Da far var dreng, og far værende mig, og mit drengeår værende 1996, hvor jeg passerede de tyve, oplevede dansk hiphop sit guldår. 1996 var året, hvor Malk De Koijn dukkede op på opsamlingen De Grimme Ællinger, som på opsamlingspladefronten fik følgeskab af Hip Hop Til Folket og Rap ’o’ mania. Sidstnævnte lod os høre Clemens vinde DM i rap ved at rime ”fistfuck” på ”Hitchcock”. Selv Børneradio hoppede med på vognen og udsendte Rimlig Rar Rimlig Raa, hvor den nye bølge af dansk rap kunne høres blandt jingler, Strawberry Slaughterhouse og Red Warszawa. Den Gale Pose udsendte Flere Ho’s, Kongehuset ..Klarer Ærterne og Hvid Sjokolad Så’n Er Vi. Det var gode tider, hvor gode rytmer spredte sig som ringe i vandet. Og man kunne fornemme, at inde på pladeselskaberne sad de kloge hoveder og tænkte ”so ein Ding müssen wir auch haben.”
Det var dengang.
Som en Rolling Stones-fan, der nægter at indse, at hans ungdom er ovre, og at der kommet gode plader siden dengang, står jeg nagelfast på, at det er et minimum af god dansksproget hiphop, der er kommet ud siden 1996. Og selvfølgelig har jeg ret. Jeg blev dog alligevel blød om hjertet, da jeg hørte Metro Milieu spørge ”Ka’ jeg sparke det?” Mentalt røg jeg tilbage til 1991 (amerikansk hiphops gyldne år), hvor A Tribe Called Quest spurgte om præcis det samme, og tænkte, at det skulle være mig muligt med hjemmebanefordel at anmelde en nutidig hiphopudgivelse.
Selv mine gamle ører kan dog høre, at Metro Milieu langt hen ad vejen lyder uddateret, også i forhold til mine gammelskolereferencer. Det er ikke dårligt udført, der er bare lang vej til, at det bliver rigtig godt. Produktionen opleves flad og tung i røven. I pressemeddelelsen kaldes gruppens lyd udfordrende, og det vil jeg også gerne give dem. Dog ikke på den måde, som det var tænkt, da de skrev den. En venlig sjæl skulle lukket kæften på ham, der må have stået i baggrunden og råbt mere diskant, hver gang et jazzsample blev lagt ind, for de skærer slemt i ørerne.
Udfordrende er også ordet, der bliver brugt til at beskrive de holdninger, der bliver prædiket på pladen. Men nej, jeg bliver på ingen måde udfordret. Ordene flyder fint derudaf, men det indholdsløse er formentlig også nemmere at spytte ud end at lade tungen snuble over noget på hjertet. I tilfældet hiphop gør det mig ikke det store, om jeg bliver udfordret eller underholdt, men efter et par gennemlytninger slår det tekstmæssige mig mere som et langt navneopråb, så er jeg er slet ikke i tvivl om navnene på de involverede.
Pladen får dog varmet sig selv så meget op, at klunkerne falder ned, og der til sidst bliver vist lidt nosser. På såvel ”Tandhjul” som ”Valg Vi Ta’r” lykkedes det endelig at få opskriften med hooks og holdninger til at gå op i en højere enhed. Det er dog for lidt og for sent.
(Metro Milleu "Metro Milleu", anmeldt for Geiger.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar