NPR har prepremiere på den kommende Magnetic Fields LP "Love at the Bottom of the Sea". Den foreløbige dom er at det er bedre end længe. Åbningsnummeret "God Wants Us To Wait" får toppoint.

Metro Milieu spørger ”Ka’ jeg sparke det?” med retrohiphop. Svaret er desværre negativt, også selvom albummet har fine øjeblikke.

Da far var dreng, og far værende mig, og mit drengeår værende 1996, hvor jeg passerede de tyve, oplevede dansk hiphop sit guldår. 1996 var året, hvor Malk De Koijn dukkede op på opsamlingen De Grimme Ællinger, som på opsamlingspladefronten fik følgeskab af Hip Hop Til Folket og Rap ’o’ mania. Sidstnævnte lod os høre Clemens vinde DM i rap ved at rime ”fistfuck” på ”Hitchcock”. Selv Børneradio hoppede med på vognen og udsendte Rimlig Rar Rimlig Raa, hvor den nye bølge af dansk rap kunne høres blandt jingler, Strawberry Slaughterhouse og Red Warszawa. Den Gale Pose udsendte Flere Ho’s, Kongehuset ..Klarer Ærterne og Hvid Sjokolad Så’n Er Vi. Det var gode tider, hvor gode rytmer spredte sig som ringe i vandet. Og man kunne fornemme, at inde på pladeselskaberne sad de kloge hoveder og tænkte ”so ein Ding müssen wir auch haben.”

Det var dengang.

Som en Rolling Stones-fan, der nægter at indse, at hans ungdom er ovre, og at der kommet gode plader siden dengang, står jeg nagelfast på, at det er et minimum af god dansksproget hiphop, der er kommet ud siden 1996. Og selvfølgelig har jeg ret. Jeg blev dog alligevel blød om hjertet, da jeg hørte Metro Milieu spørge ”Ka’ jeg sparke det?” Mentalt røg jeg tilbage til 1991 (amerikansk hiphops gyldne år), hvor A Tribe Called Quest spurgte om præcis det samme, og tænkte, at det skulle være mig muligt med hjemmebanefordel at anmelde en nutidig hiphopudgivelse.

Selv mine gamle ører kan dog høre, at Metro Milieu langt hen ad vejen lyder uddateret, også i forhold til mine gammelskolereferencer. Det er ikke dårligt udført, der er bare lang vej til, at det bliver rigtig godt. Produktionen opleves flad og tung i røven. I pressemeddelelsen kaldes gruppens lyd udfordrende, og det vil jeg også gerne give dem. Dog ikke på den måde, som det var tænkt, da de skrev den. En venlig sjæl skulle lukket kæften på ham, der må have stået i baggrunden og råbt mere diskant, hver gang et jazzsample blev lagt ind, for de skærer slemt i ørerne.

Udfordrende er også ordet, der bliver brugt til at beskrive de holdninger, der bliver prædiket på pladen. Men nej, jeg bliver på ingen måde udfordret. Ordene flyder fint derudaf, men det indholdsløse er formentlig også nemmere at spytte ud end at lade tungen snuble over noget på hjertet. I tilfældet hiphop gør det mig ikke det store, om jeg bliver udfordret eller underholdt, men efter et par gennemlytninger slår det tekstmæssige mig mere som et langt navneopråb, så er jeg er slet ikke i tvivl om navnene på de involverede.

Pladen får dog varmet sig selv så meget op, at klunkerne falder ned, og der til sidst bliver vist lidt nosser. På såvel ”Tandhjul” som ”Valg Vi Ta’r” lykkedes det endelig at få opskriften med hooks og holdninger til at gå op i en højere enhed. Det er dog for lidt og for sent.

(Metro Milleu "Metro Milleu", anmeldt for Geiger.

Canadieren Kevin Frayer (f. 1973) er nok mest kendt for sit arbejde som krigsfotograf. Siden hans karrieres start i 1991, har han arbejdet i det tidligere Jugoslavien, Gaza, Afghanistan og Irak. Hans arbejde har fået ham nomineret til Pullitzer Prisen, og i 2009 var han blandt vinderne ved World Press Photo. Siden 2009 har Kevin Frayer haft base i New Delhi, hvorfra han udfører sit arbejde for Associated Press. Krigen er ikke længere repræsenteret i hans arbejde, men dramaet lever alligevel sit eget stille liv, i de billeder han tager i Indien. Om det er fiskere, landmænd eller kulgravere, så er fattigdommen synlig, i de dæmpede hverdagsportrætter Kevin Frayer tager af deres liv. Alligevel formår Kevin Frayer at tilsætte al elendigheden en vis æstetik, ikke at nogen ville ønske at bytte med disse mennesker, men nok til at påminde en om, at skønhed kan vise sig i glimt selv under de usleste kår.

