Musiknyt 1: De første 2:40 minutter af den kommende Baby Woodrose plade er nu sluppet ud af sækken. Carsten Holm gav i dag premiere til "Nothing is Real" på P6. Klik her, og find så ca. 16 minutter ind i dagens program. Jeg er godt tilfreds, og ser med sindsro frem til både pladeudgivelse, og gruppens besøg i Odense til maj. Musiknyt 2: Der er kommet en billedside til titelnummeret fra Lise Westzynthius kommende plade "Tæt På En Kold Favn". Videoen virker lidt for hjemmegjort til at det er rigtigt godt, men giver anledning til endnu engang, at glædes over, hvor fantastisk et nummer, der gemmer sig inde bag Café-Noir-reklame-æstetikken.

Årets første musikkøb blev et download af Woodpigeons "For Paolo", årets første koncert er endnu ikke en realitet. Her følger en oversigt over de planlagte koncerter, og pladekøb for foråret.

Koncerter
03. marts: Spleen United (Posten)
10. marts: Mikael Simpson (Posten)
17. marts: Malk De Koijn (Posten)
30-31. marts: Leaves Festival (Kansas)
03. april: Thomas Anderson Wij (Dexter)
18. maj: Baby Woodrose (Posten)

Plader
20. februar: Lambchop "Mr. M"
20. februar: Tindersticks "The Something Rain"
5. marts: Lise Westzynthius "Tæt På En Kold Favn"
?. marts: Cody "titel ukendt"
?. april: Songs for Wendy "Meeting Point"
?. april: Dans & Lær "titel ukendt"
16. april: Baby Woodrose "Third Eye Surgery"
29. maj: Marissa Nadler "The Sister"

Bruger du noget i din Bonnie? Så er der Bonnie "Prince" Billy kaffe til de der måtte have svært ved at holde sig vågen til hans musik.

Der er knap halvanden måned til at Lise Westzynthius udsender "Tæt På En Kold Favn", første album siden "Siberian Mission" udkom i november 2007, og første plade fra hende på dansk. Det er altid forbundet med en hvis spænding, når idolerne udsender nyt. Holder de stilen? Holder de standarden?

Første nummer fra den kommende plade blev offentliggjort i dag, og deler navn med pladen. Titelnummeret er umiskendeligt Lise Westzynthius, og alligevel er der sket, ikke et jordskred, men en udefinerbar udvikling i det musikalske udtryk. Der er mere luft, og mere tyst, i forhold til på de tre foregående plader.

Vi danser på en knivsæg

Jeg ved det godt

Men det er ikke det værste

Det værste er at jeg er ligeglad

Du har kørt mig over

Men du vender tilbage hver dag

Du vender tilbage

Og spinder hjul i mit blod

Men det er ikke det værste

Det værste er at jeg er ligeglad

Du stjæler hele tiden

sandheden fra min maveregion

Men det er ikke det værste

Det værste er at være

tæt på en kold favn

Skal man tro mig, så er nummeret en stor positiv overraskelse. Der er sket noget, og omstillingen til det danske sprog er mere end vellykket. Hvis hele den kommende plade holder dette niveau bliver den mesterlig.

"Tæt På En Kold Favn" kan høres ved at klikke ind på Lise Westzynthius Facebookside, og trykke sig videre ind på Bandpagemuligheden.

Hører man til dem, der har set ”High Fidelity” så kan man muligvis huske, at der er en scene, hvor hovedpersonen for gud ved hvilken gang har sorteret sine plader, og denne gang sorteret dem til at stå i kronologisk rækkefølge. Selv ville jeg aldrig kunne gøre det, min hukommelse er alt for fragmenteret til at rumme den slags data. Alligevel kan jeg uden problemer sætte dato på dagen, hvor jeg købte Dans & Lærs ”Havens Fugle”: 7. januar 2011. 

