I et parallelunivers, hvor Vor Herre havde udstyret mig med evnerne til at dreje på knapper i en grad, at der kunne skrives ”producer” på visitkortet, er der ingen tvivl om, at hvis Reigns "The Widow Blades" havde stået på min opgaveliste, ville jeg have kvalt den i ekko og klaustrofobi, rungende bas og tunge trommer. For i forhold til oplægget, en plade bygget op omkring fortællingen om en enke, der forsvandt fra en nærliggende landsby i 1978, skøjter "The Widow Blades" ved første gennemlytning hen over uhyggen, der ud fra forlægget burde tegne sig. Førstehåndsindtrykket sender i stedet tankerne tilbage til årtusindeskiftet, hvor akustiske guitarer, følsomme vokaler og den elektroniske musik fik en bastardunge sammen, der var blottet for kant og umulig at skære sig på. Og hvis man bare havde et minimum af musikalsk smag, var den umulig at fordøje. Efterhånden som man får lyttet sig igennem "The Widow Blades", bliver de dybereliggende lag dog hørbare, og frem dukker Twin Peaks-soundtracket og Radiohead anno førnævnte tidsperiode, hvor de brød det forventede ned og i stedet byggede noget skævt op. Uhyggen titter frem, og det, der efterfølgende åbenbarer sig, er så absolut den indledende tålmodighedsøvelse værd.

Der er flere lange instrumentale passager på "The Widow Blades", dog ingen længere end den lukkende ”The Mounds”, der i løbet af sine små tyve minutters varighed er en rejse gennem et lydlandskab med masser af sving, men blottet for højdedrag. Det kunne være soundtracket til et skizofrent stykke film noir, hvor det maniske slås med det depressive, med død, lidelse, tårer og smil til følge. Rendyrket instrumentalt er nummeret dog ikke, men fortællerstemmen, der dukker op i de døende minutter, er i højere grad en forstærkning af stemningen end egentlig vokal. Filmen ville jeg ikke turde se alene. Hvor det talte ord optræder på pladen, er det ikke som fortæller, men som en stemme fra underbevidstheden. ”Listen to me / I am calling you,” lyder det i ”The Diagram”. Andre steder croones der. ”Plainsong” kunne sagtens være et udpluk fra en Nick Cave-plade, der aldrig så dagens lys, ”Hybrium Sulphate” lyder som en akustisk udgave af den ondeste startfirser-postpunk – tilsæt en baslinje, speed nummeret en kende op, så lover jeg, at du kan se startfirsernes lange sorte jakker for dig, når du lukker øjnene.

"The Widow Blades" er en jordbunden plade, der alligevel stikker i flere retninger. Når man efter et par gennemlytninger lurer, hvilken vej man som lytter skal rette sit fokus, åbner pladen sig. Til de sølle 4£ det koster at downloade pladen, er der fuld valuta for pengene. Tvivlere kan testlytte til ”The Diagram” her.

(Reigns "The Widow Blades, anmeldt for Geiger)