Lad mig bare spille Nick Drake kortet, og på den facon forklare, hvorledes The New Spring tog sig ud som opvarmning til gårsdagens Emma Acs koncert på Posten. Og så følge det op med et hov-hov, hvad har Nick Drake nogensinde gjort dig? For The New Spring gjorde så absolut en glimrende figur, trods den utaknemmelige tjans, at ene mand med guitar, at skulle underholde et publikum, der er kommet for at høre noget helt andet, og det endda (hvis jeg ikke tager fejl) med en forkølelse kørende i kroppen.

Det visuelle udtryk begrænsede sig til, at i takt med at hans stemme kom højere, og højere op, kom han længere og længere op på tæerne, som en art kropslig equalizer. Musikalsk var det en tilbagelænet fornøjelse, at høre Bastian Kallesø fremføre sangene fra The New Springs selvbetitlede forårsudgivelse, og det i en grad, at jeg efterfølgende blev en kende forbitret over, at han ikke solgte sin plade efter koncerten.

Det er cirka et år siden jeg sidst oplevede Emma Acs på en scene. Dengang var det som opvarmning, og nu er det så som hovednavn hun går på scenen. Min begejstring stod mig ud af ørerne dengang, og hvornår jeg sidst er blevet grebet i sådan en grad af en koncert med et navn, hvor materialet var mig stort set ubekendt, kan kun besvares med et spørgsmålstegn.

Nu, et år og en albumudgivelse senere stod jeg så overfor hende igen. Forskellen i forhold til sidst er markant. Ingen pigefnis, og ingen genert kiggen ned i gulvet, i stedet var det en catsuitklædt kvinde, der gik på scenen og forførte sit publikum så effektivt, at enhver katolik i gårsdagens forsamling vil være at finde i skriftestolen i dag, bedende om syndernes forladelse for urene tanker.

Musikken er skåret fra en effektiv skabelon, hvor de søde ballader boltrer sig mellem catchy-as-fuck 60’er pop, med marchmilitant præcist trommespil, masser af orgel, og sitar, som det hemmelige krydderi, der hæver Emma Acs over så meget anden tilbageskuende musik. En time tog det, at få gang i koncerten, og lukke den ned igen. Undervejs var højdepunkterne blandt mange ”Champagne”, ”Yoko” og ”and So Are You”, og i den anden af skalaen var jeg ikke meget for at ”Loss of the Tribe” var kørt ned i et tempo, hvor partykvaliteterne blev druknet. Et enkelt nyt nummer blev det til, Joy Divisions ”Transmission” blev partypoppet op, og ekstranumre kom der heldigvis ingen af. Heldigvis, fordi det i min verden er den største fryd når koncerten efterlader én sulten efter mere, i stedet for skiftevis kiggende på uret og garderobenummeret, mens man høfligt tager de sidste ekstranumre med. Jeg gik sulten hjem!

Jeg har prist Emma Acs før, nu gør jeg det igen, og jeg forsætter gerne med at gøre det så længe hun disker op med koncerter af denne kaliber.