Jeg havde læst flere anmeldelser af pladen, uden at de havde overbevist mig om, at ”Havens Fugle” nødvendigvis var noget, der skulle kunne falde i min smag, men efter at have læst Jens Blendstrups drøm af en anmeldelse på Undertoner kunne det lige pludselig kun gå for langsomt med at få købt Dans & Lærs debutplade. 7. januar var en fredag, og en arbejdsdag. Jeg forsvandt dog med lynets hast fra min arbejdsplads midt på eftermiddagen, da min kones godt fremskredne graviditet havde udløst en fejlalarm. Vi valgte at gå fra hospitalet og hjem, da den slags gåture åbenbart er en god ting når graviditeten er opover. Med mandens sans for logistik spurgte jeg om vi ikke kunne slå to fluer med et smæk, og på vejen hjem stikke indenom en pladebutik, og få købt ”Havens Fugle”. Som sagt, så gjort, men pladen kom først på anlægget ugen efter, da min kone fødte dagen efter. Skærer man ind til benet, og ser bort fra det lyserøde skær ovennævnte historie udløser, og den melankolske følelse det giver mig, at tænke på, at ”Havens Fugle” var den første plade min søn kom til at høre, så synes jeg, når jeg ganske nøgternt tænker på det, at ”Havens Fugle” er en af de mest fascinerende plader, det danske plademarked har budt på i virkelig mange år. Derfor var det med store glæde, at jeg opdagede, der var ny plade på vej fra Dans & Lær. I den forbindelse greb jeg fat i Bjarke Søballe Andersen, der er frontmand/bagmand for og i gruppen.

Selvom Dans & Lær er et relativt nyt bekendtskab for de fleste, så rækker projektet længere tilbage end man skulle tro. ”Havens Fugle” udkom i efteråret 2010, men vi skal helt tilbage til omkring 2002 for at finde begyndelsen til projektet. Jeg har spillet i bandet Leisure Alaska i mange år og gør det stadig (selv om vi er lidt på stand by i øjeblikket). Det var i forbindelse med indspilningen af en Leisure Alaska-sang, at jeg eksperimenterede med at lægge et klip fra fuglebåndet ind. Jeg blev efterfølgende enig med mig selv om, at jeg ville prøve at lave et nummer, hvor fuglen fik lov at være frontfigur. Det var gulspurven. Jeg blev glad for resultatet, og lavede i de efterfølgende år de resterende 9 numre på "Havens Fugle". Jeg kan ikke huske, hvornår jeg lavede gulspurven. Men mit bedste bud er, at der gik otte år, fra jeg lavede den første indspilning, til pladen blev udgivet. Og det var omtrent midt i denne proces, at jeg blev enig med mig selv om at lave en hel plade ud af det.

Fugleinteressen har fulgt Bjarke siden barndommen, og båndet med Ole Geertz-Hansens stemme, som Dans & Lær bruger som bærende del på ”Havens Fugle” fik han foræret som tiårig. Båndet blev udgivet af Dansk Ornitologisk Forening, og stammer fra 1970, og båndet kommer igen til at levere bidrag til den kommende udgivelse, men kommer ikke til at stå alene denne gang. Ti år før Ole Geertz-Hansen blev foreviget på kassette udsendte Forlaget Rhodos i 1960 Poul Bondesens ”Fuglesangen”, en kombineret lp/bog, der nu er blevet taget op og brugt af Dans & Lær. Udover fuglesangene kommer pladen også til at rumme en hyldestsang til nomenklaturens skaber Carl von Linné. Om det er begyndelsen til enden på fuglesangenes hersken i Dans & Lærs repertoire, vil dog først stå klart et uvist sted ude i fremtiden når det bliver tid til gruppens tredje plade. Der er dog på nuværende tidspunkt ingen nervøsitet hos Bjarke for at folk skal se brugen af fugle lyde som genbrug eller en gimmick. Det lyder muligvis arrogant, men der er meget lidt frygt at finde i dans & lær. Jeg er overbevist om, at der nok skal komme rigeligt med kommentarer om, at nu er idéen med fuglene brugt, og at vi bør finde på noget andet. Men det bekymrer os ikke synderligt. Vi har været i tænkeboks længe, og det er absolut ikke umuligt, at vi kaster os over noget andet læremateriale senere hen. Men vi var i bandet enige om, at der var meget mere gods at hente i kombination af fuglelyde og elektronisk musik, og at det var et eksperiment, vi havde lyst til at fortsætte. Jeg mener ikke, at vores musik på noget tidspunkt har været en gimmick, og hvis nogen skulle finde på at kritisere os for at gentage os selv, så tager vi det med sindsro. Vi er stadig Danmarks bedste fuglefunkband.