 15. januar 2012 - Anders Møller Christensen / Eric Djemba-Djemba (OB testkamp mod VKB)

Musiknyt 1: "Grønirisk" er første single fra den kommende Dans & Lær plade "Flere Fugle". Der er sket en del siden første plade, og lad mig være den første til at kalde nummeret for uimodståeligt dansabelt. Musiknyt 2: Oscar Danielson fik en Grammis for årets børneplade, da den svenske musikbranche hyldede sig selv i går aftes. Grattis til ham.

"The Wrecking Ball Company" er første nummer fra den kommende Marissa Nadler plade, der når offentlighedens ører. Der er skruet ned for furievokalen, lagt noget tyngde til, og musikken er bragt ned i et mindre højstemt leje, hvor flere burde falde for hende. Den kommende plade "The Sister" udkommer 29. maj.

 14. februar 2012 - Odense Havn.

Den kommende Manden Fra Onkel plade har stadig lange udsigter, foreløbig er dette den ene af de kun to tekster, der ligger klar.

Dagen går,

Og dagen gryr

Dagene skifter hænder

Under et dække af skyer

En sort sol trækker op

Over udsatte egne

Hvor dagene går

Med at komme ingen vegne

De trætte fugle vender hjem

Og passerer undervejs forbi

Du bider dig i læben

Bag dig smækker døren i

Omkvæd:

Du vender hjem til

Der hvor krager vender

Hjem til det

Kragerne vender hjem til

(Kragerne vender hjem)

(Kragerne vender)

Du er anden generations indestængt

Du er søn af en blindgænger

Han nåede her til

Du nåede heller ikke længere

Omkvæd

Det var Julia Kazerskis serie "Changing Room" Oitzarisme linkede til forleden, og hvor beundringsværdigt et vægttab af de dimensioner billedserien dækker over end er, så gik der hurtigt lidt for meget damebladsfeature i den for mig. I stedet har jeg kastet min kærlighed på Julia Kazerskis serie "Half", hvor hun udstiller sig selv, og de synlige spor hendes massive vægttab har efterladt. 80 kilo forsvinder ikke bare lige, og selv med dem væk, er sporene mere end synlige. "Half" er et nydeligt portrætteret freakshow, umiddelbart blottet for eksibisionisme, men personligt, råt og så langt fra mediernes kropsopfattelse som man næsten kan komme. Om det er mod, kunst, nødvendighed eller simpelthen ønsket om at vise, hvor meget der er forsvundet, der får en kvinde til at stille sig op foran kameraet på den måde, skal jeg lade være usagt, men min beundring for at Julia Kazerski gør det er alendyb.  

Musiknyt 1: Ny liveplade fra Wovenhand 13. april. "Live at Roepan" kan erhverves både som cd/dvd og 2lp/dvd. Musiknyt 2: Efter en mislykket Kickstarterkampagne, er det endt med at Glitterhouse udsender "The Soul of Spain" i Europa. I forlængelse af udgivelsen starter Spain en Europaturne op 10. maj, men det er endnu uvist om der i den forbindelse bliver danske koncerter.

Det er en hjemkomst af de større Leonard Cohen har begivet sig ud i. Først koncerterne, så endnu flere koncerter, og nu, for første gang i tyve år, et studiealbum han kan være bekendt. I forhold til pladerne fra det forgange årti er der blevet skruet ned for kvinderne og produktion, og skuer vi tilbage til ”The Future”, så er tempoet nu blevet dæmpet, så det er mere behørigt for en mand på 77. På ”Anyhow” går det faktisk næsten helt i stå, mens Cohen mumler sig igennem en tekst om svig, had og tilgivelse. Intet nyt dér på den front, men med en titel som ”Old Ideas” er der heller ikke lagt op til nyt under solen. Der er plukket fra det bedste, der har været igennem årene, korsangerinderne er blevet skubbet ud af spotlightet, og nu hensat til blot at være kor, og ikke krykker for Cohens stemme som på de seneste par plader. Lydbilledet er spartansk, men i en fyldig produktion, hvor hver en sprække, og hvert et hulrum fyldes ud af Cohens stemme, der er dybere end nogensinde før. Som ”Old Ideas” løbes igennem føler man sig ikke så meget hensat til et andet sted, som man føler sig naglet til der hvor man er. Cohens stemme er som tusinde af g-kræfter, der slippes løs og tynger en ned på den behageligste af måder. Dermed ikke sagt, at ”Old Ideas” er et mesterværk, men det er en hjemkomst af de velkomne, og en genkomst af de store til den piedestal, hvor Leonard Norman Cohen har sin berettigede plads.

