Min lørdag stod primært i Frodegruppen 40's tegn. Stor var glæden da jeg sidste uge opdagede, at de skulle spille i Svendborg, og endnu større blev den, da jeg opdagede at Mouritz/Hørslev også stod på programmet. Den slags arrangementer er værd at rejse efter. 

Vi tog tidligt afsted, for udover aftenens program, skete der også gode ting tidligere på dagen. Opslaget lød "Klokken 12 marcherer Frodegruppen 40 fra byens torv op til Vinylen, mens de fremfører "Sidse Adele Hansen er død". Klokken lidt over 12 blev der hostet højlydt for at gøre marchfører Jens Blendstrup opmærksom på at han nu var marcheret forbi. Det må have været et bizart skue for de forbipasserende. Fuldskæggede Blendstrup med tekstark i hånden i front for en broget forsamling af tilhørere, enkelte overrislede med tehætter på hovedet, bandmedlemmer med ghettoblaster i hånden og klaver på skulderen, og et sted i udkanten af flokken mig med et saligt smil på læben. 

Efter marchen blev der holdt pladereception i Vinylen, hvor Frodegruppen 40's seneste plade "Angst i Det Postmoderne Samfund" kunne købes. Pladereception i Vinylen, alligevel havde gruppen kun medbragt cd'er. Der skal dog ikke peges fingre, cd'en blev købt, lp'en bestilt, ordrebekræftelse er modtaget, og inden ugen er omme formoder jeg, at der er bragt orden i sagerne. Efter at have boet i Svendborg en del år, og sidenhen have arbejdet i byen som pladehandler i endnu flere, var det en fornøjelse at se, at der trods alt stadig kan eksistere en uafhængig og i øvrigt charmerende vinylforretning i byen. Omgivelserne er beskedne, og den er drevet på foreningsbasis, men den er der.

Den forgange weekend har Svendborg lagt lokaler til en masse lyrikarrangementer, og den store finale var et trippelprogram med de to førnævnte og PS & Guldkalvene, der skulle vise sig at være et ensemble af genkendelige hoveder fra det fynske poetry slam miljø. Stedet var kulturkonsulatet, nabo til Vinylen, og lokalerne, hvor jeg tog det mit første år i butikslære. Backstagelokalerne er henholdsvis afdelingen for hjemmebio og bilstereo, baren er det tidligere papkasselager og dele af afdelingen for store højttalere, kontoret er blevet til et ekstra toilet, og sofaen jeg sad i stod cirka, hvor kassen i sin tid var placeret. At kalde stedet for Kulturkonsulatet er en lille genistreg, for der er virkelig tale om en repræsentation i fremmed land. For, hvor charmerende en by Svendborg end er, så sker der virkelig et minimum på den front. Det var engang min plan. at flytte tilbage når jeg på et tidspunkt blev "voksen", nu kan jeg ikke se hvornår jeg nogensinde skulle blive så voksen, at jeg ville kunne holde ud at bo et sted med så lidt action på kulturkontoen. Vi, der er flyttet fra landet og ind til byen ved at idyllisk blot er en omskrivning af røvsygt.

Der blev serveret Dansk Pilsner til en tier, og fremmødet fyldte godt i de ikke alt for omfangsrige lokaler. Lydprøverne var forsinkede, så mens vi krøb hen og fandt en plads i en sofa, kæmpede Frodegruppen 40 sig igennem en en håndfuld falske starter, og efter dem gik Mouritz/Hørslev på scenen til først lydprøve, og nu hvor de alligevel stod der, gik de bare på. Mouritz/Hørslev havde smidt sikkerhedsnettet. Lone læste kun nye digte op, og langt hen ad var det også nye sange, der blev spillet. "Lindevang Station" glimrede blandt alt det nye, der synes mere rustikt end tidligere materiale, men omvendt lyder alt, der bliver fremført under så akustikmæssigt udfordrende forhold som de har på Kulturkonsulatet nok en kende rustikt. Mouritz/Hørslev var som altid en fremragende oplevelse, og nyheden om at de går i studiet om en måneds tid for at starte op på deres tredje plade, gjorde ikke oplevelsen mindre god.

