde, at koncerten jævnligt levede op til de skyhøje forventninger jeg havde taget med mig. Det sidste højdepunkt fandt sted efter koncerten. På vej ned af trapperne, og næsten fremme ved stueplan løftede jeg blikket, og på den anden side glasdørene strøg E forbi i en spurt ledt an af en 160kg tung roadie. Ingen tid at spilde, hvis man vil undgå sine fans.