Danmarks bedste fuglefunkband har dog ikke altid været et vi. I tidsrummet mellem første og anden plade er Dans & Lær gået fra at være et soloprojekt for Bjarke, til at være en gruppe. På den første plade skrev og indspillede jeg stort set al musikken selv. Jeg indspillede en ny fugl, hver gang lysten meldte sig, og jeg havde ikke nogen forkromet plan om, hvad det hele skulle ende med. Jeg blev efterhånden enig med mig selv om, at det skulle være en plade, men forestillede mig egentlig ikke, at musikken skulle/kunne spilles live. En julekoncert, og invitation til at spille opvarmning for Annika Aakjær var dog for fristende tilbud til at de kunne afslås, og udstyret med en spolebåndoptager og sin guitar gik Bjarke på scenen. Koncerterne gav blod på tanden, og Bjarke gik på jagt i omgangskredsen for at finde folk til at hjælpe sig med at fremføre musikken som et band. I dag er Dans & Lær en kvintet. De fire nye bandmedlemmer kendte ikke hinanden på forhånd, men efter en tid, hvor gruppen skulle finde ud af om kombinationen af hinanden fungerede, skulle det vise sig, at sammensætningen var et af de tilfælde, hvor alt gik op i en højere enhed. Fuglene fik et helt nyt liv, når de blev spillet live, og det stod helt klart, at Dans & Lær fremover skulle være et band. Nu har vi så spillet som band i halvandet års tid, og vi havde lyst at udbygge repertoiret. Og det naturlige valg var at indspille sammen. Så den nye plade er forskellig fra den første på to meget håndgribelige punkter. Den er indspillet i fællesskab af et band og ikke klippet sammen af mig alene. Og alt råmaterialet til den nye plade blev frembragt på en uge, hvor indspilningen af den første foregik over mange år. Trods Bjarkes bopæl i London, hvor han arbejder som oversætter, og enkelte logistiske problemer på den konto, så fungerer bandarbejdet i det store hele gnidningsfrit. Bjarke tager til Danmark når der skal spilles koncerter eller indspilles. Vi laver bare nogle koncentrerede lommer, hvor det kun drejer sig om fuglemusik. Det dejlige ved vores musik er, at den ikke skal spilles i faste arrangementer. Alle stykker kan strækkes, hvis vi føler for det på den givne dag. Vores tangentmand, Lars Meiling, kalder os et legoband, og det er nok den mest præcise beskrivelse, der kan gives. Vi ved, hvilken klods der er den næste, men vi kan selv bestemme, hvornår den skal tilføjes, og hvilken farve den skal have. Den frie form betyder, at vi før en koncert kun behøver nogle få øvere, hvor vi lige føler os ind på numrene igen.

