Der findes kombinationer af navne og emner, der får én til at søge videre, og en notits i Politikken om en bog om værtshuse, hvor bl.a. Torben Steno, Søren Ulrik Thomsen og Henrik Nordbrandt medvirker er en af de kombinationer. Bogen blev placeret på min ønskeseddel, sidenhen under juletræet, og de sidste par dage ved siden af sengen som godnatlæsning.

Det er de to journalister Simon Staffeldt Schou og David Jacobsen Turner, der står bag bogen, og de skulle nok enten have skruet op for sideantallet, eller ned for antallet af medvirkende, for det bliver aldrig rigtig dybt, hvad værtshussamtaler ellers godt kan blive. Alle interviews i bogen er skåret over samme læst, hvor historien om stedet, omgivelserne og den interviewedes forhold til stedet gennemgås, men så snart interviewet bryder ud af formlen, og der tales frit, så ved man også, at enden af teksten er nær. Af samme grund kommer man aldrig ind under huden på de medvirkende. I enkelte tilfælde tænker jeg, at der næppe heller er mere at komme efter, og her skulle en nådesløs redaktør have skåret igennem og spurgt ”var der ikke nogen af de andre, der kom med noget i ikke fik med, for så skriver vi bare Szhirley ud af historien.”.

Bogen har dog sin egen charme og ro, også selvom begrebet værtshusromantik ikke er noget jeg dyrker. Til tørst, og ikke til trøst, som det vist hedder. Jeg hører til dem, der har hilst rygeforbuddet velkommen. Ikke så meget på grund af folkesundheden, som det faktum at jeg var træt af at komme hjem fra byen, og først smide jakken, der lugtede af røg, og så smide skjorten, der lugtede af røg, og ovenpå den smide undertrøjen, der lugtede af røg, for til sidst at overveje, at glatbarbere mit bryst fordi røgen sad langt ind i kropshårene på mig. Der er delte meninger om den side af sagen i bogen. Flere mener at værtshusene er samlingsstedet, der sørger for at folk i det mindste har selskab, mens de går i hundene, og at rygeforbuddet tvinger disse mennesker til hjemligt forfald i stedet. Andre, men færre, giver mig ret.

Torben Steno berører emnet, fra sin stol på min egen foretrukne københavnerknejpe Vinstue 90. ”Der er en kæmpe gruppe mennesker, der slet ikke kommer de her steder. Den herskende klasse, der synes, det er vigtigste i verden er at løbe og holde sig sunde, de kommer slet ikke i kontakt med det her. Sundhedstyrannerne ser ned på de her steder.”. Og fra den anden ende af skalaen, sagt fra en stol på Palæ Bar, bidrager Mette Walsted Vestergaard ”Jeg har kun set, at den store tolerance omkring drikkeriet har næret folks ulykke. Jeg har ikke noget godt at sige om det. Lige så dejligt, det er at sidde her, lige så usmart er det, hvis man gør det hver aften. Det er usundt, man får kræft af det, man mister sin familie på det, og man udfører sit arbejde dårligt.”. Begge har de ret.

Bogen er hyggelig, læseværdig, men lidt for let læst. Der er masser af små historiske guldkorn, at komme efter i form af historierne fra dengang værtshusene var noget, og enkelte tanker fra de medvirkende rammer også plet, mens andre ikke bidrager til festen. Når bogen engang kommer på tilbud, vil den dog være alle pengene værd.

Et kort interview med de to forfattere kan høres her.