Elleve af de tolv musikvideoer Seamus Murphy har lavet til PJ Harveys "Let England Shake" kan ses her. Vil man have den tolvte med, vises de alle den 23. april i Grand til CPH PIX.

Det er sjældent, at jeg fast bænker mig foran fjernsynet på et givent tidspunkt på en given dag, men de seneste torsdage har jeg fast tunet ind på DR klokken 20, og kigget med når Jan Gintberg "foretager et antropologisk humørtjek i den hyppigt problematiserede danske yderkant".

Gintberg og tv har aldrig været to helt forenelige størrelser, programtitler som "Helt i Sort", "Grillet" og "Er Du klogere End En tiårig" bør overflødiggøre yderligere form for argumentation, men på Lars Tyndskids Overdrev synes det at den gamle cirkushest har vejret ny morgenluft. Virkemidlerne er de velkendte, og de samme som da jeg for 15 år siden på en hverdagsaften oplevede Jan Gintberg som stand-up komiker på Crazy Daisy i Svendborg. "For fanden altså..", "Det er jo som at.." og andre klassiske vendinger går flittigt igen, og programmerne er folkelige som bare fanden, men jeg kan slet ikke stå for det. Jeg mistænker det for at være ærligt. Bonderøven med knallerten, der blev komiker og bymenneske(?) kan selvom opvæksten fandt sted lidt nordvest for København, nikke genkendende til de små byers særheder, særlinger, og alt det andet, der kendetegner de steder han rakker til og fra i jagten på humoren i den danske folkesjæl helt derude, hvor kragerne forlængst har givet op. Det er muligvis løgn, men han virker oprigtigt til at more sig ganske godt undervejs. De typer, der er fundet frem til programmerne, ville hvis de havde været over 80 have gjort sig godt i et Søren Ryge program, men i nuet, og sat overfor Jan Gintberg, er de perfekt castet som elskelige landsbytosser, der ikke er mere tossede end de godt ved, hvad de går rundt og laver.

I morgen er det Rudkøbing. Der har jeg vist ikke selv været siden jeg med Søren kørte fra Fyns land, og kørte de 20km over broerne for at tanke benzin, og se om hende Charlotte han havde et godt øje til, tilfældigvis var på arbejde på tanken den aften.

Mit gæt i retning af kommende Eels-koncertaktiviteter her til lands blev et skud på stolpen. De dukker ikke op til Northside, til gengælg kan de opleves på Vega 10. juni. Billetsalg starter 4. april.

Lægen sagde det var breaking news. Der er vist en del i omløb af det for tiden.

Der er dukket et par nye optagelser med Cody op på YouTube. Henholdsvis "Down In The Dark", "What's Behind" og "Comfort & Rage" kan opleves i glorværdig lo-fi, hvis man klikker på titlerne.

En tanke: Når nu Eels spiller i Oslo 11. juni, og en uge senere til Southside og Hurricane festivalerne i Tyskland, der som bekendt booker sammen med Northside. Ville det så ikke være oplagt at Mark Oliver Everett & Co. kiggede forbi Aarhus den tolvte?

 Der landede en pakke fra Ernie B's Reggae Distribution forleden indeholdende de ovenstående titler. Max Romeo har jeg længe ønsket mig på vinyl, og The Abyssinians "Satta" er en af de titler det er svært at give en fornuftig forklaring på hvorfor jeg aldrig har fået købt. Opsamlingen med Henry Junjo Lawes er godt og skidt blandet, dog med det meste af skidtet samlet på lp2. "East of the River Nile" skulle eftersigende være en af de bedste Augustos Pablo plader, men eksemplaret jeg modtog var et smadret second hand eksemplar af pladen. Jeg klagede naturligvis min nød, og fik svaret tilbage, at det var en ny pladen, men i en verden af elendige genoptryk var lige præcis denne titel kongen, og at jeg fik mine penge retur for den. Storslået service fra dette reggaemekka, der så absolut er et besøg værd. Jeg har apropos just afleveret et stykke til det kommende Geiger med 5 anbefalinger inden for henholdsvis reggae og dub. Med lidt held udkommer bladet til maj.

- Oui?
- Oui, oui! 
(gensidig fransk er ikke altid lige ophidsende)

Hæren er ude ét sted, flåden et andet, og luftvåbnet gør sig et tredje sted.

Er Danmark vågnet i baronens seng?

Lad det bare være sagt (og det i overstadig begejstring): Mandagens afsnit af The Daily Show var et fantastisk orgie af krigssatire, der sjældent er set skarpere. Hvis du gik og syntes, at det sjove var gået af Libyen, så se med her.

Det var gået min næse forbi, at der udkommer en ny Bill Callahan plade i april. Nu har Pitchfork sat lyd på "Baby's Breath". Det skal såmænd nok blive godt.

Jeg har sjældent forhåndsforelsket mig så meget i et projekt, som jeg har i Emma Acs. De seneste audiovisuelle filer, der har fundet vej til nettet, ændrer intet på det faktum. Hør "Fever" her, og "Very Own Human" der.

For et stykke tid siden blev det pålagt mig, at medsende et "artistic statement", hvis jeg skulle gøre mig håb om, at blive taget i betragtning til at få mine fotografier vist på en hjemmeside. Hvad jeg i starten afskrev som arty-farty, og noget der lå langt fra min hyggefotografering, har vist sig at være et ganske nyttigt værktøj, som jeg så småt er begyndt at bygge videre på. Med mit kunstneriske statement i baghovedet ved jeg hvor det er jeg vil hen med mine fotografier. Jeg har siden vedkendt mig, at jeg er landskabsfotograf, og arbejder ud fra en idé om, at hvis man kom 10 minutter efter fotografiet var taget, så var det ikke meget, der så anderledes ud.

