Jeg mistænker, at der er brugt mere blegemiddel til at holde siderne hvide, end tryksværte til at fylde dem ud, i de sidste par bøger, der er landet i min postkasse. Posten har senest bragt mig de to Peter H. Olesen digtsamlinger ” Du lever og har det godt og bor et sted på Sjælland” og ”Hun forstår ikke digte siger hun og slet ikke digterne”, samt ”Dying Birds” af Nicolai Howalt & Trine Søndergaard. Alle tre er de med hvide forsider, og masser af luft inde i bøgerne.


Serien ”Dying Birds” indgik i ”Jagten – på noget”, der blev vist på Johannes Larsen Museet i starten af 2010, og som det meste andet af Nicolai Howalt og/eller Trine Søndergaard begejstrede også ”Dying Birds” mig. Nedfaldsfugle havde muligvis været en dækkende dansk titel, for billederne viser fugle, der bliver plukket ned fra himlen af jægerens hagl. Det er grumt, og det er grimt, for billederne er skåret groft, og fremstår som værende zoomet ind langt over det tilladte, men de virker. Med tanke på, hvordan billederne tog sig ud, da de hang side om side på væggen ud til en af Johannes Larsen Museets gårde, nedskalerer bogen billedernes evne til at line døden op i overflod, men til 22$ er den et virkelig fint køb. ”Dying Birds” er udgivet af Hassle Books.

Langdigtet ” Du lever og har det godt og bor et sted på Sjælland” minder i opbygning meget om Olesen-Olesen teksten ”120 Sætninger”, men i stedet for at fortælle om sig selv, taler fortælleren nu til sig selv. Det er genkendeligt, både tekstens indhold: du forlader forestillingen opløftet, du er åbenbart ikke den eneste dansker her, du er også systemet, det ved du.. linjerne er steder, tanker og situationer, hvor vi alle har stået, eller kan se forfatteren stå, og det er genkendeligt som værende Peter H. Olesen. Rundere, mildere, mindre sort, men stadig Peter H. Olesen.

Det samme gør sig gældende for ” Hun forstår ikke digte siger hun og slet ikke digterne”, der er mindre sortsyn, og mere her og nu, selvom der er skåret ned for det kontante. Digteren er nøddeknækker, digteren kigger på fugle, digteren fucker med tekster af de andre digtere. Alt sammen uden at blive forpustet, alt sammen uden at forsøge at presse for mange ord ind i teksterne, alt sammen uden at presse for meget tekst ind i bøgerne.

Begge bøger er formidable. Hurtigt læste, hurtigt lagt over på hylden, og hurtigt vender man tilbage til dem igen. De er fyldt med gode ord, og fantastisk sprog, og vidner om (synes jeg), at Peter H. Olesen stadig rykker sig som menneske. Det er også ham man skal have fat i, hvis man vil bestille dem, det kan man gøre her.