Malmøgade 11, 4th 

1/12-2004 - 1/12-2010

Det her kunne godt blive lærerigt interessant.

Det var ikke så meget en spontan indskydelse, som en uventet indbydelse, der gjorde, at jeg i går aftes trissede ned på Magasinet, og hørte Johnny Madsen. Som vanligt, d.v.s. som de fleste andre gange jeg har hørt ham, var det i trioform med Knud Møller på guitar, og Henrik From på trommer. En trio, der under koncerten til tider blev udvidet med Henrik Laurvig på tambourin. Henrik Laurvig er Johnny Madsens tourmanager, og et navn, der vil virke bekendt på de, der måtte kunne huske Moses.

Johnny Madsen er good fun når han er bedst, men humoren er ikke længere helt så sprød i sværen som den var for bare et par år siden. Anekdoterne er blevet udskiftet med udslidte vittigheder, der uden større elegance bliver tilpasset omgivelserne. Alligevel måtte jeg overgive mig til sætningen "..ægteskab er en fandens dyr måde at få vasket tøj på". Publikummet var af typen, der på forhånd har besluttet sig for, at i aften bliver det godt, så det var ikke hos dem det syntes at genere. Latteren fulgte derfor troligt historierne, klapsalverne fulgte taktfast musikken, og vi følte os forbandet unge omgivet af et publikum, der alle var på kanten til at blive det grå guld. Musikalsk var der da heller ikke noget at udsætte på Johnny Madsen, From og Møller, der efter ca. 20 år sammen er så sammenspillede som de kommer. To sæt blev det til, en del fyldmateriale, men også et udpluk af de sikre træffere som "Nattegn", "Udenfor Sæsonen" og "En At Bli' Som", der fik mig til at vippe med foden, mens de andre klappede i takt. Knud Møller kan sit kram på guitaren, og gav den gas som showmandsguitarist for at begejstre, Johnny syntes at have det bedst da han i det første ekstranummer gav den gas på banjo, og Henrik From havde ingen problemer med at holde et steady beat.

Jeg tog mig selv i at tænke, at der alligevel var noget om det dengang jeg sagde, at de eneste to bluesmusikere, der fandtes i min pladesamling var Robert Johnson og Johnny Madsen. Blues og boogierock var i hvert fald der fyldte mest i udskejelserne på scenen, og til en aften på fadøl var så ganske fint. Trods fribillet betales prisen i dag.

Cody har været i Belgien, det er der andet kommet den her udgave af "Down in the Dark" ud af.

Simon kvamm har til gengæld fucket rundt med Love Shop, det er der kommer dette "Mädchenclub Remix" ud af.

Jeg har lige lagt smagsprøve nummer to op på Manden Fra Onkels Facebookprofil. Denne gang er det Manden Fra Onkels take på en børneremse skrevet (og tegnet) af Jakob Martin Strid. Jeg nåede aldrig at spørge Jakob om lov, men nu er den her alligevel. Manden Fra Onkel håber, at han er den tilgivende type.

I vores flytterod har jeg fundet et plakatrør med to billedserier, der blev fremkaldt, men aldrig brugt, ved en udstilling af forskellige af mine fotografier på Cafébiografen i januar i år. Fremkaldelserne er lavet i 40x60 med en hvid ramme uden om selve motivet. Serierne er dels fire fotografier taget på Sjælør Boulevard, dels fire fotografier taget af en arbejdsmand på Odense Havn (1, 2, 3, 4). 

Disse to serier sælger jeg nu for 500,- pr. serie, mail eller skriv en kommentar, hvis det har interesse.

"Jeg føler mig som en muhammedaner, der vælger middag efter et spisekort, hvor der udelukkende er svineretter på menuen."

Dan Turéll om politik

23. oktober 2010: Berlin HBF.

 16. november 2010: Munke Mose.

Den nat var det luftværnssirenerne, der angreb, og flyene, der skreg deres advarsel, og kældrene, der krøb ind i menneskene, mens bomberne spredte liv og glæde.

Den slags nætter er der ikke mange af.

Kæpheste comes in many colours.

 13. november 2010: Lyset fra Lindø, set fra vejen til Hasmark.

Den ældre dame i genbrugsbutikken mente på det bestemteste, at billedet forestillede Shirley Temple. Jeg sprang diskussionen over, og ilede i stedet hjem til computeren for at få bekræftet, at det var det ikke.. og selvfølgelig var det ikke det, men hvem er det så? Bedste bud er den fynske barnestjerne Yvonne Tabart, men bud modtages gerne. Lang historie gjort kort, så er jeg glad for mit nye autografkort.