”Havens Fugle” fik en blandet modtagelse. Jens Blendstrup uddelte 5/6 på Undertoner, og konkluderede at ”Havens Fugle” er som at gå tur rundt om Utterslev Mose, mens du danser og er ét med naturens dansegulv, samme karakter nåede Jeppe Krogsgaard Christensen frem til i Berlingske Tidende, der også lod pladen finde vej til top 10 over de bedste danske plader i 2010. I den Anden ende af skalaen uddelte Thomas Steen Jensen kun 2/10 på Diskant.dk., og udledte, at ”Havens Fugle” snarere var en fiks idé end et egentligt album. Det bider dog ikke på Bjarke, der udover at være vildt begejstret for Berlingskes placering af pladen på deres årsliste, og være pavestolt af Jens Blendstrups ord, bemærker at den store spredning af meninger er et godt signal om, at det ikke er helt ligegyldigt, det man har frembragt. En kommentar fra min side om at ”Havens Fugle” fugle fik megen opmærksomhed set i forhold til at det var en egenudgivelse henvendt til et smalt publikum får Bjarke til at råbe vagt i gevær. "Havens Fugle" var ganske rigtigt en egenudgivelse, men jeg vil nu ikke sige, at den er henvendt til et smalt publikum. Den henvender sig til alle, der kunne tænke sig at dykke ned i fuglenes verden på en ny måde. Det forhold, at den var en egenudgivelse, sætter så selvfølgelig en vis begrænsning for, hvor bredt den kan nå ud. Der var overraskende stor interesse omkring pladen i pressen. Nu er det selvfølgelig ikke mig, der skal vurdere, hvorfor der var interesse, men jeg tror, at det faktum, at Ole Geertz-Hansen, som er stemmen på båndet, stadig lever i bedste velgående, var en afgørende faktor. Det var en kæmpe fornøjelse at lave interviews sammen med ham i Go' Morgen Danmark og TV2-nyhederne. Han er en utroligt vidende, generøs, nysgerrig og dybt humoristisk mand. Jeg drømmer om at være ligesom ham, når jeg bliver 75. Jeg har ikke selv tænkt på ”Havens Fugle” som en ny måde at dykke ned i fuglenes verden på, men jeg må give Bjarke ret, for da jeg sidste år holdt et sted på Nordfyn med nedrullede vinduer kunne jeg lige pludselig genkende gulspurven på den nedadgående slutstrofe. Hvor jeg normalt kæmper med at huske sangtitler og tekster når det gælder musik, har Dans & Lær vist sig, at være en ganske udmærket musikpædagogisk indførsel i fuglegenkendelse.

At ”Havens Fugle” er en egenudgivelse, har givet en frihed i forhold til distributionen af pladen, som Dans & Lær i et par omgange har gået alternativt til værks i forhold til. Skærtorsdag sidste år hang gruppen 100 lp’er op i træerne ved Dronning Louises Bro, som folk frit og kvit kunne plukke ned, og tage med hjem. Når vi har spillet live har vi oplevet en utrolig positiv energi omkring vores musik. Folk er decideret glade i låget og synger og pipper gladeligt med. Da påsken og foråret kom, syntes vi det var på tide at give noget af al den positivitet tilbage og prøve at skabe en Dans & Lær-oplevelse, der ikke foregik på et mørkt spillested, men ude i den rigtige natur. Det var en helt fantastisk dag. Folk blev virkelig glade. Og det var sjovt at se den lidt nervøse tilgang, de fleste havde. Nyhederne er propfulde af historier om et voksende antal indbrud i de danske hjem. Men når man hænger en plade i et træ, som folk er helt velkomne til selv at plukke ned, skal alle lige sikre sig, at det er ok, at man tager en. Børnene havde det sjovt med at klatre op efter de plader, der hang højt oppe. Og der var endda en mand på omtrent 70 år, som blev helt forårskåd. Han pegede og sagde "Nå, Rigshospitalet ligger jo lige derovre, hvis det skulle gå galt", og så satte han af og fik fat i en plade, der hang temmelig højt oppe. Lp-uddelingen blev varslet på bl.a. Gaffa og Facebook, mens gruppen var mere hemmelighedsfulde da de senere stavede gruppens navn på en af væggene ned til søerne, og lod folk plukke deres ”Skade” single med hjem til fri afbenyttelse.

Endnu er detaljerne at finde et sted i det uvisse, men alt tyder på at den kommende Dans & Lær udkommer til april, sandsynligvis igen som egenudgivelse. Pladen er endnu ikke blevet døbt, til gengæld skulle det være ganske vist, at første single kommer til at hedde ”Grønirisken”, og skulle blive offentliggjort i slutningen af februar.

