Der er intet galt i at have titlen popsnedker printet på sit visitkort, hvor beskæmmende for kvalitetsbedømmelsen af éns musik påstemplingen af ordet ”pop” end kan være, så er der faktisk op til flere, der fået en fin karriere ud af det. Blandt dem, der kreerer pop vom feinsten i en grad, at han roligt kan ranke ryggen, hører Jens Lekman. I går aftes gæstede han København, opdagede jeg i går aftes, så i dag gav jeg hans nylige ep ”An Argument with Myself” endnu et par spin på anlægget.

Som det ofte er tilfældet med bedre plader, så har det krævet et par gennemlytninger, at blive fortrolig med de fem numre på ep’en. ”An Argument With Myself” er mindre umiddelbar end hans forrige udgivelser, ikke at det skal afskrække nogen fra at læse videre, hvis det er deres popgen, der tvinger dem.

Titelnummeret er en en kende paranoid fortælling om et, ja.. skænderi med sig selv, veludført med to jeg-stemmer, og uden at det bliver helt så calypso, at man griber ud efter frugthatten, så ligger der en del caribiske rytmer i baggrunden, og selvfølgelig også lidt billig synthesizer og lidt reggae. ”Waiting for Kirsten” er storytelling par excellence, med historien om et ophold udenfor et hotel for at møde Kirsten Dunst, et namedrop af Lars Von Trier, og en irettesættelse af førnævnte Kirsten, for nej, der er ikke VIP-indgange i Göteborg, og ingen giver en fuck about who you are. ”A Promise” hiver tempoet ned, ”New Directions” hiver det op igen, og sender kindkys og venlige tanker i retning af Sufjan Stevens (da han stadig var god), og så er der slutteligt ”So This Guy at My Office”, der slutter ep’en, hvor den startede, med endnu en omgang storytelling.

Jeg er jævnt forbitret over ikke at have set Jens Lekman i København i går, han er en af de kunstnere jeg ikke nødvendigvis ser mig selv som stor fan af, men alligevel bliver ved at vende tilbage til, til min egen store glæde. "An Argument with Myself" gør intet galt, der skulle kunne ændre på det.

Er man blevet nysgerrig på mere, kan ”An Argument with Myself” streames her.