PS & Guldkalvene blev overstået, og var en oplevelse jeg ikke ønsker at genkalde mig, hverken i ord eller tanker. Det gør jeg til gengæld gerne med Frodegruppen 40. I alle de år jeg har haft kendskab til gruppen har det virket som om de kun har spillet live i Aalborg og København, men endelig havde de fundet vej til noget, der lignede et spillested i noget nær noget der lignede en overkommelig afstand fra hvor vi bor. Der blev åbnet med "Græsslåning" fra "Piksvingeri & Negerlege" og så gik festen ellers slag i slag over nyt og gammelt, stok og sten og naturligvis peakende med "John Danser Grøntsag". Det var en fest, det var en fornøjelse og det var vildt at se hvordan et bænket lokale forvandlede sig til en autonom balsal i takt med at koncerten skred frem. Oplevelsen af Frodegruppen 40 live er et øjeblik jeg har ventet meget længe på, og øjeblikket skuffede ikke. Knæfald og stor applaus herfra.

Hvis den spritstive videoamatør henne i hjørnet fik det hele med, så kan aftenen genkaldes her:

"Græsslåning"

"Elsker Du Mig"

"Sussie I Mørket"

"Jeg Hørte Hun Var Død I En Tsunami"

"Ondskab 3"

"Hva' Så UFO"

"John Danser Grøntsag"

"Oh Else"

"Nej Nej Og Atter Nej"

"Angst I Det Postmoderne Samfund" kan bestilles hos Elektrolyt.

 28. april 2012 - Per Vers, Harders.

Der var ikke megen tvivl da musikåret 2011 skulle gøres op. Sunday Times syntes det, Mojo syntes det, Uncut syntes det, The Guardian syntes det, NME syntes det, The Quietus syntes det, og jeg giver dem alle ret. P.J. Harvey begik med ”Let England Shake” et mesterværk, der fuldt fortjent blev kåret til årets album hos alle de ovennævnte, mig selv inklusiv. Dette er tænkt som en introduktion til de kortfilm Seamus lavede til pladens 12 numre. 

Det tog P.J. Harvey flere år at skrive ”Let England Shake”. Anmelderen på The Guardian kaldte pladen for en uigennemsigtig undersøgelse af engelskheden, andre og flere har refereret til pladen som en (anti)krigsplade. Pladens tekster referer da også til England i sange som for eksempel ”The Last Living Rose” og ”Let England Shake” og til sønderrevne kroppe, soldater, våben, og mere specifikt til slaget ved Gallipoli i ”On Battleship Hill”, ”The Colour of the Earth” og ”All and Everyone”. 

Undervejs har P.J. Harvey søgt inspiration hos digtere som T.S. Eliot og Harold Pinter, Goyas ”Disasters of War”, Dali’s arbejde fra perioden omkring den spanske borgerkrig, Englands historie, historiske fortællinger fra forskellige krige, og øjenvidneberetninger fra såvel soldater som civile taget fra første verdenskrig og frem til den nuværende konflikt i Afghanistan. Som en del af denne research så hun den irske fotograf Seamus Murphys serie ”Darkness Visible” udstillet i London og fik fingre i den tilhørende bog. Den sort/hvide billedserie var taget igennem den årrække, der var gået, siden Seamus Murphy første gang satte fod i Afghanistan i 1994, og viser flere sider af livet i det hærgede land. 