NPR har gjort det muligt at streame den nye Leonard Cohen plade "Old Ideas". Korsangerinderne er blevet dysset gevaldigt ned i forhold til de foregående comebackplader, og det klæder den gamle crooner, at hans vokal står alene frem. Klart det bedste udspil fra canadieren de sidste (næsten) 20 år.

Woodpigeons "For Paolo" kan nu downloades fra gruppens Bandcampside, de nærige typer kan endda få lov til at høre hele herligheden først.

Musiknyt 1: Der er ny smagsprøve tilgængelig fra den kommende Lambchopplade "Mr.M". "Gone Tomorrow" er mere svulstig end Lambchop normalt lyder, og i et en kende mere jolly tempo. Jeg er efter første gennemlyt ikke helt overbevist, jeg kan sagtens nøjes med Kurt Wagners stemme og en guitar. Musiknyt 2: Der er kommet officiel (tror jeg) video til Song for Wendys nummer "The Night". Med fast forward knappen trykket i bund danser nordlyset hen over bjergene. Simpelt, og betagende smukt - video, såvel som lydside. Musiknyt 3: Jarvis Cocker interviewede Leonard Cohen i forbindelse hans kommende plade "Old Ideas". The Guardian har bragt et uddrag. Musiknyt 4: Fik man smag for mere C.S. Nielsen forleden, så er releasekoncerten afholdt på Blågård Apotekblevet optaget, og kan findes her.

Før Ørestaden blev klodset op ude på Amager, og Danmarks Statsradiofoni tog turen fra Rosenørns Alle og over i de blå kasser. Der var der i Danmarks Radios bygninger på førnævnte adresse en årligt tilbagevendende begivenhed, der med undertitlen DR's Uafhængighedsdag ganske simpelt hed Radiohuset Rocker. I en årrække bød de indenfor til et væld af koncerter fordelt over en lille scene i gangområdet og radiohusets fire studier, paneldiskussioner, og boder repræsenterende alt indenfor den uafhængige danske musikbranche var også, og bedst af alt, maden indtog man i kantinen, og der var ikke sparet på noget, hvis man altså selv var grådig nok til at fylde tallerkenen med top på.

Jeg var afsted et par år i træk, og nåede bl.a. at se The Untamed, Munck//Johnson, Baby Woodrose, Mikael Simpson, Nikolaj Nørlund, Powersolo, Lise Westzynthius, Moi Caprice og mange, mange flere, der forlængst er glemt. Jeg kom til at tænke på arrangementet da jeg forleden var igennem kasserne med bootlegs på jagt efter en optagelse. Her fandt jeg optagelser af såvel Lise Westzynthius, som Moi Caprices koncerter fra 2003. Begge er nu lagt op, og kan hentes ned, hvis man kunne have lyst til at høre hvordan det lød.

Lise Westzynthius - Radiohuset Rocker 26/04-03 (Download)

01 Cross My Heart

02 Sensation

03 The Loneliest Being (Gangway)

04 Speak

05 French Leave

Moi Caprice - Radiohuset Rocker 26/04-03 (Download)

01 Riding in Cars With Girls

02 Daisies

03 The Sun and the Silence

04 Artboy Meets Artgirl

05 Girls in Trees

06 Riding in Cars With Girls (Det Elektriske Barometer)

I dag udkommer CS Nielsens "Man of the Fall", og skal man bedømme ud fra anmeldelserne, så er der dømt klasseplade i en grad, der gør det overflødigt at nævne, at manden bor langt ude i en jysk provins, og man muligvis derfor ikke har hørt mere om ham. Lydtapet uddeler seks stjerner, Århus Stiftstidende fem stjerner, og Gaffa uddeler fire af slagsen. 

