Det er ikke lykken, at tredje gang er sidste gang, men Turn on Tune in Fuck Off er det sidste udspil fra Dragontears, der aldrig prægede nogen hitlister, men inden for deres snævre felt begejstrede, og rent musikalsk berigede vores land med tre fantasktiske plader. For jo, Turn on Tune in Fuck Off holder niveauet fra de første to plader, men formår samtidig ikke at bringe nyt til festen. Derfor bliver afskeden med Dragontears også mindre trist, end den kunne have været. I stedet for at forsøge at tørkneppe mere ud af en udtømt kilde bliver der i stedet lagt låg på, og det synes at være det rigtige at gøre. Og jo, jeg kan sagtens være begejstret, og samtidigt synes, at det er fint, at rejsen slutter her.
Det er planen, at det, der tidligere har lydt som Dragontears, skal sluses ind i Baby Woodrose, men tallerkenen vendes, og Turn on Tune in Fuck Off startes med noget, der lige så vel kunne have været sat ind i tracklisten på en af Baby Woodrose-pladerne. Aggressionerne i ”Two Tongue Talk” gør det klart, at jeget ikke køber det lort, ”du” sælger, hvem ”du” så end er, men det synes at være en alt andet end en venlig hilsen til magthaverne. Det gør sig i mindre grad også gældende for ”No Salvation”, der flyder mere ud, men stadig kunne være gledet lige ind i rækken af sange på Baby Woodroses Chasing Rainbows.
Herefter bliver det døsigt, og effekten sparker for alvor ind. Hippieromantikken blomstrer i “My Friend”, og “Time of No Time”. Spørgsmål som ”what have you done to our poor Planet Earth?” følges på vej af udsagn som ”love is the answer”, og hvor naivt det end måtte synes, så er det hamrende effektivt. Det orientalske klinger i baggrunden af ”Time of No Time”, der som et tungt slumretæppe af lyd holder én bundet fast, mens nummerets titel bliver gentaget som et mantram, indtil nummeret pilles ned i en afslutning, der i livesammenhæng ville kunne trækkes ud i dagevis, uden at det ville gøre noget.
Vender man sin plade, vender man også næsen hjemad rent sprogligt. De to tekster, der ligger ord til pladens sidste skæringer, er skrevet på dansk, men i ”William” er det umiddelbart kun i korte glimt, at teksten giver mening. Sådan virker det dog også til at have været for William Skotte Olesen, som ”William” er dedikeret til. En mand, hvis historie man ikke skal mange linjer ind i, før Timothy Leary-citatet ”Turn on, tune in, drop out” dukker frem. Tilfælde? Uden musik fungerer teksten ikke, men med musik tilsat dukker ordene op i fragmenter og sætninger, der langsomt giver mening og samler sig til en skæbnefortælling. Efter hvad der synes som en evighed, vågner man som ved et fingerknips op til ordene ”et øjeblik, og alt er borte”, der gentages, og så er 13 minutter i psykedelisk drømmeland overstået.
Der skæres tænder i ”Mennesketvilling”, og sarkasmen synes tommetyk, men det er endnu ikke lykkes mig at finde ud af, om det er det, der er meningen. ”Mennestvilling” har dog mere kant og bider i højere grad fra sig end numrene, der fører op til afslutningen.
Når jeg skimmer teksterne til pladen, står det hurtigt klart, at den udsyrede dimension, de tidligere Dragontears plader er udsprunget fra, også leverer denne gang. Stærkt øl gør det ikke alene, men jeg tror alligevel, jeg kan se, hvor de kommer fra, når jeg vælger den romantiske tilgang, og bilder mig selv ind, at teksterne udspringer fra diverse trips.
Turn on Tune in Fuck Off er for uhomogen en størrelse til at kunne betegnes som et mesterværk, men nummer for nummer vises der høj klasse, og det samlede indtryk er en forbandet god plade, og et mere end værdigt farvel.
(Dragontears - Turn on, Tune In, Fuck Off, anmeldt for Geiger)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar