Northside.

Det koreanske ægtepar overfor os i toget fangede næppe meget af de toiletrelaterede vulgariteter vi fik fyret af undervejs på turen fra Odense til Århus, og fint for det. Northside var en dag hjemmefra, en drengetur i musikkens navn, og der blev taget godt hul på både øl og profaniteter undervejs nordvest på.

Vores timing skulle vise sig at være perfekt. Et raskt trav fra Århus banegårdsplads, et armbånd og et ølindkøb senere gik De Eneste To på scenen, og åbnede op for ”Østjylland Dreaming”, der på de kanter vi nu var, må være at betegne som en hjemstavnssang. Som det er tilfældet med deres plade, var der ikke alt for mange skarpe skud i bøssen. ”Morten” var det ene, ”Jeg Har Ikke Lyst Til At Dø” det andet, og den sidstnævnte kan jeg ikke helt huske om de spillede. Resten var all fillers og no thrillers, som det hedder på retroanglificeret dansk

Jamie Woon slog vi pligtskyldigt et slag op forbi, og vendte om så snart vi hørte, hvad det var han kunne. Tilbage ved scene 1 satte vi os til at vente på Interpol sammen med regnen. Jeg har aldrig helt gjort knæfald for Interpol, der er masser af godt at hente på den konto, men nej, de har ikke krøbet ind under huden på mig. Det virkede et langt stykke hen ad vejen heller ikke som om de gad krybe ind under huden på folk i går. Sidste stop på touren, og måske et stop for meget, men da ”Evil” cirka halvvejs i sættet havde lydt, bredte der sig et kæmpe smil på Paul Banks læber, og hu-hej, hvor blev der skruet op for spilleglæden i den sidste afdeling. En koncert kan åbenbart også have to halvlege, og denne gik fra en kedelig 0-0’er i første halvleg til det rene sukkerbold.

Vi nærmede os ikke engang scenen, da Turboweekend var på, men provianterede i stedet fast føde. Køerne var i forhold til det skrevne, og det frygtede ikke længere end det var til at overskue. Maden var til gengæld formidabel, jeg mindes ikke nogensinde at have spist så godt til et musikarrangement før. Alt der minder om tommelfingre i vejret herfra.

Band of Horses var det ventede røvballehelvede, at de har fået greb om som mange mennesker med deres musik, må være et af de sikre tegn på, at apokalypsen er nært forestående. Jeg forstår det ikke. I stedet sikrede vi os fine pladser til Elbow, og lavede stormløb mod drikkevareteltene, der på dette tidspunkt var løbet tør for øl.

Forestil dig Ricky Gervais i rollen som forsanger, givende den fuld gas som cheeky lad. Sådan var oplevelsen af Guy Garvey. Hvis der var et billigt trick i bogen, der ikke blev fyret af til koncerten, så må det være stødt til i et appendiks siden i går. Der blev vinket, peget, klappet, og sunget kanon med publikum til den store guldmedalje. Der blev taget afsæt i ”Bulid a Rocket Boys”, og derfor var den del af bagkataloget, der blev hevet frem også fra den bløde afdeling. Elbow var dagens oplevelse. Strygere i baggrunden, og resten af gruppen i rollen som anonym backing, og så Guy Garvey, der var et stort smil hele vejen igennem. Korstykket fra ”Grounds for Divorce” gjaldede længe efter sangen var spillet, og sidenhen fra det tilbagestående publikum længe efter, at Elbow had left the building. Det var umuligt ikke at elske, og ønsket om Elbow vender tilbage tilbage til Danmark i løbet af efteråret er i skrivende stund overvældende.

Sidste kanin i hatten var Suede. Opstanden fra de døde, og nu ude og fejre, at deres plader er på ud på plademarkedet igen, komplet med alt det ekstragejl man kan ønske sig. Vi stod et stykke tilbage, og det tog en del af stemningen, for Suede leverede varen. Jeg måtte opgive at kigge på Brett Anderson flere gange, hvor han med højre ben placeret på en monitor stod og hoppede på det venstre, og det lignede at han forsøgte at komme ud over stepperne på et immobilt løbehjul. Det var for ømt et syn så sent på dagen. Setlisten var som håbet, og forventet primært koncentreret omkring de tre første plader. Havde denne koncert været spillet på et lukket spillested, så var taget lettet. I sikker afstand fra scenen, med en mand stående sovende to meter til venstre fra mig, var stemningen lidt mere død. I selskab med Elbow, og sidste halvdel af Interpols koncert hørte Suede dog helt sikkert til blandt dagens højdepunkter.

Der har været skrevet meget, om kiks og svipsere på Northside festivalen. Det er hvad det er, hvor utilgiveligt det så end er at løbe tør for øl. Der skal dog lyde stor ros til festivalen for et højt kommunikationsniveau via Facebook, hvor man løbende kunne følge med i problemstillinger og tidsrammerne for de forventede løsninger. Mit største suk lyder i retning af festivalpladsens størrelse. Det var ganske klaustrofobisk småt, og noget nær umuligt at komme frem tilbage og tilbage for folk og deres forbandede skovturstæpper, der fyldte en god del. Mere lebensraum når festivalen åbner dørene 15-17 juni næste år, og så ellers tak for i år.