Når man lytter til C.S. Nielsen er det svært at sætte sig udover, at det skulle være en karikatur på mand med guitar a'la Johnny Cash, og andre guitarslingers fra det midterste westen, med hjertet på det rette sted, og bibelen indenfor rækkevidde. Judas sølvpenge dukker endda også op i "Border Blues". Men når man falder ind i musikken, åbnes der op for en nærmest meditativ ro. Stemmen, guitaren, og den smule mere instrumentering der er, glider ind i underbevidstheden og leverer et fløjlsblødt lydtapet. Det er fandens godt, for nu at sige det som det er.

Selvom Gaffa ikke var de mest gavmilde med stjernerne, så har de vist sig gavmilde med opmærksomheden, hvad der har udløst dette fine inteview, og en gennemgang af pladen, der her nedenunder bliver kombineret med de numre, der ligger frit tilgængeligt derude.

"Border Blues"

En sang om den umulige hjemkomst, og vores grundlæggende fremmedhed i verden. En sang til nogle af mine mytologiske forfædre: Kain, Judas og Hank Williams. "I'm black and blue far across the border/ I wish I knew my way back home."

"Sometimes at Night"

En sang om fremmedgørelse og grundlæggende menneskelig ensomhed. Med denne (pladens måske mørkeste sang) vil jeg gerne tilslutte mig Inger Christensens ord om at man skal forsøge at overkomme angsten med angsten i behold. "Sometimes at night I hear the sound of a train blowin' down the line/ Then I wake with a burnin' itch like a bad seed growin' in my mind/ I turn on the light and my face in the window is all I see/ And I wonder if it's half as dark outside as it is inside of me."

"A Stone's Throw Away"

En sang om afstand som et grundvilkår. "I'm a heartbeat ahead and a heartbeat behind."

"Man of the Fall"

En sang om efteråret og syndefaldet som en eksistentiel grundstemning. En lystig dans mod den uomtvistelige forgængelighed. Vi skal alle dø, men "I will do my best to please you/ In my own autumnous way/ 'Cause I'm a man of the fall."

Ib Spang Olsen og Halfdan Rasmussen. Ca. 1967.

30.12.11 - Svaner.

DR K bruger dele af næste uges sendeflade på at vise koncerter fra sidste års Roskilde Festival. Der er ikke tale om hele koncerter, men uddrag af cirka en halv times varighed. Især glæder det mig, at der er fundet plads til P.J. Harvey, men også andre interessante navne finder vej til skærmen.

18.01.12 kl. 22.15 P.J. Harvey
18.01.12 kl. 22.45 Arctic Monkeys
18.01.12 kl. 23.15 Kaizers Orkester
19.01.12 kl. 21.55 Love Shop
20.01.12 kl. 23.35 Raveonettes

Ny plade fra Cody til marts.

Woodpigeon har tidligere været nævnt her på bloggen, og med mindre end 14 dage til den kommende ep "For Paolo" er det på sin plads med en teaser. Titelnummeret er allerede blevet luftet fra pladeselskabets side, og kan findes i videoform her. Er man ikke typen på levende billeder, er der en (gratis) downloadmulighed her.

"For Paolo" udkommer 24. januar, indtil da er der den ene smagsprøve, og disse bevingede ord om ep'en fra Mark Hamilton, at gøre godt med.

“My parents were always the type to find an artist and album they liked and then listen to it non-stop in the car for years. It’s these tapes which, whether I liked them at the time or not, formed an undeniable part of my musical DNA: Carole King, Falco, a truck-stop Hits of the 1960s compilation.The songs of the For Paolo EP are a valentine of sorts to those old cassettes of my parents – I’d like to think there’s more than just a dash of Fleetwood Mac’s “Tango in the Night” in the title track, a little bit of girly one-hit wonder in “One To Many”. But then again, whenever I think I’m getting pretty close at sounding one way, I’m the only one who hears it – so you’ll have to excuse the thought that there’s a little bit of Boys Don’t Cry’s “I Wanna Be a Cowboy” and Iron Butterfly mixed in here somewhere too.”