Et stykke tid efter udstillingen fik P.J. Harvey sin manager til at kontakte Seamus Murphy for at høre om han kunne have interesse i at lave noget sammen med hende. På dette tidspunkt kendte Seamus Murphy kun P.J. Harvey af navn, og var ikke bekendt med hendes arbejde. Udgangspunktet var at Seamus Murphy skulle tage en række pressebilleder, portrætter og eventuelt billeder til coveret. Seamus Murphy var netop vendt tilbage fra en opgave i Afghanistan da han skulle fotografere P.J. Harvey første gang. Her havde han for første gang arbejdet intenst med levende billeder til et igangværende filmprojekt. En samtale faldt på hans nyfundne fascination og begejstring for dette, og idéen om at lave en dokumentar til ”Let England Shake” kom på bordet og blev pillet væk igen til fordel for idéen om at lave en kortfilm til hvert af de 12 numre på pladen. I første omgang var det tanken, at filmene skulle bestå af en række stillbilleder, altså en art rullende diasshow, der skulle akkompagnere musikken, men de levende billeder fik overtaget, og der bruges kun stillbilleder i tre af de tolv film. Idéer blev udvekslet, og Seamus Murphys oplevelse af pladen som en engelsk plade af en engelsk kunstner blev udgangspunktet for at kortfilmene skulle vise hans fortolkning af England, dets folk og landskab, inspireret af ”Let England Shake”. Opgaven blev til en køretur på 8.000 kilometer, og resultatet blev de tolv kortfilm, der foreligger nu. 

Billedsproget i kortfilmene er markant. Forfaldet går igen som et gennemgående træk, billeder af tidevandet viser tidernes kommen og gåen, trækroner og lygtepæle flimrer forbi undervejs på rejsen og i videoen til ”This Glorious Land” starter filmen med billeder af et stort stolt træ, hvis grønne trækrone svajer let i vinden, og et par minuttes senere ser man et bart træ uden spor liv tilbage i sig, der står alene på en mark. Krigen sætter spor og efterlader død. Man tænker på de britiske øer når man ser billeder af en ensom svømmer, og en enlig båd omgivet af hav, og man tænker at det britiske imperium ikke er, hvad det var engang, når en buket visne roser toner frem, når skyerne i en lang sekvens går for solen og trækker et mørke ind over landskabet og en mekaniker, næppe tilfældigt, siger om en bil ”she’ll soldier on, the old ones are the good ones”. 

Der er dog meget mere at komme efter. Kameraet er sjældent i bevægelse, optagelserne virker som levende stillbilleder, folk portrætteres, ikke i det splitsekund det tager at tage et portrætbillede, men i sekvenser, der viser livet i deres ansigter. Det samme gør sig gældende for landskaberne, himlen, natten, orgelspilleren og den forladte forlystelsespark. De nye optagelser mikses med gamle sort/hvide afskedsscener, og andre steder gamle portrætter, soldaterbilleder og samlede familier, serveret så man pr automatik tænker, hvem af disse ukendte skæbner tog af sted, hvem vendte hjem, og hvem mistede nogen? Seamus Murphys egne sort/hvide billeder fra konfliktområder dukker op som en påmindelse om, at konflikten er derude. Der dukker flere gange nærbilleder af børn og voksne op i filmene, og igen slår min tankeautomatik til, hvilken konflikt er de voksne flygtet fra, hvilken konflikt er børnene børn af ofre for? Det er muligt de bare er tilfældige etniske englændere, men billedsproget er så rigt og gennemført, og emnerne for pladens tekster så tilstedeværende, at det er svært ikke at tillægge hvert et klip en betydning. 

Vejret fylder meget i videoerne, regn, sne og hagl er jævnligt tilstedeværende, det samme er hverdagsengland. Dansere, koncertgængere, jægere, byliv, trafik, mænd med deres radiostyrede både, døde fasaner og høns, mikset ind mellem alt det andet. Det her er også England. P.J. Harvey dukker selv frem i klip. Optagelser af hende alene med sin guitar, og med sin autoharpe. I ”Battleship Hill” siddende i kirken hvor ”Let England Shake” er optaget, og salmenumrene i baggrunden linker til pladenumrene de ældre kvinder holder i hånden mens de spiller banko, i de optagelser der også fylder stort i videoen. Med resten af hendes gruppe i videoen til ”The Colour of the Earth”, hvor de med stemmer, tramp og håndklap fremfører nummeret uforstærket i en betagende udramatisk udgave. 