Hvis man har et par minutter til overs bør man hente, og høre Bodies of Waters udgave af The Magnetic Fields "I Don't Believe In The Sun" - det er en fantastisk udgave, af en fantastisk sang.

City Slang fylder 20. Det betyder en stribe reissues med bonusmateriale, og et par genudgivne lp'er. Selv har jeg tilføjet den her til julens ønskeseddel, men kender man ikke The Notwists "Neon Golden" så er det den jeg anbefaler, at man investerer i. Den bliver genudsendt som både cd/dvd, lp/dvd.

I forbindelse med jubilæet blev der lagt en compilation op til gratis nedladning, den kan findes her.

12. november 2010: Mads Mouritz (Mouritz/Hørslev Projektet, Harders, Svendborg)

12. november 2010: Jacob Funch (Mouritz/Hørslev Projektet, Harders, Svendborg)

12. november 2010: Lone Hørslev (Mouritz/Hørslev Projektet, Harders, Svendborg)

"Mød tre pårørende, der har mistet et familiemedlem til krigen i Afghanistan. Og bagefter kan du se, hvordan den nye Xbox klarer sig i en løbetest."

Programbeskrivelse af Go' morgen Danmark fra i morges.

Det synede af indie, da jeg lørdag aften trådte ind på Kansas, og konstaterede at der kun var syv fremmødte, og at aftenens dj var iklædt en hipsteruniform bestående af Applecomputer, ironisk slips, og jeg mindes, at et overskæg var der vist også.

Jeg er så meget af den gamle skole, at jeg møder til tiden, og tidspunktet annonceret var klokken 21. En times tid skulle der dog gå før Sterling, seks mand høj, kunne gå ind til et publikum, der i mellemtiden var blomstret op, og blevet til ca. 30 individer. Når jeg gad køre de 4,5km, der ifølge Krak er mellem mit hjem og Kansas, i koldt buldermørke, for at tage til koncert i mit eget selskab, så var det i håbet om at Sterling ville gentage kunststykket fra sidst de var i Odense, hvor de spillede røven ud af bukserne på et genåbnet Rytmeposten, der med en publikumsstørrelse svarende til lørdagens hurtigt kunne være blevet et stort musikalsk tomrum. Men nej, og sådan blev det også i lørdags.

Det er svært helt at forklare, hvad der sker, men når først Sterling går i gang, så er det svært ikke at gå med. Skal der placeres et hovedansvar, så må jeg pege på Mads Nygaard, der som frontmand er så helt, og aldeles, og gennemført, og superlativer en masse en frontmand, at jeg savner et sammenligningsgrundlag inden for rigets grænser. Det var et studie i publikumskontakt, der blev stærkt støttet op af et stærkt spillende Sterling, der på aftenen bestod af de to andre originale Sterlinger Jonas Linnet og Ole Jeppesen, og tre guns for hire, der kan takke en manglende bandintroduktion for ikke at stå her med navns nævnelse.

Der var fokus på det nyere materiale, med Spring For Dit Liv, Revolution og Vi Kommer Aldrig Hjem som favoritter. Sidstnævnte blev trukket op af posen to gange, da publikummet viste sig lige så umætteligt som det var begrænset, og Sterling måtte levere et ekstra-ekstranummer. Trods snot i systemet holdt Mads Nygaard niveau fra start til slut, og nåede at give den som balancekunstner på borde, stole, og monitorer, af flere omgange, på scenekanten, og i blandt publikum, og sådan var det hele vejen igennem.

Sterling mangler kun en koncert i Albertslund den 20. november før de kryber i vinterskjul. Er man på dagen på de kanter, giver jeg hermed mine varmeste anbefalinger, og største opfordringer til at tage del i festen.

Jeg mistænker, at der er brugt mere blegemiddel til at holde siderne hvide, end tryksværte til at fylde dem ud, i de sidste par bøger, der er landet i min postkasse. Posten har senest bragt mig de to Peter H. Olesen digtsamlinger ” Du lever og har det godt og bor et sted på Sjælland” og ”Hun forstår ikke digte siger hun og slet ikke digterne”, samt ”Dying Birds” af Nicolai Howalt & Trine Søndergaard. Alle tre er de med hvide forsider, og masser af luft inde i bøgerne.