Om det er en kort flirt, eller en snigende fuldblodsforelskelse, der på sigt kommer til at fylde det hele ved jeg ikke endnu, men King's Daughters & Sons efterårsudgivelse "If Then Not When" er det bedste jeg er stødt på  fra et nyt navn ganske længe. Stilforvirringen er total, for selvom armbevægelserne er af begrænset størrelse, så tages der favntag med et væld af indtryk. Genremæssigt bevæger pladen sig rundt mellem indtryk af postrock, engelsk 70'er folk, og singer-songwriter som vores allesammens venner Will Oldham og Bill Callahan laver den. Forsangeren i King's Daughters & Sons, Joe Manning, lander udtryksmæssigt heller ikke mange skridt fra Bill Callahans vokal, og lad os så lige få med, at droppede Calexico deres udgangspunkt i det mexikanske grænseland, så ville "A Storm Kept Them Away" være en oplagt grundplan for deres videre virke. 

Det tager over tre kvarter at komme igennem pladens otte numre, og de to af numrene tikker da også ind på den anden side otte minutters længde. Der er en fandens masse instrumentale passager, hvor der sker en masse, og der er en fandens masse steder, hvor der ikke sker det store, men trods min afsky for åbenlys udøvning af instrumental kunnen, så indrømmer jeg med rank ryg, at det holder, og binder de ofte mere afdæmpede vokalstykker fornemt sammen. Bedst er det på "Volunteer", der grænser sig til et Smogplagiat, men hvor meget støv det nummer end æder fra Bill Callahans fodsåler, så er det mesterligt på dets helt egne præmiser. Der er flere smagsprøver her, hvor man dels kan høre "Arc of the Absentees", der kammer helt over i engelsk folk anno ca. 1970, og så pladens åbningsnummer "Sleeping Colony", der så absolut også hører til blandt højdepunkterne på "If Then Not When".

www.kingsdaughtersandsons.com

Det er med en slet skjult forbitrelse, at jeg må konstatere, at mit økonomiske råderum ikke er i en størrelsesorden, der giver mig mulighed for at tage til Koncerthusets Studie 1, og se Sharon Jones & The Dap Kings den 17. februar. At se dem live har stået højt på ønskesedlen siden jeg opdagede dem da de for et par år siden udgav "100 Days 100 Nights". Muligheden for at opleve dem live in absentia blev dog muliggjort da de i efteråret udsendte den forkert navngivne "Soul Live" - "Funk Live" havde været en langt mere sigende titel, for det er tommetykke basgange, der kommer ud af højttalerne når man dropper nålen i rillen, det er dog heller ikke de oplagte valg, der udgør pladens indhold, men derimod dybe greb ind på de mere obskure hylder. Førnævnte "100 Days 100 Nights" er der man starter, hvis man er debuterende Sharon Jones lytter, og når den er slidt op, er det "I Learned The Hard Way" der skal smides i indkøbskurven. Videoen til titelnummeret giver en cameo til labelmaten Charles Bradlye i den forrygende indledning, og nummeret i sig selv er et fornemt bevis på soulmusik af den gamle skole Sharon Jones & The Dap Kings gør sig i. Af andre gode eksempler på deres musik kunne man fremhæve deres udgave af "Wild Horses", og lad så denne liveudgave af "100 Days 100 Nights" være det afsluttende argument for min forbitrelse over ikke at skulle i Koncerthuset.

I et parallelunivers, hvor Vor Herre havde udstyret mig med evnerne til at dreje på knapper i en grad, at der kunne skrives ”producer” på visitkortet, er der ingen tvivl om, at hvis Reigns "The Widow Blades" havde stået på min opgaveliste, ville jeg have kvalt den i ekko og klaustrofobi, rungende bas og tunge trommer. For i forhold til oplægget, en plade bygget op omkring fortællingen om en enke, der forsvandt fra en nærliggende landsby i 1978, skøjter "The Widow Blades" ved første gennemlytning hen over uhyggen, der ud fra forlægget burde tegne sig. Førstehåndsindtrykket sender i stedet tankerne tilbage til årtusindeskiftet, hvor akustiske guitarer, følsomme vokaler og den elektroniske musik fik en bastardunge sammen, der var blottet for kant og umulig at skære sig på. Og hvis man bare havde et minimum af musikalsk smag, var den umulig at fordøje. Efterhånden som man får lyttet sig igennem "The Widow Blades", bliver de dybereliggende lag dog hørbare, og frem dukker Twin Peaks-soundtracket og Radiohead anno førnævnte tidsperiode, hvor de brød det forventede ned og i stedet byggede noget skævt op. Uhyggen titter frem, og det, der efterfølgende åbenbarer sig, er så absolut den indledende tålmodighedsøvelse værd.