Som et appendiks til pladen er videoerne fabelagtige. Seamus Murphy gør det fantastisk i sin rolle som betragter og fortolker. I et interview med Slant Magazine udtaler han” My background is documentary still photography, reportage. A lot of that is reacting to things that are happening. You have ideas, but they're not scripted. The whole thing is trying to capture the essence of what's going on around you and interpret it”. Han havde næppe nogensinde selv tænkt, at de metoder han bruger i sit arbejde med at fortolke alt fra verdens krigszoner til hverdagslivet, skulle danne grundlag for en stribe kunstfærdige musikvideoer, og det er fascinerende, at det der blot skulle have været en stribe portrætbilleder endte med en køretur på 8.000 kilometer og 12 film, der formår at bygge ovenpå et værk, der i forvejen var i mesterværksklassen. 

Trackliste:

1. "Let England Shake"  

2. "The Last Living Rose"  

3. "The Glorious Land"  

4. "The Words That Maketh Murder"  

5. "All and Everyone"  

6. "On Battleship Hill"  

7. "England" 

8. "In the Dark Places"  

9. "Bitter Branches"  

10. "Hanging in the Wire"  

11. "Written on the Forehead"

12. "The Colour of the Earth"

Jeg tror, at jeg finder mig et tog, der går sydover på lørdag. Der, hvor jeg udstod det første år af min læretid, spiller Mouritz/Hørslev Projektet op til dans, og når de er blevet aftrådt, så dukker Frodegruppen 40 op, og når de har gjort deres, så kan man forføje sig på tværs over gården til Harmonien og høre Per Vers spille op til dans. Der er mere info at hente på Facebook.

Ud & Se bringer i denne måned et fint og meget læseværdigt interview med Søren Ulrik Thomsen, det opfordres du til at læse lige her.

Jeg sidder og arbejder på en tekst om de musikvideoer Seamus Murphy har lavet til P.J. Harveys fantastisk plade "Let England Shake. Polly blev bekendt med hans arbejde, da hun så en udstilling med billederne fra hans "A Darkness Visible" serie, og man forstår at hun faldt for hans billeder. når man ser dem, de er mildest talt fantastiske. Serien kan findes på hans egen hjemmeside, og The Digital Journalist bragte i 2009 et interview med ham om serien.

Jeg er begyndt at benytte mig af beskrivelser på min fotohjemmeside, i håb om at det giver billedserierne lidt mere substans.
(Klik på beskrivelserne for at se serierne)

De første domme var afsagt over ”Third Eye Surgery” faldt før jeg overhovedet havde modtaget mit eksemplar med posten, så dele af ventetiden er gået med at læse, hvad kloge ord andre har hæftet på Baby Woodroses nye plade. Eksempelvis: et sted nede i det tyske sidder en blogger, der i sin omtale af ”Third Eye Surgery” omtaler pladen som Baby Woodroses hidtil mest modne plade. Ud af alle de ord jeg fik læst om pladen før den nåede frem, var det ordet moden jeg fik hæftet mig mest ved. Jovist, Lorenzo Woodrose fyldte 40 sidste år, og familien Woodrose kunne fejre at det var 10 år siden at ”Blows Your Mind” blev udsendt på vinyl for første gang, så det nærmer sig, at man godt må omtale navnet Woodrose som værende gammelt i gårde. Men moden? Når jeg hører en musiker omtalt som moden (hvad jeg heldigvis sjældent gør) så tænker jeg på folk, der udlever det gamle ordsprog ”skomager bliv ved din læst”, og har fundet den kasse de hører til i, og arbejder indenfor de rammer den nu engang giver dem. Det kunne man så også anklage Lorenzo Woodrose for at gøre, for man ser ham sjældent omtalt uden at den hellige treenighed 60’er, syre og psykedelisk dukker op i teksten, men jeg synes for hver plade, der er kommet fra ham, og for hvert projekt han har lanceret, der er der blevet sparket til kassens vægge, så de har flyttet sig, og hans virkeområde er blevet et stykke større.

Med ”Third Eye Surgery” bliver der sparket til væggene igen, og denne gang har han taget jernstøvlerne på.