Serien ”Dying Birds” indgik i ”Jagten – på noget”, der blev vist på Johannes Larsen Museet i starten af 2010, og som det meste andet af Nicolai Howalt og/eller Trine Søndergaard begejstrede også ”Dying Birds” mig. Nedfaldsfugle havde muligvis været en dækkende dansk titel, for billederne viser fugle, der bliver plukket ned fra himlen af jægerens hagl. Det er grumt, og det er grimt, for billederne er skåret groft, og fremstår som værende zoomet ind langt over det tilladte, men de virker. Med tanke på, hvordan billederne tog sig ud, da de hang side om side på væggen ud til en af Johannes Larsen Museets gårde, nedskalerer bogen billedernes evne til at line døden op i overflod, men til 22$ er den et virkelig fint køb. ”Dying Birds” er udgivet af Hassle Books.

Langdigtet ” Du lever og har det godt og bor et sted på Sjælland” minder i opbygning meget om Olesen-Olesen teksten ”120 Sætninger”, men i stedet for at fortælle om sig selv, taler fortælleren nu til sig selv. Det er genkendeligt, både tekstens indhold: du forlader forestillingen opløftet, du er åbenbart ikke den eneste dansker her, du er også systemet, det ved du.. linjerne er steder, tanker og situationer, hvor vi alle har stået, eller kan se forfatteren stå, og det er genkendeligt som værende Peter H. Olesen. Rundere, mildere, mindre sort, men stadig Peter H. Olesen.

Det samme gør sig gældende for ” Hun forstår ikke digte siger hun og slet ikke digterne”, der er mindre sortsyn, og mere her og nu, selvom der er skåret ned for det kontante. Digteren er nøddeknækker, digteren kigger på fugle, digteren fucker med tekster af de andre digtere. Alt sammen uden at blive forpustet, alt sammen uden at forsøge at presse for mange ord ind i teksterne, alt sammen uden at presse for meget tekst ind i bøgerne.

Begge bøger er formidable. Hurtigt læste, hurtigt lagt over på hylden, og hurtigt vender man tilbage til dem igen. De er fyldt med gode ord, og fantastisk sprog, og vidner om (synes jeg), at Peter H. Olesen stadig rykker sig som menneske. Det er også ham man skal have fat i, hvis man vil bestille dem, det kan man gøre her.

Dragontears besøgte for nylig Mod Strømmen. Det program kan høres her.

7. november 2010 - Welcome, open.

Endelig kom det så vidt, at jeg fik bevæget mig forbi Brandts, og kastet mine øjne på fotoprojektet Danmark under forvandling, der beskrives således:

Danmark under forvandling er et stort anlagt fotokunstnerisk og kulturhistorisk projekt, hvor nogle af Danmarks bedste fotografer skaber et billede af Danmark fra 2008 til 2009. Projektet skærer en skive i tiden og skildrer land og by skabt på de æstetiske, idémæssige og visuelle præmisser, som fotografiet giver. De nyoptagne fotografier af Danmark belyser, hvorledes natur og kultur spiller sammen i de landskaber, der omgiver os. Det er første gang Danmark gennemfotograferes af så mange fotografer og billedkunstnere, og projektet vil give et øjebliksbillede af landet til bevaring for eftertiden.

Mængden af indtryk var overvældende, og enhver fornuftig person ville nok indtage udstillingen over to gange for ikke at smide for mange lag af indtryk oveni hinanden. Motiverne går flere gange tæt på hinanden fotograferne imellem, men det lykkes dog de fleste at bevare deres eget særpræg. Eksempelvis kunne jeg genkende Astrid Kruse Jensens billeder på lang afstand, og jeg bliver for hver gang jeg støder på hendes navn og virke, mere og mere begejstret for hendes rolige nattebilleder, der virker så naturlige og uforcerede, at det er en nydelse.

Første navn jeg stødte da jeg trådte ind på Museet for Fotokunst var dog Jørgen Borg. Navnet kendte jeg ikke, men flere af hans motiver var velkendte, og taget på Odense Havn, der på det nærmeste er min baghave. Det genkendelige var dog også det mest spændende ved hans bidrag, og jeg gik hurtigt videre til Trine Søndergaards bidrag.

Trine Søndergaard bidrager til udstillingen med en række matte naturbilleder, der rummer så meget ro, at den nærmest kryber ud af rammerne. Vidderne synes uendelige, og alligevel var klaustrofobien nærværende i det hjørne af udstillingslokalet, hvor hendes bidrag hang. Hendes serie kan det kun anbefales, at finde frem til på hendes hjemmeside, hvor den optræder under titlen ”Denmark In Transition”.