Nu har jeg lagt en by billedserie op min hjemmeside, og tager denne gang munden fuld, og antyder, at gik der en halv time, så var der nok heller ikke sket meget på fotografierne. "Stranden" kan ses her.

11. marts 2011 - Sønderbyvej.

11. marts 2011 - Træ på mark.

Mange af ordene i denne anmeldelse er blevet tænkt for længe siden. Lyden af Hymns from Nineveh fra de gange jeg har set dem live, har sat så dybe spor, at jeg uden større problemer kan hente dem frem fra hukommelsen, når der skal spilles noget på den indre jukebox. I forhold til pladen er det også at foretrække.

Ud af det blå stod de der sidste år som opvarmning for Murder, og trods strømafbrydelser, forvrængninger og generelt grande lydproblemer, så leverede de en koncert, der overskyggede hovednavnet og fik et savn efter en plade fra Hymns from Nineveh til at spire i mig. De var på aftenen et studie i, hvordan et opvarmningsband skal være, og milevidt fra den obligatoriske følsomme tåbe på akustisk kedelighed, som altid forgæves forsøger at overdøve et småtalende publikum, der ville ønske, at aftenen havde en fast forward knap, så man kunne skippe videre til hovedattraktionen. Hymns from Nineveh var i stedet en sammentømret enhed, der på fornemste vis leverede hymner og klagesange, der lukkede kæften på publikum og trak dem ind i koncertoplevelse af de sjældne, hvor tristheden meldte sig, da gruppen igen gav slip og takkede af.

Hymns from Nineveh beviste på aftenen, hvor stor kunst man kan skabe med simple midler. Sav, banjo, violin, vokalharmonier og alt det andet, der kom i spil, var afstemt til perfektion, og sjælefred af den slags, kun musik kan give én, slog følge med de fleste tilstedeværende. Sådan var det første gang jeg så Hymns from Nineveh, sådan var det også anden gang jeg så dem, og sådan håber jeg det bliver, når jeg om føje tid skal se dem igen.

Den selvbetitlede plade rummer stor genkendelighed for dem, der måtte have hørt Hymns from Nineveh live. Alligevel formår den ikke at krybe ind i krogene på samme måde som liveoplevelsen gør. Det nøgne, sart skramlende og skrøbelige, der på scenen gør oplevelsen så stærk og intens, er blevet sovset ind i en nærmest tandsmørtyk produktion, der måske nok kan trække noget airplay og skabe noget velfortjent opmærksom til gruppen, men som så langt fra tjener sangenes bedste.

Selv tandsmør kan dog ikke kvæle den opløftende vemodighed, der lyder fra højdepunkter som ”Sister Sorrowsong”, ”Selma” og ”So Mournful the Elegy, So Comforting the Hymn”, der er de funklende stjerner på en plade uden svipsere og fyld. Hornene gjalder i ”Rage.Silence.Love”, og andre steder lyder banjo, cello, forprogrammerede lydflader, og meget mere, og hæver Hymns from Nineveh fra bare at være en singer/songwriter-plade med et kristent afsæt. Husker man ikke sin barnelærdom, så var Nineveh byen, Jonas blev kommanderet til af Herren, men da han trodsede Hans bud, lod førnævnte Jonas’ skib gå ned og Jonas sluge af en hval. Og Jonas, det er tilfældigvis også navnet på Jonas Petersen, der står i front for Hymns from Nineveh. Enhver fordom om lovsang og berøringsangst for det religiøse kan dog roligt pakkes langt væk. Begge faktorer er synlige, men Hymns from Nineveh er så meget mere end det. Det kan høres hele pladen igennem og opleves i tifold, hvis man møder Hymns from Nineveh.

Jeg er villig til at tage diskussionen om, hvorvidt det er fair, at jeg anmelder pladen ud fra, hvad jeg havde forventet af den, og ikke ud fra, hvordan den er blevet. For undertegnede har det dog betydet, at pladen har udmøntet sig til skuffelse i forhold til det forventede, for andre, der går ind til Hymns from Nineveh uden forudindfattede meninger om, hvordan de bør lyde, er jeg ikke i tvivl om, at pladen kan opleves som et mildt mesterværk, der er perfekt til at gå det grå forår i møde til.

(Hymns from nineveh - "Hymns from Nineveh", anmeldt for Geiger)

Det p.t. seneste indlæg på Urbanautica er et fempunktsinterview med den franske Céline Clanet omkring hendes arbejde med serien "From Torrent To Current: Dam and Man in Savoy". Fotoserien er noget af det bedste jeg længe har set, og efter at have klikket lidt rundt på hendes hjemmeside, er jeg mildest talt begejstret for, hvad Céline Clanet har at tilbyde. Serie for serie underbygges denne begejstring, når jeg ser hendes arbejde med alt fra samere, over pensionister til japanere. Anbefales.

11. marts 2011 - Hasmark.

Tag nu sådan en ting som kvinder i uniformer..

11. marts 2011 - Svane på mark.

 6. marts 2011 - Ludvig.

For ti år siden rykkede alle hipsterne til London når Danmark var for småt til deres aparte kunst og skæve musik. Nu rykker de til Berlin. Har krisen virkelig ramt så hårdt, at der ikke engang længere er til færgen?

Jovist tænder jeg da for mit fjernsyn, hver fredag kl. 20.00, men ikke for at pines og plages, mens man venter på at spændingen, der aldrig var der, bliver udløst. DR2 sender Sherlock Holmes, det er bragende godt fjernsyn, og bragende godt skuespil. Anbefales.

Jeg har ikke hørt den nye med Radiohead.
Jeg har heller ikke hørt den nye med R.E.M..
Så er der alle dem, jeg normalt ikke hører.
Dem skal jeg heller ikke have hørt ved lejlighed.