Det var egentlig min plan, at anmelde den nye Oscar Danielson plade til Geiger, men min begejstring for ”Stockholm I Mitt Hjärta” er så entydigt positiv, at jeg begyndte at tvivle på, om jeg kunne slippe helskindet fra at levere en anmeldelse så positiv, at korruptionsanklager og rygter om penge under bordet utvivlsomt ville melde sig.

Oscar er vokset siden sidst, modnet som menneske, og faldet på plads i livet. Sådan lyder det i hvert for mig, men hvor meget der er lost in translation, hvor meget der er løgn og latin, og hvor meget der er ganske vist, kan jeg ikke bedømme før jeg har fået stavet mig igennem det medfølgende teksthæfte. Sprogproblemer uanfægtet så er der ingen tvivl om at Oscar Danielson er en storyteller par excellence med bid i ordet, glimt i øjet, og kærlighed i linjerne, der ubesværet leveres til simple arrangementer, der hverken kan eller skal pilles ved.

Bybilleder, familieliv, og fabler flettes rundt mellem hinanden som ganske troværdige røverhistorier, der snildt kan tages for troende. Selv slapper jeg af helt ud i kroppens yderkroge, for tempoet er helt nede, hvor det gør godt. Man kan nå at vende sætningerne i hovedet før den næste falder, og man vender hurtigt tilbage til sætningerne og sangene, her i huset har ”Stockhom I Mitt Hjärta” været i fast rotation siden leveringen.

”Stockhom I Mitt Hjärta” er en helstøbt plade med mesterværkspotentiale. Den anbefales uden forbehold.