Gaffa stiller i den seneste udgave af bladet forskellige sangere tre spørgsmål om deres forhold til Cohen, her er mine bud på svar.

Hvornår og hvordan opdagede du Leonard Cohen?

Det lyder så farligt fint, når jeg fortæller, at min far havde en af hans plader med hjem fra en rejse til Paris, men ikke desto mindre er det sådan det hænger sammen. Lidt af glansen går dog af, når jeg fortæller at han var dernede som træner for et håndboldhold. Dernede kørte ”I’m Your Man” i fast rotation på radiostationerne, og den blev købt med hjem. Derhjemme kørte den så i fast rotation på anlægget, og blev således en vigtig del af min musikalske opdragelse.

Hvorfor er Leonard Cohen relevant i dag?

Kvalitet er tidløs. Han er en art musikkens svar på dansk møbeldesign. Der er vel ingen, der stiller spørgsmålstegn ved hvorfor Arne Jacobsen og Børge Mogensens møbeldesign stadigvæk holder? Eksempelvis ”Songs of Leonard Cohen” står fuldstændigt uden for tid og rum, det er et mesterværk, og så er det ligegyldigt om den blev indspillet i 1967 eller i går.

Hvad er dit yndlingsalbum med Leonard Cohen, og hvorfor?

”I’m Your Man” stikker så dybt, at jeg ikke kan vriste mig fri fra at udpege den. 87,5% perfektion, og så ”Jazz Police”. Synthesizerne er cheesy, produktionen håbløst 80’er, men det gør slet, slet ingenting. Leonard Cohen har lavet flere plader, der er bedre, men ”I’m Your Man” er favoritten. Ingen tøven, ingen rysten på hånden, det er svaret!

Selvfølgelig er jeg ganske enig i, at plader skal købes, og selvfølgelig er jeg enig i, at der skal betales for downloads, men Stuart Staples kommer ikke til at kunne smøre et tykkere lag paté på baguetten nede i sin franske residens, fordi jeg punger ud, og betaler en tredjepart en klækkelig sum for Tindersticks gamle (tour?)plade "Amsterdam". Så forleden røg jeg derfor ind på en side, hvor det eneste, der ikke var skrevet med kyrilliske bogstaver var ordene Tindersticks, Amsterdam og download. Jeg undskylder ikke, for det hænder jævnligt, at jeg på denne måde får fat på det ellers ubetalelige og/eller uopdrivelige udgivelser, men jo mere jeg lytter til "Amsterdam", jo mere bliver jeg overbevist om, at den godt kunne være pengene værd.

Koncerten fandt sted på Melkweg i Amsterdam, tilbage i februar 1994, og er en langt mindre poleret oplevelse end Tindersticks med årene er gået hen og blevet. Koncerten blev spillet i efterdønningerne fra udgivelsen af Tindersticks første plade, der var blevet udgivet et par måneder før i november 1993. Setlisten bærer da også svært præg af dette. Syv albumtracks, B-siden fra "Marbles" singlen "For Those", og så en coverversion af Townes Van Zandt nummeret "Kathleen". Højdepunkterne er en vidunderligt tung udgave af "Blood", og en langtrukken udgave af "Raindrops", men pladen som helhed er homogen som bare fanden. Guitarerne er sat til rock, violinerne skratter, trompeterne tunet ind til ulidelig jazz, og dette lag af støj, midt i den sump af blød melankoli, der som en aura omgiver Stuart Staples stemme fungerer helt fantastisk. Man kan begræde, at det næppe bliver sådan på hverken den kommende Tindersticksplade, eller til deres koncert i København til foråret, men jeg vælger, at glæde mig over dette nye indblik i en af mine foretrukne grupper, fra dengang de stadig var unge og fremadstormende.

"Amsterdam" kan erhverves for 50£ + porto på Ebay, eller andetsteds for væsentligt mindre.

27. januar 2012: Kranvejen.

27. januar 2012: Hundelufter ved Skibhusskoven.