Det er ikke når man hører de to forløbere til pladen, ”Nothing is Real” og duetten med Emma Acs ”Dandelion”, at man bemærker skredet i lyden. Det er heller ikke på åbningsnummeret ”Down to the Bottom”, at det går op for én, men når nålen rammer andet nummer, så skal jeg love for der sker løjer. ”Waiting for the War” er en energiudladning af de store, der er bulder i trommerne, gnist i stemmen, knald på liggehønen, you name it. Dette er pladens hit, den perfekte lille beskidte syvtommersingle med lige rundt regnet to-et-halvt minuts spilletid på a-siden, hvis det altså havde stået til mig. 

Resten af pladens ligger i spilletid og udtryk ikke op til en karriere som singlehits, men som lytter bliver du trukket med længere ud end Baby Woodrose har bragt dig før. Det er tungt, det er spaced out, det er out there, det er mere end bare en inddragelse af lyden fra sideprojekterne Dragontears og Spids Nøgenhat, det er en håndfuld numre, der får farverne til at flimre på væggene, mens følelsesregisteret kæmper en kamp om man skal smide blomster i håret eller tage kampdragten på. ”Bullshit Detector” er ”Waiting For the Wars” tunge, stenede storebror, ”Love Like a Flower” ikke for hippieallergikere, og et sted mellem de to finder man titelnummeret med en fod i begge lejre. Over dem alle lyser dog ”Honalee”, der lukker og slukker for ”Third Eye Surgery”. Jeg er helt væk hver gang jeg hører nummeret. Det synes at forsætte i det uendelige, og er en fængende, grænsende til det hypnotiske, smuk stenet syrefolket sjæler, der vil få dig til at danse langsommere end nogensinde før.

Sat udenfor sammenhæng, lyder ”Down to the Bottom”, ”Dandelion” og ”Nothing is Real” som sagt som Baby Woodrose som man kender det, men når du har kørt pladen igennem et par gange, vil du kunne høre, at også de tre er smittet med det, der går igennem hele pladen. Masser af citar, masser af tyngde og en masse mere, man normalt ikke finder i så rå doser på en Baby Woodrose plade. Pladen i sig selv er forfriskende anderledes i forhold til tidligere Baby Woodrose plader. Den er ondere, olmere og markant mere kantet, og samtidigt langt mere beskidt og stenet end tidligere udladninger, og jeg kan lide det. For fanden, hvor kan jeg dog lide det!

(Baby Woodrose "Third Eye Surgery" anmeldt for Geiger)

Musiknyt 1: Lise Westzynthius giver et nummer på Gaffa TV. Musiknyt 2: Tomas Andersson Wij giver et nummer backstage før eller efter tirsdagens forrygende koncert på Dexter. Musiknyt 3: Billedet er sakset fra Peter Sommers Facebookprofil, den unge mand er åbenbart i gang med ny musik.

26. marts 2012 - Rødme.

26. marts 2012 - Sibirien.

26. marts 2012 - Sibirien.

26. marts 2012 - Sibirien.

26. marts 2012 - Rødme.

18. marts 2012 - Kirkendrup.

18. marts 2012 - Kirkendrup.

18. marts 2012 - Kirkendrup.

 3. april 2012 - Tomas Andersson Wij, Dexter.

"Med Naturvidenskaberne kan det slet ikke hjælpe at indlade [sig]. Man staaer der værgeløs og kan aldeles ikke controlere. Forskeren begynder strax at adsprede med sine Enkeltheder, nu skal man til Australien nu til Maanen, nu ned i en Hule under Jorden, nu Fanden i Vold i Røven – efter en Indvoldsorm; nu skal Teleskopet bruges, nu Mikroskopet: hvo Satan kan holde det ud!"

Kirkegaard (1846)

26. marts 2012 - Nordskovvej.

26. marts 2012 - Lydinge Mølle.

30. marts 2012 - The Beardy Durfs, Leaves Festival, Kansas.

30. marts 2012 - The Beardy Durfs (pre-gig), Leaves Festival, Kansas.