Henrik Saxgren kaster nærmest gloss på virkeligheden, og de menneskeforladte af John Jedbos billeder fremstår som en blanding af teoriprøvebilleder, og landlige uddrag af Jesper Rasmussens Off Location billeder. Kirsten Klein må man bøje sig i støvet for. Hun kan sit håndværk, og rammer hårdt når hun er bedst. Hendes sort/hvide naturbilleder, hvor elementerne raser, og går i ét med resten af naturen er ganske simpelt bjergtagende, og skal opleves, ikke beskrives.

Jeg stoppede op ved Krass Clement, og tænkte mit. Hans brug af tågen, og måde at gå til sine billeder på minder mig om, hvad jeg selv gør, uden at jeg skal fornedre ham med yderligere sammenligninger, men her var et nyt navn og virke, at dykke ned i. Et andet nyt navn for mig var Joakim Eskildsen, der må være forbandet gode venner med solen. Hans brug af sollyset til at fremmane utrolige farver holdt mig fanget gennem længere tid, og var den største oplevelse blandt de for mig ukendte navne.

At flere af de medvirkendes navne ikke er nævnt, er ikke en forglemmelse, men selv i de bedste selskaber findes langgaberne, der ikke skal spildes yderligere kræfter på her.

Et enkelt navn glimter dog i sit fravær, men min personlige favorit Nicolai Howalts billeder var gemt væk bag et foredrag relateret til udstillingen, og var ikke tilgængelige med mindre jeg ville have vandret rundt blandt stolerækker og tilhørere, og det ville jeg ikke. Jeg håber dog at nå forbi endnu engang før udstillingen lukker ned 21. november, og få det sidste med.

Der er dog ingen tvivl, Danmark under forvandling anbefales.

Det er kommet så vidt. Manden Fra Onkel har nu fået lyd.

Det er ikke meget sådan en brændbar cd ser ud af, men indtil videre er det den, der rummer de seks numre, der kommer til at udgøre Manden Fra Onkel.

Tracklisten bliver som følger:

1: Intro
2: Campingkannibalen
3: Bag Den Blå Dør
4: Strids Sang om Bussen
5: Børneremse
6: Manden Fra Onkels Godnatsang

Hej Pia

Som lovet fremsender jeg hermed udkastet til en pressemeddelse, den mangler bare en underskrift.

M.v.h.
Martin Petersen
Freelanceskribent


Det er med stor bekymring, at vi hos Dansk Folkeparti har modtaget nyheden om De Radikales valg af Anna Mee Allerslev som ny integrationsborgmester. Dansk Folkeparti sidestiller valget af Anna Mee Allerslev med den gamle ligning om ikke at lade ulven passe fårene, og vi frygter hos Dansk Folkeparti, at det kun vil være et spørgsmål om tid før det indre København er omdannet til et nyt Chinatown. Dette vil ikke alene være et anslag mod danskheden, og en hån mod danskerne set i lyset af at vi igennem længere tid har måttet undvære vores danske vartegn den lille havfrue netop til Kina, men det vil også forplumre det danske sprog. Det engelske udtryk Chinatown vil udvande vores sprog, der i forvejen er oversvømmet af udenlandske gloser, yderligere. Vi vil hos Dansk Folkeparti insistere på, at man pr. lovkrav bruger udtrykket ”kinaby”. Når først den indre by er blevet kinaficeret er vi hos Dansk Folkeparti ikke i tvivl om at Anne Mee Allerslev vil åbne op for yderligere tilstrømning af fremmede befolkningsgrupper.

Med tanke på asiaternes lederposition på verdensmarkedet for elektronik frygter vi også hvilke nye elektronikkomponenter, der vil blive sat til skue i ghettoernes vindueskarme, og hvilken undergravende virksomhed mod Danmark disse kan medføre. Selv om Dansk Folkeparti ikke billiger Klaus Bondams livsstil, ser vi valget af Anna Mee Allerslev som et skridt tilbage, og et anslag mod danskheden. Klaus Bondams typer har i det mindste ikke muligheden for at formere sig som rotter.

På vegne af Dansk folkeparti…

For nylig bragte flere musikmagasiner nyheden om at Jack White havde bragt et nyt musikmedie til verden, og selvom jeg gennemlæste det flere gange, nåede jeg aldrig helt at fange, hvad det nye banebrydende medie gik ud på. Mere håndgribeligt er Playbutton som jeg just er blevet gjort opmærksom på. Konceptet er enkelt. En afspiller gemt bag en badge, indholdet er uudskifteligt, og selvom ethvert indiekid ved at en rigtig badge fylder 1", så er de 4cm afspilleren har i bredden til at leve med. Jeg tænkte kortvarigt at dette kunne være vejen frem for Manden Fra Onkel, men med et minimumsoplag på 500 styk, og en stykpris på 10$, døde drømmen hurtigt.