Der er flere lange instrumentale passager på "The Widow Blades", dog ingen længere end den lukkende ”The Mounds”, der i løbet af sine små tyve minutters varighed er en rejse gennem et lydlandskab med masser af sving, men blottet for højdedrag. Det kunne være soundtracket til et skizofrent stykke film noir, hvor det maniske slås med det depressive, med død, lidelse, tårer og smil til følge. Rendyrket instrumentalt er nummeret dog ikke, men fortællerstemmen, der dukker op i de døende minutter, er i højere grad en forstærkning af stemningen end egentlig vokal. Filmen ville jeg ikke turde se alene. Hvor det talte ord optræder på pladen, er det ikke som fortæller, men som en stemme fra underbevidstheden. ”Listen to me / I am calling you,” lyder det i ”The Diagram”. Andre steder croones der. ”Plainsong” kunne sagtens være et udpluk fra en Nick Cave-plade, der aldrig så dagens lys, ”Hybrium Sulphate” lyder som en akustisk udgave af den ondeste startfirser-postpunk – tilsæt en baslinje, speed nummeret en kende op, så lover jeg, at du kan se startfirsernes lange sorte jakker for dig, når du lukker øjnene.

"The Widow Blades" er en jordbunden plade, der alligevel stikker i flere retninger. Når man efter et par gennemlytninger lurer, hvilken vej man som lytter skal rette sit fokus, åbner pladen sig. Til de sølle 4£ det koster at downloade pladen, er der fuld valuta for pengene. Tvivlere kan testlytte til ”The Diagram” her.

(Reigns "The Widow Blades, anmeldt for Geiger)

Skal man tro Gaffa, så er det 16. april den kommende Baby Woodrose plade lander på pladehandlernes diske. Skal man tro Lorenzo Woodrose, så kommer pladen til at rumme ni numre. Der ligger elleve klar, tretten er indspillet, og differencen er sat af til b-sider og/eller andet. Titlen på pladen bliver "Third Eye Surgery", og tracktitlerne ser ud til at blive: "Third Eye Surgery", "Down to the Bottom", "It's Just a Ride", "Love Like a Flower", "Honalee", "Bullshit Detector", "Nothing is Real", "Waiting for the War", og "Dandelion" (en duet med Emma Acs). Teksterne kan findes her. Coveret bliver sandsynligvis (igen) lavet af Kiryk Drewinski.

Læser man mellem linjerne på det, der er sluppet ud fra Lorenzo selv, så kommer den kommende plade længere ud, med længere numre, og mere udsyret tilgang til tingene, men ordet bubblegum dukker også op et par gange, så helt ude, hvor kragerne ender bliver det næppe. Uden at have hørt noget som helst derfra fornemmer jeg, at det tilendebragte Dragontears reinkarneres inde under huden på Baby Woodrose; "Most of the songs deal with a concept of unreality/fantasy – which of course does not make it a concept album as such, it’s just that I like to write a new batch of lyrics circling around a loose theme. There’s no storyline, but an inspiration from the fact that a massive dose of the schedule 1 illegal drug Dimethyl Tryptamine probably shoots from our pineal gland the second we are born and die as well as every night when we dream."

Der er tre en halv måned til udgivelse, og "Third Eye Surgery" er pt ved at blive mikset færdig. Der er lang vej endnu, men forhåbentlig falder der en smagsprøve af undervejs.