Ikke mange sekunder efter jeg havde stillet min sidemand spørgsmålet, hvordan en koncert kunne blive så forsinket når alt grej var sat op og til, gik en forgrædt Lise Westzynthius på scenen med Ebbe Frej og Søren Bigum lige i hælene. Der blev beklaget, nyheden om et dødsfald var kommet i vejen for planlagt koncertstart, men skulle åbenbart ikke stå i vejen for koncertens afvikling. Til tonerne af ”French Leave”, oprindeligt skrevet til Lise Westzynthius mormor, men nu dedikeret til den afdøde, lagde jeg mit kamera ned i tasken igen. En ting er at overvære en anden persons sorg, noget andet at gengive den visuelt til dem der ikke var der. Selvom Lise Westzynthius selv havde sat sig op foran det fremmødte publikum tænkte jeg, at det her var et personligt øjeblik, der ikke skulle portrætteres. De første par numre bar præg af omstændighederne, især imellem numrene var det svært ikke at tænke, at koncerten næppe nåede til vejs ende. 

Den tætte og tighte lille trio fik dog spillet sig op, langt over det under omstændighederne forventelige, langt over det på forhånd forventede (men så kan jeg lære, at læse Gaffa med påkrævede gran salt), og kameraet blev hevet op af tasken igen. Det poppede og polerede islæt fra den seneste plade fik med både grovfil og forvrænger, og gamle kendinge flettede sig ud og ind af sætlisten. Søren Bigum støjede som et guitarhær på sin glitrende strengeleg, mens Ebbe Frej bag trommerne halvdelen af tiden var militant præcis og jazzet loose i en grad, at han mindede mig om John Convertino fra Calexico, og den anden halvdel af tiden tjente sine penge med hænderne i skødet. Da ”Tæt På En Kold Favn”udkom, skulle jeg bruge en del afspilninger til at forlige mig med den poppede lyd, det skal jeg efter søndagens koncert nok til igen, for det smadrede, stenede lydbillede, der blev bragt til festen, er nu sådan mit hoved vil have, at numrene skulle have lydt fra starten. 

Lise Westzynthius havde taget det noget nær nøgne look fra ”Tæt På En Kold Favn” med på scenen, og indtog den i hudfarvede leggings, et lændetørklæde og en top så gennemsigtig, at den var tæt på omsonst. Hendes stemme stod klart frem i lydbilledet, og blev undervejs spillet op mod Søren Bigums brummevokal, der på en god eftermiddag var den eneste anke. Vor Herre krydsede ikke af i feltet korsanger, da han satte Søren Bigum på jord, men hvis døden ikke skal være en hindring for at gennemføre en koncert, så skal Søren Bigum heller ikke lade sig begrænse af Vor Herre. I sidste ende var resultatet dog fint fint og absolut godkendt, og koncerten var fra tilskuerrækkerne et lille triumftog efter den måske/måske ikke hårde medfart Gaffa diskede op med.